Selvbetjening for abonnenter

[maxbutton id="1"] I selvbetjeningen kan du administrere dit abonnement, for eksempel ændre perioder, tilmelde nyt betalingskort eller opsige.
louise sihm knudsen hans egedes kirke 2023

April i Nordhavn – med en tolvkant i sigte

Af Louise Sihm Knudsen, sognepræst i Hans Egedes kirke og Nordhavn

Hver måned skriver sognepræst Louise Sihm Knudsen fra Hans Egedes Kirke om livets gang og kirkens fællesskab i Nordhavn og omegn:

At åbne sig – det gør om nogen måned – så i alt fald april; Månedsnavnet april kommer af det latinske ord ”aperire”, som netop betyder: at åbne sig. 

I april åbner året sig for den kommende sommer, ligesom jorden åbner sig for frø og planter. 

Og inden vi når at se os om, åbner også kirkeåret for påsken. Byder indenfor til dage med både mod- og medvind. 

For påsken er fuld af modstridende kræfter.

En af kristendommens og kirkens vigtigste helligdage, påsken, ligger i år i april – en brydningstid, hvor det endnu kan være koldt, men hvor forårsblomsterne står i fuld flor, og underskoven så småt er ved at grønnes. 

Sidste måltid

I kristendommens fortælling om påsken mindes vi Jesu død og opstandelse. Kort fortalt begynder den med palmesøndag, hvor Jesus er på vej op til Jerusalem, hvor han hyldes som jødernes konge; 

Torsdag spiser han det, der bliver hans sidste måltid med sine nærmeste; Og som senere bliver bagtæppe for nadverens indstiftelse. Umiddelbart derefter forrådes han, bliver taget til fange og dømmes til korsfæstelse. 

Fredagen lang hænger han på korset og dør til sidst, hvorefter han lægges i graven. Søndag finder kvinderne graven tom: Jesus er opstået fra de døde. 

Som påskens højtidsperler på en snor ligger palmesøndag, skærtorsdag, langfredag og påskedag. 

I kirken åbner vi dørene til påskefortællingen ved bl.a. at spise sammen i kirkerummet i Hans Egedes kirke i Vardegade Skærtorsdag; Alle er velkomne men tilmelding er nødvendig.

Langfredag plantes det store rå trækors, – som kirketjener Claus har skabt, – på gulvet, – og natkirken drukner os i passionstoner; 

Og påskedags søndag pyntes med påskeblomster, – og påskens budskab om opstandelse får liv på ny.

Tiny Church

Liv på ny – og opvækkelse af fremtidens lille midlertidige kirke i Nordhavn blev da også – endelig og langt om længe – virkelighed, da vinderen af den åbne tiny church-konkurrence blev offentliggjort den 7. marts. 

Tolvkanten vandt; Hurra! 

Det er arkitekt Julius Nielsen, der står bag den favnende og imødekommende tolvkantede trækirke, som skal ligge på en lille grøn plet ude i Fiskerihavnen. Vi kan godt begynde at glæde os. Kirken er en hel lille prædiken for sig. 

Ved offentliggørelsen forsøgte jeg at sætte ord på, hvad det vil sige at være kirke i dag og i fremtiden og sagde bl.a., ”at kirken ikke alene skal ”stå på hellig grund, som det underligste hus”, men også er ”stedet, hvor dagen har evighed”, og ”hvor kærligheden er”. 

Hvor Helligånden – poetisk gendigtet: ”holder åbnet hus  – for høj og lav”, – og hvor vi: alle, der slider os trætte og bærer tunge byrder, kan få hvile og blive favnet af Vorherre og vores næste”. 

Som en del af ”livets mening”, ja – kan kirken nemlig samle os i næstekærlighedens omsorgsfulde fællesskab. 

Højt til loftet

At være kirke er helt fundamentalt – ikke kun et let og kirkearkitektonisk fysionomisk dansetrin; Det er, – når alt kommer til alt, – ganske uafhængigt af rytme, geografi, udseende og klokkeslæt, – fordi: det er fællesskab, som deles. Historisk, – i øjeblikket – og nu og her. 

Det er et ”altid” – og uanset størrelse: tiny church eller big katedral: Altid: et stor-større-størst: 

Med højt til loftet og plads til at finde trøst, glæde og håb;  

Uden begrænsninger på hjerterum. 

Og: Arkitekturen i den ”tiny Tolvkant” – ude som inde – synes i den grad at spejle et sådant nærværende og eksistentielt ”altids-hjerterum”. Også selv om den er tænkt som midlertidig… 

Lysnedfald

Alene i sit formsprog er den inkluderende og generøs: samler, favner, – kalder på os, ja – beder os nærmest træde et skridt nærmere – ind under den overdækkede veranda med bænkeplads – i søjlegangen ude, – hvor den kan give os ly for sol og regn – vind og vejr, –  samtidig med, at den byder indenfor –  og ”velkommen” i rummet med det smukkeste lysnedfald. Et lysnedfald: direkte: ovenfra. 

Med det centrale hul eller åbning, oppe – der kaldes ”Guds øje”, og som gudeskønt rammer himlen ind i rummet – og samtidig: ja: bringer den ned; Og ind i rummet. Og dermed: hokus pokus: Trækker himlen ned på jorden.

Foruden: at den giver et sindsudvidende uendelighedsperspektiv.

I det lys spejles det indre univers – helt modernistisk – i det ydre – og omvendt.

Og fortid og nutid – går hånd i hånd. 

Bibelsk brise

For med det himmelvendte og himmelske øje er det nærmest, som kristendommens værdigrundlag flettes ind i bygningen som en bibelsk brise, – samtidig med at den væves sammen med vores liv. Når vi får blik for – og øje på – hinanden.

Ja, – det kan næsten ikke blive smukkere; Tænk jer lige at sidde der! Og være kirke. Og fællesskab.

Kigge op; Til Vorherre; Og Vor Herre, ja, kan såmænd kigge ned  – igennem – til os. 

Vi bliver set – som i en bøn – og kan samtidig sige, at vi har set ham – og hinanden – for den sags skyld.

I det øjeblik bliver kirken ikke udelukkende ren arkitektur, men et levende rum, en ramme, et sted, hvor ”Helligånden holder åbnet hus”; Og er Vorherres åbne øje – så at sige. Og hvor vi har øje på hinanden.

Levende fællesskab

Summa summarum er Tolvkanten et hjerterum,-  fyldt med: ”al tid”; Altså: 

Fyldt med nutid og små bitte øjeblikke. Og: Virkelighed; Forhåbentligt: Snart… 

Fyldt også med: fortid og evighed – fyldt med nærvær.

Den er et ”øje” vendt udad mod fremtiden – og opad mod himlen og Vor Herre. Foruden den er hans velsignende blik nedad mod os.

Den er bankende hjerter, levende fællesskab – grundet på og rundet af kristendommens værdier og dens store historie, som spejles i vores lille historie – om livet – og døden – i glæder og sorger. Mellem himmel og hav. 

Den er omfavnelse – af os alle: høj som lav, – der vil favnes, – hvad enten det er af Gud eller af hinanden – i et omsorgsfuldt næstekærligt fællesskab. 

Den er et hånds-værk; Og et ånds-værk: Hånd og Ånd forenet. 

Den er stedet for fordybelse, langsomhed og selvransagelse. For tro, håb og kærlighed. 

Og sidst men ikke mindst er den en del af et tolvkantet hjertesprog, der kan hjælpe os med at åbne vores øjne for det guddommelige, som det ”anderledes”, lidt skæve ubegribelige – for lyset og himlen. For fællesskabet. Og for hinanden.

Åbne for: Det store i det små – og tiny…

Helt: Tidløst. Men altid nærværende. I øje-blikket.

Så med de ord kan vi åbne os mod foråret; Og mod Nordhavnsforåret.

Du skal have abonnement for at læse denne artikel



Få adgang til Nordhavn Avis - Første måned på gratis prøve

Close

Translate »