På baggrund af den politiske aftale om Infrastrukturplan 2035 er Sund & Bælt i gang med at gennemføre en miljøkonsekvensvurdering af en Østlig Ringvej anlagt som sænketunnel langs Amagers østkyst.
Tunnelen vil i sin fulde udstrækning forbinde Helsingørmotorvejen i nord med Øresundsmotorvejen i syd og dermed kunne lede trafik uden om de indre dele af København, trafikbetjene nye byområder i Østhavnen af København og sikre bedre adgang til Øresundsforbindelsen.
I miljøkonsekvensvurderingen har Sund & Bælt foretaget nogle modelberegninger, der viser at ringevejen vil mindske biltrafikken markant i indre København:
- 20 procent færre køretøjer og 23 procent færre lastbiler på Østerbrogade.
- 14 procent færre kørte kilometer i Indre By.
- 15 procent færre køretøjer og 24 procent færre lastbiler på H.C. Andersens Boulevard.
- 31 procent færre køretøjer og 36 procent færre lastbiler på Amager Strandvej.
Samtidig vil ringvejen gøre det hurtigere for mange at køre gennem hovedstadsområdet:
- Turen fra Øresundsforbindelsen til Nordhavn vil kunne gennemføres 20 til 30 minutter hurtigere.
- I myldretiden vil en køretur fra Tårnby til Gentofte reduceres med 10 til 20 minutter.
- Turen fra Lyngby til Amager Strandpark vil være omkring 5 til 10 minutter kortere.
Borgermøde
Sund & Bælt inviterer nu til borgermøde 24. juni på Østerbro, hvor de foreløbige resultater fra den igangværende miljøkonsekvensvurdering bliver præsenteret.
På borgermødet vil der være mulighed for blandt andet at høre om nye trafikmodelberegninger, stille spørgsmål og høre mere om det videre arbejde med miljøkonsekvensvurderingen. Der vil desuden være mulighed for at indgå i dialog med fageksperter.
Alle er velkomne, men af pladshensyn beder Sund & Bælt om tilmelding på www.oestligringvej.dk/borgermoeder senest 20. juni.
Sund & Bælt gør opmærksom på, at præsentationen på borgermøderne optages med henblik på senere offentliggørelse på www.oestligringvej.dk. Læs mere om miljøkonsekvensvurderingen af Østlig Ringvej på www.oestligringvej.dk.
Borgermøde på Østerbro om Østlig Ringvej. Tirsdag 24. juni fra kl. 17.00 til 19.00 i Charlottehaven, Hjørringgade 12 C, 2100 København Ø. Dørene åbner kl. 16.30.







