Kirkeklumme af Præst Louise Sihm Knudsen
Vi har lige fejret påske. Med fællesspisning i kirkerummet i Vardegade; Som en gentagelse af den jødiske påskefejring og Jesu sidste måltid skærtorsdag; ”Bord dæk dig” med: lam, bitre urter, usyret brød og vin.
Derefter er vi vandret i påskens fodtrin gennem den sorteste lange fredag med gudstjeneste i Tolvkanten og mod opstandelsens gule påskelys søndag morgen. Men påsken begynder ikke kun i kirkerummet. Den begynder ved et bord.
Bordet, som i grunden er en meget enkel ting: fire ben, en plade, måske et par ridser fra tidligere middage. Men når vi samles omkring det, bliver bordet til noget andet end bare en fysisk genstand.
Et lille stykke historie; Et lille stykke verden. Et sted hvor liv deles – ikke i store erklæringer, men i brudte brød, hældte glas og ord, der får lov at finde vej mellem mennesker.
Og påsken er fuld af borde. Det begynder skærtorsdag, hvor Jesus sætter sig til bords med sine venner. Ikke til en højtidelig ceremoni, men til et måltid. Et ganske almindeligt måltid. De sidder tæt, taler sammen, deler brød og vin. Og midt i det velkendte sker noget nyt: Ordene får en dybere klang. Brødet bliver et tegn. Vinen en påmindelse. Fællesskabet noget særligt, – betydningsfuldt og meningsfuldt.
Måske er det derfor, bordet igen og igen dukker op, når vi søger hinanden. I de senere år er langbordsmiddage skudt op mange steder – også her hos os i Nordhavn. Tænk bare på Nordhus eller Noon; Og oven på Langelinieskuret er bordene bygget ind i gaden, eller vi mødes i gårdrum eller beboerforeningers fælleshuse.
Tallerkener klirrer, nogen kommer med en gryde, en anden med salat eller brød. Der bliver gjort plads. En stol mere. En tallerken mere. Det begynder ofte lidt forsigtigt. Man sætter sig ved siden af en, man ikke kender. Man taler først om vejret, om maden, om kvarteret. Men langsomt sker der noget. Samtalen vokser. Historier dukker op. Der bliver grinet. Nogen fortæller om noget svært. Nogen lytter.
Det er som om bordet giver mod til ordet. I en tid hvor meget af vores liv foregår bag skærme og lukkede døre, har bordet en særlig kraft. Det samler os. Ikke fordi vi er ens, men netop fordi vi er forskellige. Man kan sidde side om side uden at skulle blive enige om alt. Det er nok at være der.
Påsken minder os om, at fællesskab ikke først og fremmest er noget, vi organiserer. Det er noget, vi giver plads til. Skærtorsdagens bord var heller ikke perfekt. Rundt om bordet sad mennesker med tvivl, ambitioner, frygt og svigt. Én skulle snart fornægte, en anden forråde, og flere ville flygte. Alligevel bryder Jesus brødet og deler det med dem alle. Ingen bliver sorteret fra.
Det er måske en af påskens stille hemmeligheder: Fællesskabet er ikke for de perfekte, men for os – virkelige uperfekte – mennesker. Når vi i vores kvarter dækker langborde – til påskemiddag, sommermiddag eller en ganske almindelig tirsdag – gentager vi i det små noget af det samme.
Vi øver os i at være mennesker sammen. Vi øver os i at lytte, tale, dele. For ordet lever bedst mellem mennesker.
Et ord sagt over et bord kan have en anden vægt end et ord skrevet hurtigt i forbifarten. Når vi ser hinanden i øjnene, når pauserne får lov at være der, og når latteren bryder frem uden plan, bliver samtalen til mere end information. Den bliver til forbindelse; Resonans.
Måske er det også derfor, at kristendommen i sin kerne ikke kun er en idé eller en lære. Den er et ord, der deles. Et håb, der fortælles videre. Et brød, der brydes.
Påsken bevæger sig fra bord til kors og videre til den åbne grav. Den fortæller om mørke og tab, men også om et liv, der ikke kan holdes nede. Et håb, der igen og igen finder vej ind i verden.
Men midt i den store fortælling begynder det hele altså ved et bord. Måske er det derfor, de små lokale fællesskaber betyder så meget. Når vi sætter os sammen – naboer, venner, nye ansigter – sker der noget, der minder os om, at vi ikke er alene i verden. At livet ikke kun bæres af det, vi selv kan præstere, men også af det, vi deler. Et måltid. Et ord. Et fællesskab.
For vi bør nok huske hinanden på, at det ikke kun er, når vi fejrer påske, men faktisk hver evig eneste gang bordene dækkes – i kirken, i hjemmene, i fælleshusene, i gårdene og på gaderne – at bordet er mere end et sted at spise. Det er et sted, hvor livet får plads. Og måske begynder håbet netop dér.
I et brød, der brydes.
I et glas, der sendes videre.
I et ord, der får lov at blive sagt.
Og i et bord, hvor der stadig er plads til én mere.
