Helt ny havn – skal den rives ned igen?

erstatningshavn 3 rapport LOWNæste år bygger Vejdirektoratet en ny lystbådehavn til 600 både i Nordhavn. Men om fem år skal den rives ned igen. Imens venter tusindvis på en bådplads. By & Havn er åbne for en dialog om flere maritime aktiviteter.

I 2022 skal en ny lystbådehavn i havnebassinet Færgehavn Nord stå klar til at modtage 600 både fra Svanemøllehavnen, så Vejdirektoratet kan komme i gang med at forlænge Nordhavnsvej og Nordhavnstunnelen ud til Nordhavn. Tunnelen skal løbe lige igennem Svanemøllehavnen, så knap halvdelen af bådene skal flyttes til den nye havn i byggeperioden. 

Erstatningshavnen, som den kaldes i anlægsloven til Nordhavnstunnelen, bliver en topmoderne havn med stenmoler, bådebroer, p-plads og klubfaciliteter. Men omkring 2027 skal de 600 både tilbage til Svanemøllehavnen. Og hele den nye havn rives ned. 

 

Nogen må vågne op
"Det lyder jo helt tosset. Det vil være tåbeligt ikke at beholde den nye havn. Men vi har holdt adskillige møder med Vejdirektoratet om det her, og den officielle holdning er stadig, at erstatningshavnen skal rives ned igen," siger formand for Sejlklubben Frem, Carsten Mikkelsen. 

Sejlklubben Frem er en af de tre sejlklubber, som i fællesskab ejer Svanemøllehavnen.

sejlklubben frem carsten mikkelsen L1020360Lige nu står 300 på venteliste til at få en bådplads i havnen. For at stå på venteliste skal man betale kontingent og indskud  til en af klubberne, og være indstillet på at vente i flere år. Derfor er der mange hundrede flere, som også søger en bådplads, men har opgivet at stå på ventelisten, vurderer Carsten Mikkelsen. 

"Vi hører, at der er fyldt op i havnene fra Gilleleje i nord til Vordingborg i syd. Så behovet er kun stigende. Men endnu er det ikke lykkedes os at få politikerne på banen i det her spørgsmål," siger Carsten Mikkelsen. 

Attraktivt havnemiljø
I naboklubben, Sejlklubben Sundet, synes formand Ole Brandt ligefrem at der er fare for at havnemiljøerne forsvinder i Københavns Havn.
"Folk er vilde med vores havnemiljøer, og her er fyldt med mennesker der går tur på molen. Men der skal altså også være plads til nogle både. Ellers ender hele Københavns Havn som en badesø,", siger Ole Brandt. 

Han mener også at der er brug for både Svanemøllehavnen og erstatningshavnen i fremtiden.
"Alene Nordhavn bliver lige så stor en by som Roskilde. Skulle alle de mennesker ikke have mulighed for at have en båd?  Det tror jeg simpelthen ikke at politikerne vil stå model til," siger han.

faergehavn nord april2021 pbhFlydebroer flyttes ikke
Vejdirektoratet har netop sat opgaven med at anlægge erstatningshavnen i udbud. Her er den forventede pris for havnen sat til 70 mio. kroner. Oprindeligt var det planen at genbruge de flydebroer, som bådene skal ligge ved, fra Svanemøllehavnen, og lægge dem tilbage efter brug. Men af udbudsmaterialet fremgår det nu, at der skal indkøbes nye flydebroer til den nye havn.
"Det øger jo muligheden for at den nye havn kan blive permanent. Men kun tiden kan vise, om det sker" siger Ole Brandt.

Imidlertid forklarer projektchef Silas Nørager fra Vejdirektoratet, at ændringen kun er lavet af hensyn til planlægningen af tunnelbygeriet. 
"Flydebroerne skal jo være klar før bådene kommer. Vi har brug for mere fleksibilitet i vores byggeproces. Derfor er flytning af flydebroerne nu blevet droppet," forklarer han.

Visionsplan
Samtidig med de mange møder om Nordhavnstunnelen og erstatningshavnen, har sejlklubberne deltaget i en såkaldt visionsplan for Svanemøllehavnen sammen med By & Havn og arkitektfirmaet Spektrum. 

Snart vil parterne fremlægge en plan, som bl.a. skal omfatte en ny havnepromade langs med klubhusene på landsiden. Det er noget som klubberne i havnen har savnet i mange år. Desuden er det planen at udvide havnen ud i Svanemøllebugten, så der bliver plads til 100 ekstra både. 
"Der er mange fine tanker i planen, og vi håber at den bliver til noget en dag. Men udvidelsen er slet ikke nok i forhold til presset på ventelisterne. Så ja, vi har brug for en havn mere," siger Carsten Mikkelsen fra Frem.

Lad os snakke om det
By & Havn ejer Færgehavn Nord, og her forstår Bylivs-chef Per Schulze udmærket sejlklubbernes ønsker om mere plads.
"Rigtig mange vil gerne sejle for tiden, så behovet er der, og vi er også interesserede i at undersøge, om man kan fastholde nogle af faciliteterne i erstatningshavnen," siger han.

per schulzeBy & Havn får rigtig mange henvendelser fra folk der vil ønsker plads til deres  lystbåde, kajakker eller SUP'er i Københavns Havn. Dertil kommer de mange, som vil have flere bademuligheder. Og fiskemuligheder. 
"Så vi bliver nødt til at se på helheden. Men bådfolket og sejlernes interesser er også vigtige". 

Hvis erstatningshavnen skal gøres permanent, vil det både kræve ny byplanlægning og aftaler om økonomi mellem Vejdirektoratet, By & Havn, sejlklubberne og Københavns Kommune.
"Men derfor kan man jo godt starte en dialog og debat om det. Og vi har jo allerede en god proces sammen med klubberne omkring udvikling af Svanemøllehavnen", siger Per Schulze.

 

erstatningshavn grafikFakta
- I 2005 begyndte anlægget af Nordhavnsvejen og Nordhavnstunnelen fra Helsingørmotorvejen til Strandvænget. Projektet kostede 2,5 mia. kroner for den to kilometer lange strækning. - Projektet stod færdigt i 2017.
- Nordhavnstunnelen ved Strandvægnet er gjort klar til at blive forlænget uunder Svanemøllehavnen og ud til Kattegatvej i Nordhavn.
- Anlæg af denne anden etape starter i 2022 og forventes af koste 3,6 mia. kr.
- Fra Kattegatvej er der mulighed for at forlænge tunnelen og føre vejforbindelsen videre ud Lynetteholmen, og evt. videre rundt om Amager; Den så omtalte Østlige Ringvej.

NORDHAVN AVIS • C/O BYDELSAVISERNEARNE JACOBSENS ALLE 15,1.DK 2310 ORESTAD
TEL: +45 31153040MAIL: KONTAKT(AT)NORDHAVN-AVIS.DK