LÆS GRATIS: Borgermødet 18. august om boligtårnene var bygherrens møde – uden tid til debat. Hermed indlæg til politikere og beboere
Af Hans Lindum Møller, Mariehamngade
Langelinie rummer fredede pakhuse samt den smukke række af ældre pakhuse og nyere pakhuslignende bygninger liggende stramt på linje med tilnærmelsesvis samme taglinje. Tårnet på 120 meter fremstår til gengæld solitært i egen skala som en påtrængende mastodont uden reference til det eksisterende miljø, nært eller fjernt.
Placeringen på yderste kant mod Øresund får tårnet til at fremstå endnu voldsommere, som en unødvendig langemand mod himmelrummet, mod det åbne og vidtstrakte Øresund mod øst og det lavt bebyggede havneområde mod de 3 andre verdenshjørner. Tårnet kan ikke og er ikke søgt begrundet arkitektonisk eller ud fra nogen anden ideel målestok, hverken historisk eller nutidigt.
Kommunens ønske om højhuse for at løse boligkrisen, bør henvises til de store, ubebyggede områder længere ude på Nordhavn. Her kan bygges klynger af højhuse, der, hvis man ønsker sådanne, visuelt kan klæde hinanden.
Unødvendig højt
Højden af de 3 bygninger i lokalplanen er 210 meter. Fordeles højden på 3 tårne med 70 meter hver, eller 80, 70 og 60 meter skabes samme kapacitet med 240 lejligheder, herunder 70 almene boliger. De 3 tårne vil give samme bidrag til at løse boligkrisen og bør vælges som det mindst indgribende i forhold til samtlige relevante parametre.
Kommunen er forpligtet til grundigt at vurdere mindre indgribende alternativer til bygherrens forslag, herunder hensyn til bæredygtighed, arkitektoniske kvaliteter, kulturhistorie, logistiske udfordringer, beredskab mv. Kommunen har ikke vurderet alternativer eller begrundet, hvorfor valget er faldet på et højt tårn i stedet for andre, mindre indgribende alternativer, der tilgodeser de nævnte kvaliteter.
Væsentlige skyggegener
Sparsomme skyggediagrammer viser væsentlige gener for boliger på Sandkaj, Mariehamngade, Marmormolen m.fl. Efterår, vinter og forår overskrides den naboretlige tålegrænse væsentligt. Naboer skal ikke finde sig i hvad som helst, især ikke, når generne kan undgås ved rettidig omhu. Der skal ikke blot tage hensyn til bygherren, men til det omgivende samfund. Kommunen har ikke godtgjort, at der i tilstrækkeligt omfang er taget disse hensyn grundet skyggevirkninger en stor del af året.
Bæredygtighed
På borgermødet blev oplyst, at anvendelsen af træ er søgt optimeret, men at omfanget er så beskedent, at træ ikke påvirker tårnets samlede CO2 aftryk.
Strenge, realistiske mål for bæredygtighed skal iagttages af bygherre, rådgivere og kommune. Fra ca. 24. etage vokser CO2 aftrykket eksponentielt. Tårnet er på 35 etager, én etage udgør ca. 3,42 meter. Skal tårnet anses tilnærmelsesvis bæredygtigt, er 24. øverste etage svarende til 82 meter.
Eksisterende lokalplan
Den eksisterende lokalplans rammer er uden juridisk relevans. Der startes forfra, når en eksisterende lokalplan slettes. Der foreligger en retlig vildfarelse, hvis bygherren argumenterer for afsmitning.
Der er gået 16 – 18 år tid siden den eksisterende plan blev udtænkt. Lovgivning, praksis, normer for bæredygtighed ændrer sig konstant. En ny lokalplan skal vurderes på det aktuelle grundlag.
København har ændret sig afgørende sig i de berørte områder. Mange boliger i Århusgadekvarteret er opført længe efter vedtagelsen af den gamle. Kredsen af høringsberettigede er langt højere end da planen blev vedtaget. Nye beboere skal ikke automatisk tåle nogen præjudicerende virkning af den plan, der begæres ophævet.
Man kan tilkendegive sin holdning på blivhoert.kk.dk senest 21. september 2026? Begrundelsen for ja eller nej kan være ganske kort. Man kan læse andres svar og måske blive inspireret.








