Flere partier i Borgerrepræsentationen lovede under valgkampen, at de ville sørge for billigere parkering for beboere i Nordhavn (og Ørestad). Nu afviser Økonomiforvaltningen, at det umiddelbart kan lade sig gøre.
Forvaltningen oplyser, at Københavns Kommune ikke kan pålægge By & Havn at sætte parkeringspriserne ned. Der er heller ikke hjemmel til, at kommunen kan overtage By & Havns parkeringsanlæg.
Borgerrepræsentationen kan kun “opfordre de kommunalt udpegede medlemmer af By & Havns bestyrelse til at arbejde for nedsættelse af priser for parkering.”
Det skyldes at By & Havns aktiviteter er fastlagt ved lov, skriver forvaltningen.







