Bæredygtighed og dødsrengøring 

Af Præst Christian Bro, Hans Egedes og Nordhavns Kirke

“Du lyse dag og du lyse nat, korn der modnes i sommervind og hyld der dufter i stuen ind. Du danske sommer du er i sindet jo lunefuld, snart sol og brunet hud snart kolde farver i sky og vand, Det er den danske sommer.“

Det er sommer, tid til ferie, tid til at springe i vandet, for mange af os måske fra Sundkaj, jeg selv inklusive. 

Men den danske sommer ja den er jo lunefuld, som Tøger Larsen skrev det, derfor har en del måske også trukket sig indenfor, for at se sport i TV, ja, intet kan næsten samle os lige så meget som det. 

Jeg tror ikke det er gået nogens næser forbi at der denne sommer, både har været budt på EM, Wimbledon, Tour de France og nu også OL. 

Jeg selv interessere mig ikke det fjerneste for fodbold, alligevel fandt jeg mig selv, klædt i rød hvide farver, midt i et menneskehav på Gråbrødretorv, for at se den sidste EM kamp som Danmark var med i på storskærm. Ja, intet samler os som sport. 

Nu er der så OL. Det grønneste OL nogensinde, kunne vi forstå. Først blev det lovet at det ville være klimaneutralt, dette satte forskere dog spørgsmålstegn ved, hvorefter denne påstand blev annulleret. Legene har nu tilladt sig halvdelen af klimapåvirkningen sammenlignet med tidligere lege, dvs. 1,75 millioner ton CO2. Det svarer ca. til Danmarks udledninger i en halv måned. 

Salget af de 10 millioner billetter, samt flere atleter end nogensinde før, er en stor udfordring for miljøet, idet hovedparten af alle disse skal flyve til Paris. Positivt er det at der langt hen af vejen ikke er blevet bygget nye arenaer og stadioner. For som vi ved, er opførelse af bygninger, noget af det der forurener mest. Det er i det hele taget en trend der har ramt os, det at ombygge eller genbruge bygninger, det ser vi også i Nordhavn.

I det hele taget er genbrug blevet hot. For år tilbage talte man om en køb og smid væk-kultur, nu er idealet snarere: Få og giv videre. 

På gaderne ser man, denne sommer tøjstativer behængt med tøj, hvor alle og en hver kan gå hen og se om der skulle være noget, man kunne have lyst til at købe. 

Disse tøjstativer kaldes, “tillidsstativer”. Jeg ser det som et udtryk, for en bevidsthed om hvor meget det forurener at producere tøj, men også et udtryk for en værdifuld tillidskultur der hersker os imellem. “Hvis man viser folk tillid, så får man tillid igen”, siger en af de mange, der landet over har lavet en sådan bod foran sit hjem. Så det må vi huske at udvise, til dem vi møder, for hvor er det enestående og værdifuldt. 

Jeg opdagede selv fornyeligt et sådan tillidsstativ, tæt ved mit eget hjem. En af dem der ved mest om tøj og mode gennem årtier er moderedaktør Lotte Freddy, kendt fra bl.a. Tv-programmet “Verdensdamerne”. Hun gæster blandt andre Hans Egedes Kirke lørdag 9. november kl. 16-17. Hvor hun vil holde foredrag. Det er blot ét af de mange spændende arrangementer vi i kirken tilbyder hen over sensommeren og efteråret.

Disse tillidsstativer minder mig også om min barndom på Fyn, hvor et hvert hus med respekt for sig selv selvfølgelig havde en vejbod, hvor der blev solgt af familiens overskud af hjemmedyrkede frugt og grønt. Da jeg var barn var det også her min erhvervskarriere inden for det private peakede, for jeg skulle selvfølgeligt også have en bod. Jeg fik et jordlod på mine forældres gård, hvor jeg dyrkede jordbær. Herfra begyndte så mit økonomiske eventyr, for når man havde været vant til en timeløn på 15 kr. for at hjælpe til på gården, lød overskuddet nu på svimlende 500 kr. for en jordbærsæson. For det følte jeg at jeg kunne leve godt og fedt hele resten af året.

Jeg tror, at for mange af dem der sælger tøj, er beløbet man måtte tjene ikke det vigtigste, det er nok snarere tanken om ikke at skulle kassere udmærket tøj – og så den sidegevinst at man får ryddet op og ryddet ud i ens materielle overflod. 

En nyere svensk trend med det morbide navn “Dødsrengøring” hitter verden over. Sidste år i USA blev der sågar produceret en Tv-serie over konceptet, og denne sommer bliver den så vist på DR.

Denne form for rengøring går i al sin enkelhed ud på at få ryddet op og smidt ud, så vi kun gemmer det vigtigste, førend vi skal dø, så vi ikke efterlader rod til andre. 

Men rengøringen vil ikke kun gavne dine efterladte, den gavner også dig selv og dit mentale helbred og kan udføres i alle aldre. Metoden kan også overføres til den digitale verden, hvor meget af vores moderne rod ligger, utallige billeder og dokumenter på telefoner og computere. 

Hvad er der på færde eksistensfilosofisk? Handler denne særegen rengøring om indre renselse og at finde frem til hvad der virkelig har betydning i ens liv? 

Eller er det for at der ikke skal ligge ting efter vores død og tale, genstande der kan fortælle en ikke flatterende historie om os? Eller er det et ønske om at bygge et glansbillede af os selv, ved ikke at have noget rod? Er det så vores forfængelighed der er på færde, ved en frygt for at komme til at stå i et dårligt lys efter vores død? Er det den såkaldte perfekthedskultur der har sneget sig ind selv efter døden?

Men inden vi kommer for godt i gang med at smide ud, må vi overveje om vi selv er absolutte ejer af alle vores ejendele. 

Juridisk set har vi råderetten,  men har vi den også medmenneskeligt. Mennesker rundt om os kan have knyttet minder og følelser for ting vi “ejer”, det kunne være børn der har varme minder forbundet til genstande fra deres barndomshjem. 

Men det kunne også være at man var den privilegerede ejer af eksempelvis et vigtigt Krøyer maleri eller en betydelig historisk effekt. Ved et sådan ejerskab følger også et ansvar, et ansvar for at respektere genstandens værdi i sig selv, uafhængig af dig som ejer. Genstande kan bære et fælleskabsaspekt. Fællesskab for en familie, egnsdel – eller for en nation.