I 2030 udvider Metroselskabet metronettet med to nye stationer i Nordhavn. MT Højgaard Danmark, Rambøll og Cobe har nu vundet udbuddet om at designe metroforlængelsen.
Efter endt udbudsproces har Metroselskabet valgt, at det bliver entreprenøren MT Højgaard Danmark med rådgiverne Rambøll og Cobe, som skal planlægge, designe og efter hensigten bygge de to nye stationer og 1,6 km højbane.
Metroselskabet udbød kontrakten med såkaldt “tidlig entreprenørinddragelse”, og ud af en større ansøgerpulje gik tre teams videre til sidste fase af udbuddet, før et vinderteam kunne udpeges.
”Teamet har vundet på især deres tilbudte proces for samarbejde, proces for design og derudover prissætning af entreprisearbejderne”, siger administrerende direktør i Metroselskabet Carsten Riis.
Når stationerne står færdige, får passagererne til og fra Ydre Nordhavn direkte adgang til de indre bydele og flere større trafikknudepunkter med en rejsetid på ca. 7 min. fra endestationen v/Nordhavn C til Østerport – og ca. 14 min til København H.







