Kirkeklumme april 2025: Vi er i en brydningstid; Både politisk, økonomisk, kulturelt, historisk, religiøst; Og menneskeligt. På en måde: rigtig forårsagtigt; Rå-grønt.
Af Louise Sihm Knudsen, præst i Hans Egedes og Nordhavns Kirke
For endnu kan det være både råt og hundekoldt ude, men samtidig får solen mere og mere magt og planter gro-grønne-verber. På en måde helt påskeagtigt; For påsketiden, som står for døren, er nemlig også fuld af modstridende kræfter.
”Omskiftelighed” er dagens navn. De samme mennesker, der den ene dag bliver beundret og feteret, kan næste dag se sig selv hånet og chikaneret. Det er de gamle myter og den oldgamle bibelske fortælling om igen – om godt og ondt.
Et eksistentielt spejl. Når ”dengang” bliver til ”nu”. En 1:1-spejling af vores virkelighed, som den udspiller sig for øjnene af os; Og som vi selv er en del af.
Overordnet er der tale om en ”livets lov”; En bevægelse fra liv til død. Også den kristne påskefortælling rimer i den grad på omskiftelighed. For på få dage vendes alt 180 grader.
Kort fortalt: Fra Jesus palmesøndag drager op mod Jerusalem – som en konge på et æsel og mødes af jubel og halleluja, knæfald og begejstring – til skærtorsdags forrådelse, svigt og Judaskys – og langfredags forhånelse, korsfæstelse og død. Et scenetæppefald, der lader os tilbage i frygt, stilhed og mørke.
Alligevel er det sidste ord ikke sagt med langfredagsmørket. Historien slutter ikke der. Omskiftelighed er jo altid dagens navn. Og ingenting varer ved… For alt forvandles til håb med den tomme grav påskemorgen. Et lysegrønt håb – som tegn på nyt liv, der spirer frem. Et skabelsesunder. Helt forårsagtigt. Solskinsskarpt og livsbekræftende. Og glæden over opstandelsen farver alt og alle.
Den er simpelthen med til at oplive; Og er i det lys en daglig opstandelse. For opstandelse er frihed; Og liv; Meningsfuldt liv. Nemlig: Livet, der sejrer over døden, mørket, uretfærdigheden og forrådelsen. En evangelisk håbefuld opstandelses-omskiftelighed.
Og omskiftelighed kan vi nok ikke gøre så meget ved. Andet end at lære at leve med den. Der er noget, der er ude af vores hænder. Ingen af os levende mennesker på Guds runde blå planet ved alt. Derfor gør vi måske klogt i lige at overveje, om ikke at grænsen for vores forståelse netop går der, hvor vi tror, vi ved det hele? Og i det lys omvendt heller aldrig bliver færdig med hinanden.
Påske eller ej – så er brydningstidens opstandelseshåb værd at holde op. Og holde fast i. At leve betyder derfor også at turde se det onde i øjnene – ikke drømme sig væk fra dagens omskiftelighed, men sætte ord på – både livsdrømme og dødsdrømme, – fordi de er levende håbsbærere.
”Tør du drømme om døden?” er titlen på Smilla Khonsari´s dokumentar fra 2023, som blev vist i det fantastiske Nordhus den 1. april; Det kulturskabende og kulturbærende Nordhus i Århusgade, der er noget af en gave for bydelen – og bestemt et besøg værd – morgen, middag og aften.
En myretue af liv, musik, mad og mennesker – drevet af engagerede unge beboere med passion for kultur og event, gastronomi og værtsskab, hvor fællesmiddage ved langborde går hånd i hånd med kreativitet og samtale – og ”talk på tværs”.
I dokumentaren iscenesætter Gitte, Eva og Bib, tre ældre kvinder, hver deres drømmedød. Gitte vil være en del af jorden, Eva vil opsluges af havet, og Bib ønsker at flyve væk. Skildringen er på mange måde en afdramatisering af døden. Vi ved alle, at vi skal dø. At livet koster livet. Den sandhed deler vi. Uanset hvem vi er. Men inden da er det vigtigt, at turde forholde sig til døden – dele dødstanker, bekymringer og frygt. Og tro mig – det er både livgivende og livsbekræftende!
At forholde sig til døden er nemlig at forholde sig til livet. Som præst er jeg dagligt i berøring med døden. Og livet. I sjælesorgssamtaler eller med mennesker, der har mistet. Og selv i de mest tragiske, ulykkelige og sorgfulde historier er der liv. Og taknemmelighed. Livet forandres med et slag, når døden rammer.
Men det betyder omvendt ikke, vi så skal lukke øjnene. Langt mere bør vi lære at gå med det svære og ukontrollerbare i livet. Og ikke lade frygten få det sidste ord, men derimod tale drømmene og håbet og livet op, – og turde sætte ord på. At livet det er livet værd. Og så bruge påskens evige og eksistentielle budskab – om liv og død – og opstandelse – som drømmefanger; En levende fortælling om en evighedstro om, at livet er stærkere end døden.
Jo: Der er meget godt – derude – i det grønne og omskiftelige forår, på vej mod påske…
Drømmen om Tolvkanten, Danmarks første tiny church er ved at blive til virkelighed. Og kæmpeglæde. Den indvies og får liv – efter forår, nemlig sommersøndagen den 15. juni i år. Hurra!
Og glædelig påsketid!
