Af Louises Sihm Knudsen, præst i Hans Egedes kirke og Nordhavn
Vi mødtes. Helt ude hvor Vesterhavsvej møder Østersøvej. I Fiskerihavnen. I Nordhavn. Tæt på det grønne indhegnede areal af nu højt gulbrunt græs – en sommersveden lille plet – omgivet af skæve små huse og campingvogne. Lag på lag. En tidløs nordhavnslagkage; Og samtidig en farvestrålende kulisse i bedste klondike stil. En blæsende sensommerdag i august.
I vejkanten havde initiativtager og projekt- og kirke- og kulturmedarbejder Johanne parkeret den lokale kirkes ladcykel, som i dagens anledning var forvandlet til en kaffevogn. Organist Martin havde sin harmonika med, og hurtigt kom der ”solskin om bord – måneskin om natten”.
Sang, toner og ord blev livligt vekslet mellem alle fremmødte og repræsentanter fra Hans Egedes kirke.
Og alle bød vi hinanden op til dans – eller rettere: til ”En tiny samtale”. Om tiny church – Danmarks første: En lille midlertidig tolvkantet trækirke, der får sin plads på grunden, – forhåbentligt inden sommeren kommer flyvende igen…
Spørgsmål om hvad det egentligt vil sige at være kirke, – hvad kirken som rum kan give og gøre for fællesskaber i dag, fløj højt og rundt som lærken over den grønne vang.
Selv om Hans Egedes kirke på Vardegade stadig hører til Nordhavn, så bliver der brug for et sted herude, hvor man kan mødes og tale sammen – om stort og småt; Et ”tolvkantet” sted. Et fælleskabsskabende og fællesskabssamlende sted, – med tag over hovedet – hvor man kan mødes, være sammen og tale om livet og Vor Herre. Lytte til musik eller til vinden i klitterne – inden der ad åre kommer en større permanent kirke, en ”Havnens katedral”, – med anker i kajpladsen, hvor containerhavnen er nu.
I mellemtiden skal Tolvkanten bygge bro – og danne ramme om og være sted, hvor himmel og jord mødes. Altså: være kirke – både forstået som rum, arkitektonisk og liturgisk, men også de mennesker, der samles der.
For kirkens dør skal til alle tider stå åben for ”alle, der føler sig trætte og har brug for hvile” – eller ro; Samtidig med at kirke også favner et fællesskab. Et levende fællesskab.
Godt nok er “Gud Gud om alle land lå øde”, og der ingen kirkebygninger fandtes, men kirken er også bygget af levende stene – eller ”levende træ”, – og i det lys er kirken hver evig eneste dag katalysator for at skabe værdifulde fællesskaber; Grundet på og rundet af kristendommens tusindår gamle værdier om næstekærlighed, dog stadig evig aktuelle og livgivende hverdagsnære.
Det er i kirken vi kan få lov at mødes og være sammen – om alt det store i livet; Det er her, vi kan få lov at føle, at livet er stort, – og føle os som en del af en sammenhæng, et fællesskab – hvad enten det er ved kirkelige handlinger, gudstjeneste eller når rummet giver resonans for alt det store og største; Sorger og glæder. Det er der vist ikke mange andre rum, der kan favne.
Alle, der bor i sognet, kan være med til at bestemme, hvordan vi er kirke.
Er man over 18 år og medlem af folkekirken, kan man nemlig stille op til menighedsrådsvalget den 17. september.
Det er på alle måder en unik mulighed for at engagere sig, få indflydelse, sætte retning og blive en del folkekirkens lokale demokrati, hvor der bl.a. skal tages ansvar for kirkens drift og fremtid; Og for kirkelivet, kulturarven og økonomien.
Derudover er man en del af et værdifuldt fællesskab, hvor man kan være med til at skabe en kirke, der fortsat er en vigtig del af vores liv og samtid, og hvor man kan gøre en forskel for andre.
Alle er hjertens velkomne til at byde ind med deres kompetencer og samtidig måske lære noget om kommunikation, ledelse, samarbejde og økonomi. Valget gælder i 4 år.
lI den kommende tid kan du deltage i vores fællesskaber på mange måder. Vi inviterer til både Resonansrum, babysalmesang, søndagsmokost, midtermad, tirsdagshygge og fællessang, kulturnat, kirke- og kunstvandring, fejring af kirkesalens 100 årsdag – koncerter og foredrag. Læs mere om det hele på kirkens hjemmeside eller i Kirkebladet, der kom på gaden i august.
Hvad enten du kommer til kirkelige handlinger eller søndagsgudstjenester kl. 10, til Tiny church samtale i Fiskerihavnen, opstiller eller afgiver stemme til menighedsrådsvalget den 17. september kl. 19.00 – eller deltager i nogle af de mange arrangementer kirken tilbyder – så er vi kirke.
En virksom og levende kirke – et levende fællesskab. Som aktivt bygger bro mellem mennesker, tør tage samtalen om og sætte ord på de store spørgsmål – ud fra et menneskesyn og verdensbillede, som grunder på, at vi vil hinanden, og som tager afsæt i demokrati og ligeværd, tillid, nærvær og omsorg; I det at gøre noget meningsgivende, meningsskabende og meningssamlende – og gøre noget for hinanden; Og ikke mindst gør det med tro, håb og kærlighed.
Så kom med glæde og vær til stede, – byd ind eller tag del! Rigtig god himmelblå september.
Få adgang til Nordhavn Avis - Første måned på gratis prøve