Selvbetjening for abonnenter

Gå til Selvbetjening I selvbetjeningen kan du administrere dit abonnement, for eksempel ændre perioder, tilmelde nyt betalingskort eller opsige.

Århusgades læsende matriark bliver ny frontfigur i handelslivet

I september 2024 åbnede Marie Bach Nielsen Boghandleren Århusgade, men nu et år senere har hun fået en ny vigtig rolle, og hendes mission er at samle butikkerne i Nordhavns største handelsgade.

Hvis Marie Bach Nielsen skulle beskrive sig selv med et ord, ville det være “læsende”.

“Jeg er et læsende menneske, og jeg har altid haft næsen begravet i bøgerne”, siger hun til Nordhavn Avis, da vi møder hende i septembersolen for at tale om den nye rolle, hun for nylig har taget på sig.

Ikke så overraskende har Marie Bach Nielsen kanaliseret sin kærlighed til bøger ind i et erhverv som succesfuld indehaver af ikke bare én – men to boghandlere. Den nyeste ligger i Nordhavn og bærer det sigende navn Boghandleren Århusgade.

Boghandleren slog dørene op i september 2024, efter hun overtog lokalerne fra gadens tidligere boghandel Liljen og Fuglen. I forvejen har hun en søsterboghandel – eller et moderskib på Frederiksberg, som hedder Boghandleren Godthåbsvej.

Efter et år som boghandler i Århusgade har Marie Bach Nielsen valgt at tage et nyt ansvar på sig som formand for gadens handelsforening. Foto: Josefine Munch-Petersen

Rejste sig op som den eneste
Her, et år senere, har hun dog valgt at tage et nyt ansvar på sig som formand for handelsforeningen i Århusgade.

“Der manglede en formand, og da der var generalforsamling, rejste jeg mig op og tog rollen på mig. Jeg synes, det er vigtigt, at butikkerne i gaden er i dialog og samarbejder. Århusgade er i forvejen Nordhavns største handelsgade, og hvis man ligger her, er man automatisk medlem af foreningen. Mit mål er at få flere butikker til at lade deres stemme blive hørt” siger hun.

Marie Bach Nielsen har været boghandler på Frederiksberg i årevis, og derfor har det været en kærkommen udfordring for hende at udvide med butik nummer to i et helt andet nabolag. Hun lægger dog ikke skjul på, at der er stor forskel på at være boghandler på Frederiksberg og i Nordhavn.

“På Frederiksberg er der et stort segment af gengangere, som handler lokalt, og som jeg møder igen og igen. Nordhavn er noget helt andet. Hvis jeg skal beskrive Nordhavn med ét ord, må det være kosmopolitisk. Her bor mennesker fra hele verden, og der kommer mange turister og krydstogtpassagerer forbi kortvarigt, før de tager videre rundt i verden. Det gør, at mine boghylder ser helt anderledes ud her,” siger hun.

Derfor fylder de engelsksprogede bøger langt mere i Nordhavn, og hun drømmer om snart at udvide med endnu flere sprog.

“Turisterne går målrettet efter engelske bøger, og det skal de naturligvis kunne finde her. Det næste skridt er, at vi også får bøger på andre sprog, så vi kan favne endnu bredere,” siger hun.

Hovedet i skyerne og grønne tal på bundlinjen
Når man spørger Marie Bach Nielsen, hvordan hun er lykkedes som boghandler i en tid, hvor mange fysiske bogbutikker har trange kår, peger hun blandt andet på sin uddannelse.

Hun er uddannet fra CBS i Management of Creative Business Processes. Den baggrund har givet hende redskaber til at kombinere kreativitet med forretning.

Selvom Marie Bach Nielsen altid har haft næsen begravet i bøgerne, så har hendes uddannelse på CBS lært hende, hvordan man får grønne tal på bundlinjen som erhvervsdrivende. Foto: Josefine Munch-Petersen

“Jeg har altid haft hovedet i skyerne og næsen i bøgerne, men jeg ved også, hvordan man får grønne tal på bundlinjen. Det er nok det, der gør forskellen. Man kan ikke leve af kærlighed til bøger alene, og det er svært at give kunst en værdi oversat til kroner og ører. Nogle bøger kan ændre ens liv, og hvordan sætter man en pris på det? Hvis man skal have en god forretning, er man dog nødt til at prøve,” siger hun. 

Det var også hendes erfaring fra Frederiksberg, der gjorde, at den tidligere ejer af boghandelen “Liljen og Fuglen” pegede på hende som afløser.

“Hun kontaktede mig direkte og spurgte, om jeg kunne være interesseret i at overtage. Den tillid kunne jeg ikke sige nej til. Det føltes meningsfuldt at få lov at videreføre en boghandel, der har været en del af gaden i mange år”, siger Marie Bach Nielsen.

Lover at være synlig
Marie Bach Nielsen er dog ikke længere kun boghandler i Århusgade, men også den nye formand for handelsforeningen. Og hendes vision er at være synlig i sin nye rolle.

“Jeg sidder her i butikken hver mandag mellem klokken 12 og 13. Der kan man altid kigge forbi, hvis man vil tale med mig – både om handelsforeningen eller bøger. Det er vigtigt for mig, at folk ved, hvor de kan finde mig,” siger hun.

Hun håber, at flere butikker i Århusgade fremadrettet vil engagere sig i foreningen.

“Beslutningerne i foreningen påvirker alle butikker, der har adresse i gaden. Derfor er det vigtigt, at vi møder op til generalforsamlingerne og får talt om, hvordan vi vil have gaden til at udvikle sig. Det kan være alt fra events til forskønnelse af gaden,” siger hun.

Marie Bach Nielsen håber på snart at udvide med bøger på flere sprog for at imødekomme flere læsere og turister i Nordhavn. Foto: Josefine Munch-Petersen

Som formand vil hun også arbejde for, at gaden bliver et endnu stærkere handelsstrøg. Hun peger på både fælles arrangementer, markedsdage og litterære aktiviteter som noget, hun gerne vil se mere af.

“Jeg planlægger allerede, at boghandlen skal danne ramme om flere litteraturfestivaler, oplæsninger og signeringer. Men det kunne være spændende, hvis vi også lavede fælles events i hele gaden, hvor butikkerne går sammen. Det kan skabe liv, trække folk til og gøre Århusgade til et endnu mere attraktivt sted at handle,” siger hun.

Et år efter åbningen af Boghandleren Århusgade står Marie Bach Nielsen dermed med to roller i Nordhavn: Boghandler og handelsformand.

“For mig hænger det egentlig meget godt sammen. Jeg har altid set boghandlen som et mødested – et sted, hvor man godt kan nøjes med at købe en bog, men også et sted, hvor man kan starte en samtale og blive inspireret. Vi er en uafhængig boghandel, så alt, der står på hylderne, er nøje udvalgt,” siger hun.

Du skal have abonnement for at læse denne artikel Få adgang til Nordhavn Avis - Første måned på gratis prøve
Close

Translate »