BIG BIO åbner på Göteborg Plads 18. december med bæredygtig emballage, LGBT-certificering og upcyclede kitler, som er blevet syet om på en socialøkonomisk systue.
Anders Morgenthaler har lavet en infofilm om affaldssortering. Hella Joof lægger speak til de gode råd, gæsterne får når de skal besøge de kønsneutrale toiletter. Popcornbægre og krus er 100% komposterbare. De ikoniske Onion-lamper fra Verner Panton er 2.sortering, og sofaerne er specialdesignet med genbrugsstoffer.
Og det er så bare nogle af de tiltag, BIG BIO Nordhavn har sat i værk for at være en rummelig biograf, som arbejder på at blive så klimaneutral som muligt.
“Vi bilder os ikke ind, at vi er perfekte. Men vi har fokus på at tage bæredygtige og etisk forsvarlige valg, hvor det er muligt, og vi tror på at gøre tingene ordentligt. Derfor har vi vendt og drejet hver en sten i vores værdikæde og taget stilling og ansvar dér, hvor vi har kunnet gøre en forskel”, siger biografejer Henrik Obel.

LGBT-certificering
Biografparret Henrik og Louise Obel vil gerne være en biograf for absolut alle. Derfor er rummeligheden også i fokus. BIG BIO arbejder på at blive den første LGBT-certificerede biograf herhjemme, så toiletterne er kønsneutrale. Skuespiller, instruktør og entertainer Hella Joof har indtalt en speak til toiletterne,, hvor hun vejleder om, hvordan man bedst tager hensyn til hverandre, når man benytter sig af ”mennesketoiletterne”, som hun kalder dem.
Biografen har også allieret sig med filminstruktør, satiriker, tegner og klimaforkæmper Anders Morgenthaler, som med en lille tegnefilm fortæller og illustrerer, hvordan biografens gæster skal hjælpe med affaldssortering.

Lokal bæredygtighedsekspert
Bæredygtigheden er udviklet i samarbejde med bæredygtighedsekspert Marie Engberg, forkvinde for Nordhavns handelsforening og ejer af YUME i Århusgade.
For eksempel er emballagen til sodavand, popcorn, slik og kaffekopper er lavet så den kan komposteres og blive til jord. På et år kan 30 tons affald omdannes muld.
Biografens medarbejdere kommer til at gå i redesignede kitler doneret af DFD, De Forenede Dampvaskerier. De upcyclede kitler er blevet syet om på en socialøkonomisk systue under Huset Venture.
Brugte vinglas
Og sådan kunne man fortsætte. Drikkeglassene er lavet af genanvendt glas, vinglassene er indkøbt rundt i landet hos diverse genbrugsbutikker, det samme gælder al bestik, og biografens keramikstel er brændt over åben ild ved en økologisk ren produktion i en skov i Letland.
Indretningen af biografen er sket i samarbejde med indretningsarkitekt Morten Hedegaard, som også har været med til at indrette flere prisvindende Boutique-hoteller i København.
Endelig er selve bygningen som biografen ligger i, ved at blive guld-certificeret indenfor bæredygtigt byggeri efter den tyske DGNB-standard.
Udstilling og gratis mødelokale
BIG BIO Nordhavn har fem sale og i alt 619 pladser. Alle sale er udstyret med ‘reclinere’ – elektronisk styrede sæder, der kan lægges ned – samt Dolby Atmos lydanlæg.
På den nederste etage er der, udover foyer og café, et udstillingsområde hvor der løbende vil være forskellige udstillinger startende med krigsfotograf Jan Grarups billedserie fra det lokale Østerbro.
På den øverste etage i biografen vil der være et mødelokale, som gratis kan bookes i dagtimerne af alle, f.eks. studiegrupper, mødregrupper og arbejdsgrupper. Desuden er der etableret borde med stik, så det også er muligt at sætte sig med sin laptop. Med åbningen af BIG BIO i Nordhavn og en tilsvarende biograf i Holstebro, vil Henrik og Louise Obel stå bag i alt tre BIG BIO biografer i Danmark fra februar 2020.