Anmeldelse: Det kan godt være, City har Tivoli, og Klampenborg har Bakken, men Nordhavn har Airtrix. Kom med til forlystelsesparken, hvor børnene boltrer sig i weekenden, mens forældrene tager en timeout.
Man kan bestille tid til sin tur til Airtrix over nettet, hvis man vil være sikker på, at der er plads til ens børn. Og eftersom man nødig vil blive afvist med skuffede børn til følge, er det det vi gør en ellers kedelig vintersøndag. Man kan vælge mellem tre perioder: En time, halvanden time eller to timer til henholdsvis 135 kroner, 165 kroner og 195 kroner. Vi lægger hårdt ud og vælger to timer, eftersom prisforskellen jo trods alt ikke er større. Der røg så 390 kroner på to børn, men nuvel: Det er faktisk Danmarks største trampolinpark.
Forældrelounge
Parkeringspladsen er godt fyldt op, da vi kommer frem. Der er mange, der har fået samme ide. Men køen ved indgangen er forbløffende kort, og vi bliver hurtigt tjekket ind og kan komme i gang – også selv om vi er mødt op en halv time inden, vores bookede tid var.
Børnene smider overtøj og sko i en garderobe, der ligner en børnehavegarderobe, der har været uden opsyn i månedsvis. Det generer tydeligvis ingen børn. Så skal de se en to minutter lang sikkerhedsfilm, som lige til at starte med kan tage modet fra de fleste. Man må faktisk ikke ret meget i Airtrix. Man må for eksempel ikke være to børn på én trampolin, man må ikke hoppe på et ben, ligge ned eller sidde på en trampolin. Og en hel række andre ting, der er forbudt. Men okay, man vil jo også gerne afslutte dagen uden at involvere ortopædkirurgerne. Forhallen fungerer både som garderobe men også som ventesal for forældrene, og du, kære læser, må gætte helt frit, hvad de laver. De stirrer på mobiltelefon, skriver på deres medbragte laptops, drikker kaffe og siger ”schhyyyy” til speedede børn, der kommer løbende ud og fortæller om deres seneste vilde spring inde i de tre haller, hvor det hele foregår.
Akustikken er nok det værste. Hovedpinen indtræffer en halv time efter ankomst. Til gengæld er der som en formildende omstændighed wifi og bløde stole. Men husk høreværn, hvis du er kommet for skade at reservere de forjættede to timer.
Alt i hop og spring
Stedet er opdelt i en klatrepark, som man betaler selvstændig entré til, medmindre man har købt en såkaldt kombibillet, som går til begge steder. I klatreparken er 28 udfordringer, hvor der kan være 44 gæster ad gangen.
I de næste rum starter trampolinparken, som består af tre store rum – nærmest betonhaller – hvor der i alt er plads til 180 springende, løbende, hoppende, dansende og konkurrerende gæster. Trampolinparken er 4500 kvadratmeter. De tre haller er henholdsvis Freestylezone med blandt andet trampolinbasket, der er Ninjahallen med ninjabaner, parkourområde og klatrevæg og til sidst er der Actionhallen med airbagbane, trampolinfodbold og meget andet.
Stedet lyder meget børnevenligt, og det er det også, men Airtrix håber faktisk at kunne tiltrække voksne til mere end blot ventesalen. Man kan nemlig også lave teambuilding, poltabend og events, hvor man for eksempel kan booke instruktører til klatrevæg eller lignende.
Kontrabande frugtposer
Der er meget strenge regler på stedet, men heldigvis ser det ikke ud til, at den første bliver håndholdt: Medbragt mad og drikke må ikke indtages og vil blive konfiskeret, hvis det opdages. Men de familier der lige har lagt op imod 200 kroner pr barn ser stort på reglen og forsyner sig ivrigt i fryserposer med skåret frugt og kontrabande rugbrødsklemmer for at undgå at skulle bruge yderligere hundredvis af kroner på pizza fra mikroovnen, slushice og chokoladeis. Børnene kommer nemlig jævnligt ud på lynvisit for at blive tanket op efter at have forbrændt omkring en milliard kalorier på trampolinerne og i de forskellige rum.
Ved udgangen er børnene, svedige, lykkelige og ret trætte. De orker ikke engang at kaste et blik på den 18-huls minigolfbane, der er udenfor, men de vil gerne tilbage til Airtrix så hurtigt som muligt. Og er det må jo være det, det hele handler om!
Interview med Carl, 8 år og Villads, 11 år:
Hvad synes I om Airtrix?
V: Der er meget forskelligt at lave, og det er rigtig godt.
C: Ja, der er mange forskellige trampoliner, som slet ikke ligner dem, man normalt ser i en have.
V: Man får ekstra sus i maven på grund af dynamikken her.
C: Nogle trampoliner gør, at man kan hoppe ekstra højt, eller man kan hoppe den fra et højt sted, det er det fede ved at være herude.
V: Man bliver aldrig træt af det adrenalinsus, man får her
C: Man kan lave parkour i et rum, eller hænge i en trapez. Det er ligesom et cirkus på trampoliner. Det er virkelig et fedt sted.
Er der noget, der ikke fungerer så godt?
V: Det første trampolinrum har de ikke gjort så meget ud af.
C: De trampoliner, der bøjer op ad væggen, er ikke så fede. De ser bare fede ud. Det ville også være fedt hvis de satte vandposter op derinde, så man lige kunne tage noget vand.