Specialdesignet mursten skal præge facaderne på Kronløbsøen. Der skal bruges en lille million sten til byggeriet.
I 2023 skal Kronløbsøen står færdig og de 233 boliger være klar til indflytning. Byggeriet er nået til facadebeklædningen, som skal bestå af 932.000 mursten fra teglværket Egernsund Wienerberger. Den specialudviklede ‘Kronløb’ sten er udviklet over en periode på halvandet år i tæt samarbejde mellem teglværk, bygherre, arkitekter og totalentreprenør.
Kronløb murstenen er inspireret af klinterne på Møn. Med klinterne som referenceramme kommer facaden til at rumme et farvespil baseret på hvide og lysegrå nuancer med blågrønne undertoner. Det er en håndstrøgen mursten, som er karakteriseret ved en meget rustik overflade. Murstenen er udført i det aflange Flensborgformat, som ikke bruges særligt mange steder i dag.
“Når vi tager noget af havnen, er vi forpligtet til at give tilbage i form af arkitektonisk kvalitet og liv. Her spiller materialer som murstenen en stor rolle. Stenens kvalitet, udtryk og stoflighed bidrager til at realisere den særlige identitet”, siger Thomas Scheel, partner i Vilhelm Lauritzen Arkitekter, som er en af tegnestuerne bag Kronløsbøen.
Dan Stubbergaard er arkitekt og grundlægger af den anden tegnestue bag øen, Cobe:
“Inspirationen bag Kronløbsøens facadeudtryk er de vandrette kalkaflejringer, man ser i Møns Klint. Den nye lyse og smalle teglsten er en klar reference til naturens aflejringer og bidrager til at realisere den arkitektoniske vision”, siger han.
LÆS OGSÅ: Dispensation til Kronløbsøen – men uden taghuse
Kronløbsøen mellem Sundkaj og Fortkaj bliver landets ø nummer 432. Og nok den eneste ø med fuld parkeringskælder for 1100 biler. Det færdige byggeri kommer til at bestå af 11.500 kvadratmeter mursten, hvilket altså løber op i 932.000 mursten i alt. Byggeriet opførs som en såkaldt monolit, fortæller Jakob Søbroe, der er Commercial Manager hos totalentreprenøren NCC Danmark.
“Når det færdige byggeri betragtes i sin helhed, skal man få fornemmelsen af at kigge ind på en klint. Det sætter dermed prikken over i’et, at mursten og mørtel matcher og blender sammen i facaden,” siger han.
By & Havn, PensionDanmark og Nordkranen er bygherrerne bag Kronløbsøen.
Fotos: Kronløbsøen Projekt P/S.