Den anerkendte Byplanprisen har tre nominerede projekter i år – og ét af dem er Århusgadekvarteret i Nordhavn.
Byplanprisen uddeles af Arkitektforeningen og Dansk Byplanlaboratorium, for at hylde dem der viser, hvordan planlægning skaber liv og kvalitet i landets byer.
I år er Århusgadekvarteret blandt de tre nominerede, sammen med Musicon i Roskilde og PlusBus i Aalborg. De tre blev valgt blandt 19 indstillinger. I nomineringen af Århusgadekvarteret står der:
“Århusgadekvarteret er blevet til en levende bydel, hvor historiske bygninger og industrispor er integreret i det nye byggeri. Det giver kvarteret menneskelig skala, intimitet og variation, samtidig med at smalle passager, åbne pladser og kig til vandet inviterer til ophold og byliv. Kvarteret er et eksempel på, hvordan man med respekt for historien kan skabe en bydel, der både rummer autenticitet, arkitektonisk variation med boliger, små butikker og større dagligvareforretninger.”
Byplanprisen uddeles i år for 30. gang i træk. Vinderen afsløres på Byplanmødet i Vejle 2.-3. oktober 2025. Her samles landets planlæggere, arkitekter og beslutningstagere til to dages faglig inspiration og debat.
Juryens medlemmer
- Lisbet Wolters, stadsarkitekt og klimachef, udpeget af Dansk Byplanlaboratorium
- Marie Stender, seniorforsker, udpeget af Dansk Byplanlaboratorium
- Peer Frank, arkitekt og byplanlægger, udpeget af Foreningen af Byplanlæggere
- Sven Koefoed-Hansen, arkitekt MAA, udpeget af Arkitektforeningen
- Thina Wallin Jensen, arkitekt MAA, udpeget af Arkitektforeningen
Tidligere vindere af Byplanprisen inkluderer:
- 2024: Odense Kommune for “Fra Gade til By”
- 2023: Københavns Kommune for “Det store Sydhavnsløft”
- 2022: Tækker Group, Aarhus Vand og Aarhus Kommune for Nye
- 2021: Syddjurs Kommune for Ebeltoft i udvikling
- 2020: Faaborg-Midtfyn Kommune for Fremtidens Forstad – Årslev








