Selvbetjening for abonnenter

Gå til Selvbetjening I selvbetjeningen kan du administrere dit abonnement, for eksempel ændre perioder, tilmelde nyt betalingskort eller opsige.

Analytikeren på kajen

I Nordhavn bor DR’s politiske analytiker, Jens Ringberg. Vi har mødt ham på en af hans sjældne fridage for at høre, hvordan hans arbejdsliv ser ud for tiden.

Den 6. marts ændrede DR’s politiske analytiker, Jens Ringbergs, arbejdsliv sig. Fra da af handlede alt nemlig om corona. 
Men sådan er det jo for alle DR’s nyhedsjournalister, smiler den 59-årige journalist og Nordhavns-borger. 
For ham som journalist er det en historisk tid at gå på arbejde i.

“Vi taler tit om at lave andre historier end corona, men der er jo ikke andre. Jeg har været journalist siden 1987, og det er den største historie, jeg nogen sinde har arbejdet med. Jeg kan i hvert fald ikke huske så lang en periode, hvor jeg kun har skrevet om én ting. Og folk derude følger jo med. Det er næsten lige så høje seertal som i monopoldagene”, siger Jens Ringberg, som ofte arbejder hjemmefra, når han analyserer live fra Sandkaj til TV-Avisen.

“Nogle tror, at jeg står ude foran DR-byen, når jeg bliver interviewet live hernede om aftenen. Måske ligner de to områder hinanden, men her er altså flot om aftenen,” siger Jens Ringberg.

Ud af Spejlsalen
Corona-krisen har givet nogle helt nye arbejdsbetingelser og deraf affødte spørgsmål fra seerne. 
“Pressemøderne har givet meget diskussion. Egentligt er pressemøder jo tænkt som pressens arbejdsredskab, men pludselig er de snarere blevet en del af det offentlige beredskab”, forklarer han og tilføjer, men en slet skjult ærgrelse:

“Vi journalister er endda røget ud af Spejlsalen. Og da vi røg ud, begyndte politikerne at kigge ind i kameraerne. Pressemøderne er ikke pressemøder længere”.

Seerne har fået et direkte ind-blik i, hvordan samarbejdet er mellem politikere og journalister, og det kan give hug.

“Mange sidder og bliver irriterede over journalisterne. De synes, vi stiller de forkerte spørgsmål eller er alt for negative. Nogle synes da også, jeg er en klaphat”, siger han og finder sin telefon frem og leder lidt.

Her er én, siger han og læser højt.

“Du er helt ude af trit med befolkningen med din negative tilgang på pressemøderne”, læser Jens Ringberg op fra telefonen med et smil. 

Han kan ikke huske præcist hvilket spørgsmål, der affødte den svada fra en seer, men det havde noget at gøre med, hvorfor der ikke er engangshandsker i supermarkeder. Dét reagerer seerne på.
“Jeg har for eksempel også spurgt på et pressemøde, hvorfor man ikke lukker hele landet ned. Det er jo ikke fordi, jeg synes, man skal gøre det, men fordi jeg synes, politikernes svar er interessant”, siger han og tilføjer med et suk:

“Man må da håbe, at vi snart vender tilbage til de almindelige pressemøder”.

Det, han gerne vil have ud af politikerne, er svar på, hvad deres foranstaltninger betyder for helt almindelige mennesker.
“Derfor spørger vi for eksempel ofte: Hvad er en stor forsamling? Betyder det, at folk skal aflyse deres bryllupsfest?”

Han har selv haft det inde på livet, for Skærtorsdag kunne hans forældre, som bor på den fædrene gård lidt uden for Brønderslev, hvor Jens Ringberg er vokset op, have holdt diamantbryllup. 
“Det var en fest for 70-80 mennesker, der blev aflyst”, siger han ærgerligt. 

Ikke en kommentator
Jens Ringberg voksede op på gården, men har siden blandt andet boet i Nivå sammen med sin kone, som han har to døtre med. Men for fire år siden flyttede de til Nordhavn, mens det hele stadig var én stor byggeplads. 

“Vi er glade for Nordhavn og især for beliggenheden. Jeg har nemt ved at komme til Borgen”, siger han om Christiansborg, som er hans primære arbejdsplads. 

Jobbet er analytiker, pointerer han med stor alvor.
“Jeg er ikke politisk kommentator, for det findes ikke på DR. Folk betaler jo ikke licens for at høre min mening. Jeg prøver at lægge snittet et andet sted. Jeg siger ikke, hvem der ‘vandt’ en debat. Jeg taler hellere om, hvad det politiske problem er i for eksempel tidlig pension. Hvorfor er det så svært for regeringen at få igennem?”

Om tirsdagen er han ‘sidekick’ på det P1-program, der hedder Slotsholmen, og så leverer han ellers analyser til DR på kamera og til nettet og forskellige radioprogrammer. 
“De kan sådan set ringe efter mig hele tiden og bede mig forholde mig til et emne”. 

Indimellem siger han endda nej, når DR ringer.
“Hvis jeg ikke synes, emnet egner sig til en analyse, siger jeg nej. Nogle gange er det bedre at tale direkte med politikerne.”

Spørgetime, Ikea, pressemøde, kolonihavehus

Jens Ringberg har ingen faste arbejdstid, og hans arbejde består primært i det, der populært hedder ‘at lytte på vandrørene’. 
“Min arbejdstid er 37 timer om ugen, men jeg arbejder nok også lidt mere end det, og politiske analyser egner sig ikke til en vagtplan”.

Arbejdstid og fritid flyder let sammen for ham, og han har da også kun én mailboks og én telefon – nemlig dem, han har fået af DR. 
“Hvornår er det egentlig arbejde? Jeg følger jo stadig med i pressemøder, når jeg har fri, og jeg er på telefonen om aftenen. Der er spørgetime om lidt, og den ser jeg nok, hvis jeg altså ikke lige kører i Ikea”, siger han og afslører, at den nye lejlighed i Orienten stadig trænger til lidt Ikea-hjælp. 

Han elsker sit arbejde, og selv om han denne tirsdag har ferie, skal han nok også liger se dagens pressemøde fra Spejlsalen nogle timer senere. 
“Men kolonihavehuset i Brøndby trækker også gevaldigt, indrømmer han”.

Du skal have abonnement for at læse denne artikel Få adgang til Nordhavn Avis - Første måned på gratis prøve
Close