Selvbetjening for abonnenter

Gå til Selvbetjening I selvbetjeningen kan du administrere dit abonnement, for eksempel ændre perioder, tilmelde nyt betalingskort eller opsige.

19. september 1944: Da dansk politi blev taget

Vi byder avisens nye skribent Else Togo Trust velkommen og bringer her hendes første klumme. Det er en personlig beretning om hendes far, der var ved politiet under besættelsen, og i 1944 blev taget af tyskerne og sendt i Kz-lejr. Politifolkene blev sejlet væk på et skib som afgik fra Frihavnen eller Langelinie.

Af Else Togo

Krige forfølger os i generationer, ligesom minderne, historien og skæbnen gør. Derfor kan det undre, at der til stadighed verden over er igangværende krige. Bliver mennesker dog aldrig klogere? Nej, åbenbart ikke. Desværre.

I år torsdag den 19. september 2019 var det 75-årsdagen for det sorteste kapitel i dansk politis og i min families historie. Min far – Togo Jensen – (foto øverst) var én blandt de godt 2000 indenfor politiet, som blev ‘taget’ den 19. september 1944. Jeg var selv kun starten på et menneskeliv som et 2 måneder gammelt foster med en 37-årig mor, en 38-årig far og en 8-årig bror. Fra den dag blev vores liv med en rask og stærk far ændret for altid.

Tirsdag den 19. september 1944 klokken 11.00 hørtes en gennemtrængende lyd af luftværnssirener i København og i flere større provinsbyer. Det var ikke usædvanligt og betød blot, at folk skulle søge væk fra gaderne og i beskyttelsesrum. For tjenestegørende politifolk var alarmen et tegn til, at man skulle søge mod sin post. Men alarmen denne dag var et falsum. Sirenerne varslede ikke som vanligt allieret overflyvning, men skulle overfor tyske militær- og politienheder signalere iværksættelse af Aktion Möwe (måge), da tyskerne frygtede, at det danske politi kunne falde dem i ryggen. De skulle derfor afvæbnes med et overraskelsesangreb, så politietaten kunne styres under et stramt tysk føregreb.

I 2014, på 70-års dagen, udgav en yngre politimand, Frank Bøgh, bogen 19. september – da politiet blev taget. Heri kan man læse et lille afsnit om min fars reaktion på luftalarmen: ”Den vagthavende overbetjent denne morgen, Togo Jensen, kiggede op på et stort ur på væggen, da luftalarmen lød og konstaterede nøgternt ud i lokalet, at klokken var 11. Herefter fordelte han rutinemæssigt sine folk på de poster, de plejede at indtage omkring ministeriet, når sirenerne lød.”

Min far på job, og med kolleger, hvoraf flere også var i Kz-lejr, min far bagest til venstre. I øvrigt en anden historie: Min fars ældre politibror var i samme lejre. Han blev senere opdaget af min far i en bunke med lig, han fik med venner hevet ham ud, fik liv i ham med noget grynsuppe. Mere ved jeg ikke. Men han overlevede min far.

Som overbetjent var min far leder på et vagthold, der gjorde tjeneste inde i porten i Slotsholmsgade 10 for at passe på dem i ministerierne”. Hans hold bestod af helt unge politibetjente, som – da de tyske soldater klokken 11.00 kørte op foran ministeriet – havde været villige til at gribe til våben og ”skyde sig igennem”. De ville så flygte for at gå under jorden.

Min far havde sagt nej – noget, som han efterfølgende i Kz-lejren bitterligt havde fortrudt, hver gang, han var med til at begrave en af de unge betjente. Hans loyalitet over for sin ledelse i politiet havde gjort, at han havde sagt nej til deres forslag. Det fortalte han mange år efter min bror, selvom han stort set aldrig talte om sin tid i koncentrationslejr.

Samme dag den 19. september 1944 foregik der også mange kampe i vores Frihavnsområde, og det var netop hertil de afvæbnede betjente og overordnede politifolk blev kørt. Transporten gennem København var i halvåbne lastbiler, beskrevet som prærievogne, hvor politifolkene sad sammenlænkede og med bøjede hoveder, mens maskingeværer pegede på dem. (Scenen er beskrevet i Den Inderste Fare af Birgithe Kosovic). De blev transporteret til opsamlingssteder i store pakhuse i Frihavnen som de øvrige tilfangetagne kolleger.

Her blev de stuvet så tæt sammen, at de hverken kunne sætte eller lægge sig ned – heller ikke i bunden af lasten i de fragtskibe, som de senere blev ført om bord i. Først om natten stævnede fangetransporterne ud fra Københavns Havn, og det er beskrevet således i Frank Bøghs bog: M/S Cometa stod ud fra Københavns havn den 20. September klokken 01.00. Skibet afgik med en række andre fartøjer i en konvoj, der sejlede langsomt ned gennem Øresund og videre ud i Østersøen – i zigzag-kurs på grund af faren fra sovjetiske ubåde”. 
Herefter begyndte et langt og umenneskeligt ophold i forskellige Kz-lejre i Nordtyskland.

For første gang i mit liv har jeg åbnet min mors efterladte æske med silkesløjfer om. Den indeholder breve til og fra min far i forskellige kz- lejre. Jeg arvede den i 2002, da min mor døde 95 år gammel. Nu vil jeg læse brevene.

Min far overlevede med nød og næppe Kz-tiden og kom hjem den 7. maj 1945 via Sverige til sin familie og 3 uger gamle datter. Han var dog så udhungret og skadet på både legeme og sjæl, at han blev sygepensioneret i 1946, 40 år gammel. Efter nogle år startede han en mindre grossistvirksomhed og begyndte så småt at komme til kræfter. I 1964 fik han lungekræft og døde som 58-årig den 16. januar 1965, et halvt år efter jeg var blevet student. Samme dag nåede min bror lige netop til Sundby Hospital for at fortælle vores far, at han var blevet juridisk kandidat. 1 måned senere gik min bror ind gennem den port i Slotsholmshade 10, hvor vores far havde haft vagt den skæbnesvangre dag for 20 år siden. Han skulle starte som jurist i Justitsministeriet med kontor direkte over vagten i porten.

Som nævnt – krige varer ofte generationer – i hvert fald i den efterladte families mindset – i deres tankegang og deres dystre minder. Derfor blev 75-års dagen mindet både af min bror og mig selv med billeder af vores far, lys og tanker pr. mail til hinanden.

Vores livsskæbne har været god, og jeg befinder mig især historisk godt i Århusgadekvarteret omkring den gamle Frihavn. Her har jeg en vemodig følelse af tæthed på minderne om min afdøde far. Han har været her engang! Ganske vist af en meget trist årsag. Min familiering sluttes ligesom her, og jeg føler mig hjemme i Nordhavn, hvor minderne vil uddø med mig.

(Foto: Trine Bukh)

Du skal have abonnement for at læse denne artikel Få adgang til Nordhavn Avis - Første måned på gratis prøve
Close

Translate »