Sejlklubber frygter for fremtiden

sejlklubber formand landpladsHvis Teknisk Museum rykker ind i Svanemølleværket, bliver der mangel på plads til et forsyningsanlæg.
Det kan komme til at gå ud over sejlklubberne, som bruger udearealerne i dag, og som nu frygter for deres fremtid.

60 både ligger lige nu på Kulpladsen foran Svanemølleværket. En enkelt bådejer går og reparerer lidt i efterårskulden, men ellers er der ikke en sjæl at se på den tætpakkede plads.
I fremtiden bliver det anderledes. By & Havn har meddelt sejlklubberne Frem og KAS, som deler Kulpladsen, at de skal bruge pladsen til noget andet. Det sker samtidig med, at By & Havn samt Teknisk Museum arbejder på ambitiøse planer for et nyt, stort teknisk museum i det gamle Svanemølleværk.
Det vil få store konsekvenser for sejlklubberne i området, hvor omkring 8000 medlemmer har deres fritidsliv.
”Vi er afhængige af at have pladser til vores både i vandet men også på land. For det første tjener vi penge til klubberne på at leje pladserne ud. Desuden er pladserne vigtige sociale samlingssteder for medlemmerne. Det er her vi opbevarer vores grej og fortæller røverhistorier,” forklarer formanden for KAS, Jon Bundesen.
sejlklubber6 KrakLige for tiden har KAS to landpladser. Deres egen landplads til småbåde er placeret ved Fiskerihavnen ude på Nordhavn. Dertil kommer Kulpladsen, som de deler 50/50 med Sejlklubben Frem, og som er beregnet til de store både. Det er Kulpladsen, som måske bliver inddraget. Nogle mener, at By & Havn vil bruge pladsen til at bygge boliger med havudsigt. En lokalplan er på vej for netop Kulpladsen, hvor der måske gives byggemuligheder til By & Havn.

Slut med Frem?
Sejlklubben Frem vil blive ekstra hårdt ramt.
Når Svanemølleværket rømmes, skal HOFOR nemlig bygge et mindre spidsbelastningsanlæg i området, og det bliver formentligt på den landplads, som Frem har ved siden af Svanemølleværket. Det vil betyde, at Frem slet ikke har nogen landplads.
Det bekymrer naturligvis især Frem.
”Vi synes, det er forfærdeligt, at man vil ødelægge en gammel sejlklub,” siger Susanne Kristensen, som er bestyrelsesmedlem i Frem.
”Hvis bådene kommer for langt væk fra vores klubhus, vil der ikke være samme liv omkring klubhuset og vores restaurant, og så vil medlemmerne vælge en anden klub,” frygter hun.
At Frem måske må dreje nøglen om, kan få konsekvenser for hele havnen.
”I det øjeblik vores klub ødelægges, vil det gøre noget ved hele havnen, for havnen er ejet af os og to andre sejlklubber. Vi frygter simpelthen, at hele havnen kollapser,” siger hun.

By & Havn håber
Susanne Kristensen håber, at By & Havn og HOFOR finder en anden løsning for spidsbelastningsanlægget, når det ikke længere kan være i Svanemølleværket. Hvis det ikke skal optage Frems landplads, er en anden løsning, at det bygges på den grønne tange, der ligger mellem roklubberne og Strandvænget.
Hos By & Havn er man i gang med at kigge på mulighederne.
”Hvis den kommende lokalplan giver os mulighed for at bygge på Kulpladsen, har vi lovet sejlklubberne en erstatningsplads et andet sted i Nordhavn. Desuden er vi i dialog med sejlerne, Københavns Kommune og HOFOR om en alternativ placering af spidsbelastningsanlægget, så vi ikke behøver bruge Frems arealer, som i dag er ejet af kommunen,” siger Per Schulze, som er udviklingschef i By & Havn.

svanemoellevaerket chrisborgHvad skal der ske i Svanemølleværket?
Svanemølleværket er tegnet af arkitekt Louis Hygom. Værket har produceret elektricitet og varme til hovedstaden siden 1953. Men dampturbinen i den store hal har ikke produceret strøm siden 2012. I dag produceres der kun fjernvarme til 6.000 københavnske husstande i spidsbelastningsperioder. Det tages f.eks. i brug på de kolde vintermorgener, hvor vi alle sammen skal i bad og lave kaffe. Det lille forsyningsværk kører værket på naturgas og fjernstyres fra Ørsteds værker i Avedøre eller fra H.C. Ørstedværket i Sydhavnen.
Danmarks Tekniske Museum, Dansk Industri og Håndværkerforeningen København lancerede i januar planen om at skabe et nyt Teknisk Museum i kraftværket. Visionen er at præsentere én sammenhængende historie om teknologi, industri og videnskab som grundlaget for det moderne højteknologiske samfund.

I 2030 skulle Ørsted efter planen overdrage værket kvit og frit til udviklingsselskabet By & Havn, som ejer grunden og alle de tilstødende arealer. Men By & Havn og Ørsted har nu indgået en betinget købsaftale, hvor det 22.000 kvadratmeter store værk for et endnu ukendt beløb kan overtages allerede i 2023. Indtil da skal det undersøges, om Svanemølleværket er velegnet til at rumme Danmarks Tekniske Museum.
Desuden skal By & Havn finde på en måde at få indtægter ud af den øvrige del af værket.
For det enorme værk kan rumme mere end et Teknisk Museum.
”Der er ønske om både museum og andre udadrettede aktiviteter til københavnerne. Det kan for eksempel være teknologi og kreative interessenter, der skaber løsninger for fremtiden, men det har vi ikke lagt os fast på endnu,” siger Per Schulze fra By & Havn.
”Men vi tænker, det skal være et sted med åbne døre og et sted, man bliver klogere af at være. Det kunne være for statslige institutioner, virksomheder eller NGO’er,” forklarer udviklingschef i By & Havn, Per Schulze.
(Fotos: Peter Sørensen)

NYHEDSBREV

Bestil nyhedsbrev her, og få et hurtigt overblik over seneste nyheder. Vi udsender det et par gange om måneden.

 



   NORDHAVN AVIS  

  Mail: kontakt(at)nordhavn-avis.dk┃Telefon: 31 15 30 40 ┃CVR 29253315 ┃c/o Bydelsaviserne, Arne Jacobsens Allé 15, DK 2300 S.

FOR ANNONCØRER     NYHEDSBREV     E-AVIS    VELKOMMEN