Dokumentaren Bergman – et år, et liv giver grufuld indsigt i en af historiens største instruktører og mestrer den hårfine kunst at balancere mellem sladder og psykologi
Titel: Bergman – et år, et liv.Instruktør: Jane Magnussen. Medvirkende: Liv Ullmann, Mikael Persbrandt, Dick Cavett, Ingmar Bergman. Varighed: 117 minutter.
• Havde afdøde Ingmar Bergman kunnet fejre sin 100-års fødselsdag her i 2018, var han blevet dræbt i de sociale mediers offentlige gabestok. Der ville blive delt talrige anekdoter om manden efterfulgt af tidens største bandeord: Me-fucking-too!
Den nye svenske dokumentar fortæller det hele, og lidt til. Han havde Nazisympatier under krigen, han var lystløgner, han var sine kvinder utro, han var ved at dræbe en ekskæreste i raseri, han glemte sine børn og pressede sine skuespillere til det yderste, hvis han ikke ligefrem nedbrød dem.
Det ville ingen kunne overleve i dag. Bare tag Lars von Trier, der for få år siden blev erklæret persona non grata i Cannes, efter han snublede i ordene og sagde ”Jeg forstår Hitler”.
Den excentriske instruktør mente selvfølgelig, at det var vigtigt at forstå ondskab for at arbejde med ondskab. Men den slags nuancer var der ikke tid til. Senere beskyldte Björk von Trier, uden beviser eller vidner, for sexchikane under optagelserne til Cannes-vinderen ‘Dancer in the Dark’.
Det er en gammel diskussion, om man skal være gal for at være genial. I gamle dage var store kunstnere i hvert fald gale. Og som der bliver sagt i filmen: De blev tilgivet. For Bergmans vedkommende skyldes det ikke mindst eksistentielle og symbolladede mesterværker som ‘Persona’, ‘Fanny og Alexander’, ‘Det syvende sejl’ og ‘Ved vejs ende’.
De to sidstnævnte havde premiere i året, der er udgangspunkt for filmen. Skelsættende 1957. Ingmar Bergman arbejdede i den periode som en gal med både film, teater, tv og var indlagt på hospitalet i to måneder med skrantende helbred.
Instruktør Jane Magnussen har tidligere instrueret ‘Trespassing Bergman’, hvor filmfolk som Woody Allen, Francis Ford Coppola, Laura Dern og Robert De Niro taler om instruktøren i hans eget hjem.
I ‘Bergman – et år, et liv’ fornemmer man også det enorme research-arbejde. Den består af arkiv-materiale i form af interview med Bergman selv, skuespillere, folk tæt på ham og klip fra hans film.
En pointe i filmen er, at Bergman bruger sig selv i alle sine film. For eksempel i filmen ‘Fanny og Alexander’, der ifølge instruktøren selv er bygget på sin egen religiøst-strenge barndom i en præstefamilie med en far, der afstraffede ham.
Problemet er bare, at det gjorde han ikke, siger en af hans brødre, Dag, i et aldrig-før-set interview. Ingmar Bergman var derimod mønsterbarn. Et interview Bergman i firserne med sin enorme magt i svensk drama fik stoppet med at blive vist i svensk tv.
Filmens mange dejligt saftige historier er muligvis stof for Se & Hør, men også vigtige for at forstå kunstneren og komme ind bag den iltre mand. Humoren er en formildende omstændighed. Lidt sjovt er det, at Bergman var afholdsmand, kunne fortælle spøgelseshistorier og så levede han praktisk talt af mariekiks.
Der er rigtig mange med i filmen. Fra Lars von Trier og Barbra Streisand. Og desværre også lidt for mange detaljer. Men filmen vil være guf for Bergman-elskere. Og mere end værd at se for filmelskere med et ønske om dannelse.
3 essentielle Bergman-mesterværker
Det syvende sejl
(Ingmar Bergman, 1957)
I Det syvende sejl møder tempelridderen Antonius Block (Max von Sydow) døden personificeret af Bengt Ekerot. Tempelridderen er vendt hjem til Sverige, hvor pesten hærger. I scene for scene kommer den sortklædte kappe og gør livet af med de stakkels landsmænd. Men Antonius er smart. Han udfordrer døden til et spil skak, hvor de løbende skiftes til at trække. Alt imens rejser ridderen videre gennem landet og møder selvpiskende, kristne fanatikere, gøglere og en heks. Filmen er en eksistentiel dyb og også en spændende road movie gennem det svenske middelaldersamfund. Også samme års Ved vejs ende er en slags road movie med blaffere og en videnskabsmands rejse gennem sit liv.
Gøglernes aften
(Ingmar Bergman, 1953)
Gøglernes aften er historien om dem, der bliver set skævt til i samfundet. Dem samfundet ikke kan rumme, fordi de skiller sig ud. Folkene i Cirkus Alberti vender træt tilbage til en provinsby i Skåne efter mange år på farten. Albert (Åke Grönborg) styrer cirkusset, men vil nu slå sig ned med sin tidligere kone og sine børn. Men alt går galt. Ydmygheder og lidelse er både konkret og symbolsk. Og Albert må eventuelt acceptere, hvilket udskud han er i et borgerligt samfund.
Sommeren med Monika
(Ingmar Bergman, 1953)
Filmen var så kontroversiel, at den blev udsat for censur. To teenagere forelsker sig og flygter ud i naturen til en ø i Skærgården. Og så er det, at det sker. De smider tøjet. Særligt pigen ser man nøgen. Det var selvfølgelig kontroversielt og til debat. Men Woody Allen så altså filmen på grund af nøgenscenen. Og fandt dermed ud af, hvem Ingmar Bergman var. Efter den erotiske sommer vender teenagerne tilbage til byen. Monika (Harriet Andersson) føder et barn, men gider gider hverken at være mor eller kæreste til Harry (Lars Ekborg) …
