Omkring 30 kultursteder og 80 kulturskabere skabte rammerne og indholdet for flere end 60 forskellige events på Østerbro og Nordhavn i weekenden.
For trejde år i træk stod Kulturdistriktet bag festivalen som forener de lokale kulturkræfter på Østerbro og Nordhavn til en hyldest af kunsten og kulturen i bydelene.
Programmet i år bød f.eks. på guidet kunstcykeltur i Nordhavns foranderlige landskab og fælleslæsning i industrielle rammer højt til vejrs i The Krane. Der var kunstudstillinger, koncerter, workshops og danse- og teaterforestillinger.
Kulturparade til Nordhavn.
Om lørdagen byggede den spektakulære Kulturparade bro mellem de to bydele. I høj solskin bevægede Zirkus Orchestraet, Stylte Signe, lokale styltegængere, musiker, klovne og dansere sammen med publikum og andre nysgerrige forbipasserende sig fra Hans Egedes Kirke på Østerbro til Hamborg Plads i Nordhavn, der sluttede af med blus, rock og mexicansk rachera med musiker Julian Maraboto.
Som et nyt tiltag i år afholdte Kulturdistriktet en kulturel aften med fællesspisning i den tyske ambassade i Portland Towers, som bød på dans af Alice Presencer, foredrag med kultursociolog Emilia Van Hauen og performance af performancekunstner Florian Feigl.
Stort lokalt engagement
Åben Festival oplever større og større lokalt engagement og fællesskab omkring det lokale kulturliv, og i år har de suppleret med to nye kultursteder i deres program: Kildevæld Kulturcenter og Odds and Ends ved Tunnelfabrikken.
Bag Åben Festival står Kulturdistriktet, en sammenslutning af kunstnere, foreninger, institutioner og virksomheder på Østerbro og Nordhavn, der i fællesskab samarbejder om at gøre kulturen til omdrejningspunktet for udvikling af fællesskaber i byen. Åben Festival vender tilbage igen den 8. – 10. september 2023. Her skal festvalen være en del af ‘World Capital of Architecture’.
Stort fremmøde til tøjbyttemarked på Orientkaj metroplads. Foto: Miljøpunkt Østerbro.
De kreative værksteder på PB43 i Skudehavnsvej deltog også i Åben Festival.
Julian Maraboto på Hamborg Plads.
Handmade Piñata på Hamborg Plads.
Fyraften: Netværk og Naturvin i Villa Kultur i Krausegade.