Planlægning stærkt presset, da Tiden foretog et bagholdsangreb
Så bliver ældste pode pludselig student. Man kiggede væk et øjeblik og bum: Søn, der for ganske kort tid siden var en lille dreng med hentehår, har nu en hue liggende klar. Flot og ren og ny ligger den i sin kasse, som afkom stolt havde med hjem for nylig. Og jeg blev så paf over tidens gang, (hvornår var det lige, at han var vokset mig over hovedet, og hvor længe havde han egentlig haft det der tykke hår, som dækkede hele issen?), at der gik noget tid, før jeg opfattede, at søn talte til mig. Om datoer og gæster og muligheden for bartender. Indtil det gik op for mig, at han mente den studenterfest, vi skulle holde, som i det øjeblik også kom som en overraskelse for mig på lige fod med søns pludselige højde og hårfagerhed. For jeg syntes jo, at han lige var begyndt i gymnasiet. Desuden tænker jeg sjældent særlig langt frem og havde derfor lidt glemt at kæde de tre gymnasieår sammen med den sædvanlige kulmination.
Men selv om man lever fra hånden til munden rent planlægningsmæssigt, behøver man jo ikke at være dum; selv jeg kunne fornemme, at der skulle rykkes. Ikke mindst fordi proaktive pode allerede havde inviteret over halvtreds mennesker til en fest, hvor studenterhuen foreløbig udgjorde den eneste forberedelse.
Nu er jeg faktisk medlem af forbrugerorganisationen Tænk, for det er ret smart at læse op på kvalitetstjek, inden man køber. Så det gør jeg ikke. Inderst inde tvivler jeg på, at den slags er lavet til akut plannere som mig selv, for det fordrer, nå ja, planlægning for det første samt et overblik, jeg ikke besidder. Så da jeg, sent samme aften, fik tanken ’havetelt’, gjorde jeg som vanligt: Googlede ordet, klikkede på det flotteste billede og arbejdede mig videre derfra. Blot et par dage senere stod der en stor, tung papkasse foran hoveddøren, og jeg er nu den stolte ejer af et havetelt, som er ”ideelt til udendørsarrangementer, såsom shows, fester, campingture, festivaller og så videre.” Det, jeg faldt for i salgsteksten, var dog primært: ”Montering er virkelig let.” Sådan skal det lyde, det er lige mig, et af dem i indkøbskurven.
Hvor svært kan det være, jeg har da været på camping engang. En gang. Men venner er begyndt at spørge mig om hvem, der skal hjælpe med at stille teltet op. Og jeg har også selv efterfølgende nærlæst, hvad papkassen egentlig indeholder. Ord som ’galvaniseret stål’, ’rørformet ramme’ og ’skruer’ springer i øjnene. Døre ’i varierende størrelse’ gør mig også en anelse utryg. Jeg havde ellers tænkt, at man da lige kunne smække noget teltdug op, men måske jeg skal revidere den tanke. Det er, trods alt, på denne her matrikel, så sandsynligheden for, at vi pludselig står med et cirkus Baldoni projekt i haven er ganske stor. Desuden er der det lille aber dabei, at jeg ikke har målt have. Så jeg kan ikke helt ærligt sige, at telt sagtens kan være her. Ikke endnu, i hvert fald. Men det går sgu’ nok, som vi akut plannere siger til os selv, det gør det jo altid på den ene eller den anden måde. If the going gets tough, så må trampolinen væk. Eller måske et stykke af hækken. (Note til selv: Sæt kryds i kalender for planlægning af opsætning af telt.)
Alt andet lige, så ved jeg jo også godt, at afkom og venner vil være helt høje af frihed og fravær af skole. Og stangberusede oveni. Så det vil være komplet uden betydning, hvis en teltdør, (af varierende størrelse), skulle hænge lidt skævt. Dét ved jeg i det mindste, for jeg har jo selv været der; for enogtredive år siden. Og jeg kan med sikkerhed sige, at jeg ikke husker det mindste om rammerne for diverse studenterfester. Heller ikke særlig meget fra selve festerne, nu da jeg tænker over det.
Sjit. Det minder mig om, at jeg selv skal til (corona udskudt) trediveårs studenterjubilæum snart. Sidst var jeg lidt ærgerlig over, at jeg ikke havde nået at få opbygget en fab persona på facebook inden. Af den slags med mig og poderne sammen i alle mulige tophyggelige og velfungerende familiesituationer. Og mig sammen med X kæreste i romantisk setting i strandkanten på en eller anden trope ø, som kun vi havde opdaget. Så jeg måtte komme som mig selv. Det var ikke helt balanceret og gik ikke helt ubemærket hen, og jeg er ret sikker på, at jeg stadig skylder nogle undskyldninger. Det er seks år siden sidst, og nu er der pludselig kun et par uger til, og endnu engang har min planlægning været helt ad helvede til, for jeg kan umuligt nå at tabe mig eller få stablet et cool liv på benene – hverken på facebook eller i virkeligheden.
Nå. Man kan jo altid håbe på at nå det til femogtredive års træffet. Lige nu må jeg holde fokus på podes studenterfest, som jeg jo håber, at han vil huske også om mange år. Helst for noget andet end at havetelt i galvaniseret stålramme faldt ned over gæsterne.