Nordhavnsklumme af præst i Hans Egedes og Nordhavns kirke, Louise Sihm Knudsen
August – er høstmåned; Og rimer på marken, der er mejet. Korn bundet i krans – fest og dans… , æbler, der lyser rødt fra træernes grene og let løsnes fra bladenettet, – hvis altså ”landet” derude er bagtæppe.
Men herinde i byen, hvor havnen er byens scene – oplyst af ankomst og afsked, byens balkon, kongeloge med horisont og himmel, – lyder ganske andre toner.
Her er musikken fyldt med resonans i bølgeskvulp og tusinde vis af lyde – lige fra vindens susen til vandets brusen; en evindelig brummen af maskiner, havet.
Her er det havnen, der er ”byens ballast, dok, bedding, kajer, kyst – havnens stetoskop, der lytter til verden i skibenes rytmiske anløb”, som Morten Søndergaard poetisk digter i ”Af sted”. Havnen er med hans ord: ”byens forhæng, en membran af genspejlet distance i indløbets skiftende nuancer. Havnen er byens urtehave, hvor beddingen bader i duften af træ, beg og salt om sommeren. Den er byens kompas, der vedvarende navigerer sig selv på plads efter døgnets rotation; Hvor alt står fast – og altid er…”
Jo, – det passer som hånd i handske på Nordhavn: Vores lille lokale nordhavnsprovins: en blå-grøn landsby med et maritimt havnegadekær lige rundt om – rammet ind af træbrygger og vindmøller – foruden vi også lever i et evindeligt ekko af liv – til tider i dur – til tider i mol – et levet augustliv – mellem entusiastiske og glade badegæster, havmågeskrig og driftigt byggeri.
En palet af lyde og farver, der maler smil og glæde frem i selv den mest tunge og triste.
Samtidig er august også lidt som en ventesal, et mellemrum, et intermezzo – mellem sommerens solgule lys og efterårets rød-orange-brune nuancer;
Den minder os om, at intet varer evigt, – og at tonerne inden længe også vil gå ned med lyset – og blæse alt rundt og op og ned, – indtil kun de sorte silhuetter står tilbage og bygningernes skarpe teglkanter udelukkende blødes op af vandets bevægelse.
Bevægende er det; ”Sensommersentimentalitet” hedder det vist nok… – en bluesstemning.
Men derfor er der måske ekstra god grund til at lægge øret ind i dagen – og være; tilstede; Træde ind i øjeblikket – og nordhavnsdagen ,– som lægger op til dans med bl.a. mange skønne aktiviteter ude som inde;
Hverdagen begynder så småt efter feriedagene – også kirkens hverdage, kirkehverdagsdage – og festdage, søndage med gudstjenester – og med fællesskab – medmenneskelige tråde og bånd, – der flettes ind i hinanden – i både Hans Egedes kirke i Vardegade og Tiny Church, Tolvkanten på Vesterhavsvej 2 – herude i Nordhavn. I det lys giver det god mening at ferie og fejring er samme ord.
Og selvom vi har fået fladere tider, og den ene dag ligner den næste, – så sker der noget, når den høje himmelske tid rører den flade jordiske hverdag; Når det bliver højtid;
Gå bare om bord i det spritnye kirkeblad!
Og skru så gerne ned for sentimentaliteten – og op for glæden og en fornyet undren;
For forundringsviden kan give os friske øjne at se verden og hinanden med – se det store i det små – se vores Nordhavnsprovins som gådefuld – og samtidig give os mod til at være – være til gavn og glæde – være nærværende – vise venlighed – og ”nordhavnssind” – og stadig vokse og gro – uanset sensommeren tristesse eller kolde kong Vinter – inden længe vil trække hver sit forhæng for.
For ligeså billedskøn havnens scene er, og lige så smukt et koloristisk bagtæppe den er, – er den også vores virkelighed; Træd ind i den – lad dig bæres med blæsten – gro, glæd dig – og tro – at efter sensommer, korn og kerne – kommer endnu en dag – endnu en gåde; Og glædelig er nu hver en dag!
God august!
