Nordhavns kommende ‘Tiny Church’ på Vesterhavsvej bliver 12-kantet, flytbar og bygget i genbrugstræ.
Det står klart efter at menighedsrådet i Hans Egedes Sogn og Holmens-Østerbro Provsti har udpeget vinderen i en arkitektkonkurrence om det midlertidige minikirke-projekt i Nordhavn.
Konkurrencen blev udskrevet sidste år i samarbejde med Kirkefondet. Kirken er planlagt i samarbejde med By & Havn og får adresse på hjørnet af Østersøvej og Vesterhavsvej. Vinderprojektet blev ‘Tolvkanten’ — tegnet af arkitekten Julius Nielsen.
Dommerkomitéen roser forslaget for sit simple formsprog, der “på én og samme tid skaber en både meget jordnær og samtidig en himmelsk fortælling”. Dommerne bemærker også referencen til de 12 apostleog for at kirkebygningen minder om cirkustelte og “figurligheden fra køle/vandtårne og siloer”.
Bygningen giver et rumligt overblik over Fiskerihavnen og har overdækket veranda med søjlegang og en lang bænk rundt om facaden. En slags “nyfortolkning af våbenhuset på kirkerummets og bygningens yderside”, som dommerne skriver.
Lille rum til mange formål
Kirken er på kun blot 75 kvadratmeter men kan rumme 40-50 personer. Rummet skal være et multirum, hvor der både kan være gudstjenester og afholdes alle kirkelige handlinger fra dåb og konfirmatin til bryllup og bisættelser. Men også koncerter, foredrag og andre arrangementer, som laves i samarbejde med Nordhavns beboere og foreninger.
“Oprindeligt var det i kirken, at foreningsliver i Danmark opstod. Det har vi glemt i dag. Men i den nye kirke skal alle kunne byde ind med arrangementer. Hvis der er brug for gulvplads, kan man flytte rundt på orgelet og døbefonten. Måske skal deltagerne medbringe deres egen stol,” sagde kirke- og kulturmedarbejder Johanne Dal-Lewkovich da arkitektkonkurrencen blev lanceret i eftersommeren 2022.
“Nogen synes måske at der lidt langt herud, men vi er faldet pladask for stedet her. Det lægger op til friluftsliv, og her er et dejligt havnemiljø. Det bliver en unik kirke, som man ikke går forbi inde i byrummet, men som man tager ud til. For eksempel på de pilgrimsture, som vi vil arrangere,” fortalte sognepræst Louise Sihm Knudsen i september 2022, da hun besøgte byggegrunden i Fiskerihavnen sammen med kirke- og kulturmedarbejder Johanne Dal-Lewkovich (t.v.)
Få adgang til Nordhavn Avis - Første måned på gratis prøve