I anledning af 10-årsdagen for stormen Bodil inviterer By & Havn til faglig talk om stormflodssikring af hovedstaden.
5. december er det præcist 10 år siden, at vinterstormen Bodil rasede over Danmark og pressede store mængder vand ind i fjorde, Københavns Havn og op langs Sjællands nordkyst til stor skade på boliger, veje, strandområder og havne.
Ifølge DMI var der tale om en orkanagtig norvestenstorm. Der var store oversvømmelser og ødelæggelser mange steder. I Københavns Havn steg vandstanden med næsten 1,7 meter over daglig vande. Kajkanterne rundt om København er ca. to meter over normal vandstand. Det vil sige, at de mange steder kun var 30 centimeter fra oversvømmelse.
Men er vi klar til, at den næste stormflod rammer? Hvornår kommer den, og hvilke stormflodssikringsprojekter satte stormen i gang i København, nabokommunerne og resten af landet?
Det kan man blive klogere på når By & Havn inviterer til faglig talk om stormflodssikring i anledningen af 10-året for stormen Bodil. Her er der indlæg fra Københavns Kommune, Danmarks Metrologiske Institut (DMI), Københavns Universitet, Realdania, Dragør Kommune, Sund & Bælt, COWI og By & Havn.
Der vil også være en rundvisning i By & Havns særudstilling om Lynetteholm ’Kystlandskab som stormflodssikring’.
Arrangementet finder sted: Tirsdag den 5. december 2023 kl. 16.30 – 19.00 i By & Havns udstillingslokaler og gamle arkiv, Nordre Toldbod 3, 1257 København K. Det er gratis at deltage, men kræver bindende tilmelding. Først-til-mølle-princippet via billetto.