Østerbro X Nordhavn = ÅBEN Festival


jesper melson foto varming11.-13. september opstår ÅBEN festivalen, der vil styrke kulturliv og kultursamarbejde mellem  Østerbro og Nordhavn.

Man behøver ikke nødvendigvis frygte pis, burgerpapir og højtalere i truck-størrelse, når festivalen ÅBEN indtager Nordhavn i midten af september. Den nye festival har til formål at bringe Nordhavn og Østerbro tættere sammen, og den kommer til at være brugerstyret og tage udgangspunkt i, hvad der er i forvejen.

Det fortæller festivalens initiativtager, Jesper Koefoed-Melson.
"Håbet er, at vi aktiverer det samlede kulturliv den weekend på en måde, så det kommer til at skabe værdi året rundt," siger arrangøren, som har en bred kulturforståelse og derfor håber på både teater, musik og gastronomi til Åben.


Skyhøje ambitioner
Jesper Koefoed-Melson har læst både performance design og kunst- og kulturledelse, og han har arrangeret kulturfestivaler i Hamborg, Edinburgh og København, så den 41-årige entreprenør ved, hvad han taler om. Derudover sidder han i forvejen i Østerbro Lokaludvalg, og det er her ideen er groet, selv om den i dag ikke er i lokaludvalgets regi. Men lokaludvalget har dog stillet en pulje på 250.000 kroner til rådighed, så festivalens aktører kan søge om penge.
"Vi har skyhøje ambitioner, men vi har indtil videre kun en sparsom økonomi, så folk skal løfte i flok", siger han.

At betragte ham som en form for booker – ligesom man har på de store musikfestivaler – vil være forkert. Han booker ingen, men faciliterer blot festivalen, så andre kan byde ind med, hvad de kan.
"Man kan sammenligne det lidt med kulturnat. Der vil være events, udstillinger, koncerter, teater, litteratur, mad, alt! Så vælger publikum ud fra et program, hvad de gerne vil opleve," siger Jesper Koefoed-Melson.
"Vi skaber rammen, men det er andre, der skal byde sig til, hvis de vil lave noget til Åben," siger han og understreger, at Åben gerne skulle blive en årligt tilbagevendende begivenhed, der gerne skulle blive en etableret del af den kulturelle scene i København. 

aaben festivalLokale aktører og nok at opleve
Der er kun få krav til deltagerne til Åben. 
"Det er et krav, at arrangementerne til Åben skal skabes som samarbejde mellem mindst to kulturaktører for at få skabt netværk i kulturen. Derudover er det et krav, at mindst én af aktørerne er fra enten Nordhavn eller Østerbro," siger Jesper Koefoed-Melson. 

Et af festivalens hovedformål er at bringe de to bydele, 2100 og 2150, sammen. 
"De hænger i forvejen sammen i lokaludvalgsregi. Jeg arbejder med identitet i bydele, og man oplever, at når en bydel opstår meget hurtigt, kan den komme til at mangle identitet," siger Jesper Koefoed-Melson, som også har lavet en festival i Ørestad i sin tid, da netop den bydel blev beskyldt for at mangle kultur og identitet. 

"Måske kan Østerbro i kraft af sin historie og stærke fællesskaber hjælpe Nordhavn? Nordhavn har til gengæld sin natur, store virksomheder og sine nye kulturinstitutioner," siger han.

Han har selv boet på Østerbro i små 20 år, men han har ofte oplevet, at man skal til andre bydele for at finde kunst og kultur. Det eksisterer dog både på Østerbro og i Nordhan, selv om man skal lede lidt efter kulturen.
Adskillige kunstnere og kulturinstitutionerne har allerede meldt sig på banen for at bidrage med noget til Åben. Helt fra Østergro på Ydre Østerbro, Kulturhus Kildevæld, Enigma til PB43 og Tunnelfabrikken i Nordhavn. 
"Jeg tror, det bliver sjovt og mangfoldigt," siger Jesper Koefoed-Melson, som allerede har 35-40 aktører, der gerne vil være med.

Sammen med mange flere skulle de gerne blive til Åben 11-13. september i år, og allerede nu håber initiativtageren på flere tusinde gæster, hvis Corona-situation og vejret går i den rigtige retning.

Blandt aktørerne er Krudttønden, Villa Kultur, Kulturcenter Kildevæld, ØsterGro, PB43 og TUNNELFABRIKKEN. Åben er støttet af By & Havn, Københavns Kommune/Kultur Ø, Østerbro Lokaludvalg og Sharing Copenhagen. Det endelige program er langt fra på plads. Men festivalen vil bl.a. byde på sansegadehaver, pop-up kunstsaloner i tomme butikslokaler  og poesikoncerter.  
Følg med på facebook: 'ÅBEN' eller www.åben.com. Her kan man tilmelde sig som hhv. Aktør, Frivillig eller Partner.

NYHEDSBREV

 



   NORDHAVN AVIS  

  Mail: kontakt(at)nordhavn-avis.dk┃Telefon: 31 15 30 40 ┃CVR 29253315 ┃c/o Bydelsaviserne, Arne Jacobsens Allé 15, DK 2300 S.

FOR ANNONCØRER     NYHEDSBREV     E-AVIS    VELKOMMEN