Selvbetjening for abonnenter

Gå til Selvbetjening I selvbetjeningen kan du administrere dit abonnement, for eksempel ændre perioder, tilmelde nyt betalingskort eller opsige.

Anne tabte kampen mod kræften – men fik sine nærmeste tæt på takket være de lokale i Nordhavn

Familien til den nyligt afdøde Anne Bergmann Kierulff Hansen takker lokalsamfundet i Nordhavn for den store støtte, de oplevede i hendes sidste tid. Den 28. september ville hun være fyldt 39 år.

Da Anne Bergmann Kierulff Hansen 6. juli delte et opslag i Nordhavn-gruppen på Facebook, var det med en besked, som var kort men hjerteskærende. Hun var netop blevet erklæret terminal med den kræftsygdom, hun havde levet med de seneste fem år, og hun rakte nu ud til lokalsamfundet i håb om hjælp til at få sine forældre tættere på sig i den sidste tid.

“Kære beboere i Nordhavn. Jeg rækker ud i håb om hjælp i en svær situation. Jeg er blevet erklæret terminal i denne uge. Mine forældre bor i Aalborg og vil meget gerne flytte midlertidigt til København for at være tættere på mig og deres tre børnebørn i den sidste tid,” skrev hun blandt andet og forklarede, at deres budget ikke rakte til at betale fuld husleje to steder.

Anne Bergmann Kierulff Hansen og Patrick Kierulff Hansen blev gift i begyndelsen af 2025. Fotos i denne artikel er stillet til rådighed af familien.

Kort tid efter havde opslaget over 150 likes og 40 kommentarer, og det strømmede ind med tilbud til familien.

Anne har tre børn fra et tidligere ægteskab, som hun holdt ferie med over sommeren. Hendes håb var derfor, at forældrene kunne få lov til at låne en billig lejlighed tæt på hende, så hele familien kunne være samlet.

Det lykkedes heldigvis, og forældrene nåede at have knap ti gode dage med deres datter, før hun gik bort den 28. juli.

“Det har betydet alt, at vi nåede at få nogle gode dage med vores datter og børnebørn, og at vi kunne nå at tage afsked. Vi nåede både at cykle, være i Dyrehaven og se musical i Det Kongelige Teater. Man kunne ikke mærke på Anne, at hun var så syg, som hun var. Smilet nåede op til øjnene lige til det sidste,” fortæller Annes mor, Birte Johnsen, til Nordhavn Avis, og fortsætter:

“Vi er meget taknemmelige over alle de søde håndsrækninger, der kom fra folk i området. Det kom desværre bag på alle, at den sidste tid blev så kort, men det har været afgørende for os, at vi kunne være tæt på Anne til det sidste,” siger hun.

Man er ikke alene
Selv om Annes sidste tid blev kortere, end familien og hendes mand, Patrick Kierulff Hansen håbede på, så har de nu valgt at tale med Nordhavn Avis for at takke for den støtte, de er blevet mødt med af lokale i området.

“Anne og jeg talte ofte, at man ikke har lyst til at sidde ved siden af en i bussen, man ikke kender. Derfor er det meget rørende at mærke, hvordan fremmede mennesker står klar med åbne arme, når man pludselig står i en svær situation. Det er selvfølgelig en hård tid for os, men det har hjulpet at føle, at man ikke er alene,” siger Patrick Kierulff Hansen, som fortsat bor i Nordhavn.

Hjælp til lejlighed og cykler
Reaktionerne på Annes opslag har været mange: Cykelhandleren i Århusgade, RenCykel, udstyrede eksempelvis Annes forældre med cykler, da de ankom til Nordhavn, og ejeren af Big Bio Nordhavn tilbød også at hjælpe med at finde en lejlighed. Det endte dog med at være en familie, som var ude at rejse, hvis lejlighed forældrene fik stillet til rådighed.

Anne nåede at leve med en sjælden kræftsygdom i fem år, inden hun gik bort som 38-årig. Undervejs var der lange perioder, hvor sygdommen var i ro. Familien beskriver hende som en positiv og livsglad kvinde, der lige til det sidste nægtede at lade sygdommen fylde det hele.

“Anne sagde ofte: Dagen i dag bliver bedre af, jeg tror på det. Hun havde den tilgang, at man måtte tro på, at det blev en god dag uanset hvad. Selv om sygdommen også var der, så skulle den ikke have lov til at fylde det hele, for når man så bort fra den, så havde vi et dejligt liv sammen,” fortæller Patrick Kierulff Hansen.

Indsamling
Ved Annes bisættelse i august lykkedes det at samle 40.000 kroner ind til forskning i sjældne kræftsygdomme, som var det, Anne selv var ramt af.

“Selv om august føltes som en tåge, og dagene flød sammen, så er vi taknemmelige for, at vi fik de ni gode dage sammen med Anne og børnene. Anne har virkelig været en overlever i så mange år, så det kom bag på os, at det gik så stærkt til sidst,” siger Annes mor, Birte Johnsen.

Hun kom andre mennesker ved
Anne efterlader sig tre børn, en mand, forældrene, en søster og en bror. Hun voksede op i Aalborg, men boede i København det meste af sit liv. De seneste år i Nordhavn sammen med Patrick Kierullff Hansen og børnene halvdelen af tiden.

“Anne var sådan en, der gjorde noget ved et rum, når hun trådte ind i det. Hun kom altid med et smil eller en kæk bemærkning, som fik andre til at grine. Hun kom andre mennesker ved. Anne efterlader sig et stort savn, og vi vil tænke på hende hver eneste dag, ligesom vi vil blive ved at mødes på hendes fødselsdag og mindes hende,” siger Birte Johnsen og fortsætter:

“Hun havde en evne til at røre mennesker og se dem, hvilket man også kan se på de billeder, hun tog som freelance-fotograf,” fortæller hun med henvisning til Annes arbejde som frivillig fotograf ved musikmagasinet All That Jazz.

Du skal have abonnement for at læse denne artikel Få adgang til Nordhavn Avis - Første måned på gratis prøve
Close

Translate »