Hundredevis af elbil-ejere får nu endelig mulighed for at lade deres bil op, hvor de bor. Den store ladeoperatør Clever kan nu levere strøm via By & Havns ladebokse. Samtidig er der indført tidsbegrænsning på ladepladserne.
By & Havn har indgået en aftale med ladeoperatøren Clever om opladning på By & Havns ladenetværk i parkeringsanlæggene i Nordhavn. Fra 14. november 2023 kan man som elbilist benytte sit eget Clever-produkt, når man lader via By & Havns ladebokse.
Strømmen fra Clever kommer dog ikke ud af selskabets egne ladebokse, men gennem boksene fra Spirii, som er de eneste der findes i By & Havns p-anlæg.
Åbent netværk
Spirii har ansvaret for opsætning og drift af alle boksene, men tilbyder til gengæld et åbent lade- og betalingsnetværk, som alle ladeoperatører kan tilslutte sig. Dermed skal der ikke opsættes ladebokse fra alle de mange forskellige operatører i p-husene.
Indtil nu har store ladeoperatører som Clever og E.ON kun tilbudt strøm via Spirii’s ladebokse til såkaldte roamingpriser, med andre ord: Til en højere pris.
Mange abonnenter på Clever har fået en fastprisordning med selskbet i forbindelse med købet af deres bil, men det i Ørestads p-huse har prisen været markant højere. Men bilejerne har ikke ønsket at skifte selskab, fordi kun de store selskaber har haft ladebokse i hele landet.
Et ‘win’ for alle
Det laves der om på nu, hvor Clever som det første store ladeoperatørselskab har indgået aftale med Spirii og By & Havn, så alle deres kunder kan tanke strøm fra Spirii-boksene til den aftalte pris, og via Clevers egen app.
“Vi vil gerne gøre det så nemt at være elbilist som overhovedet muligt. Men aftalen er ikke kun et win for elbilisterne i hovedstadsområdet. Den er også et win for de elbilister, der overvejer en weekendtur til København, som med et snuptag nu har fået markant bedre lademuligheder, når de besøger hovedstaden,” siger Mathias Langkilde Sukstorf, som er Relationship Manager hos Clever.
Bedre udnyttelse
Aftalen mellem Clever og Spirii kan blive efterfulgt af aftaler med andre operatører. Det er i hvert fald håbet hos Spirii.
“Et frit lademarked kræver, at alle aktører tilgodeser elbilisten med så meget fleksibilitet som muligt. By & Havns ladestandere bliver allerede i dag brugt af rigtig mange københavnere, men denne løsning sikrer en endnu højere udnyttelse af kapaciteten,” siger Tore Harritshøj, CEO og co-founder i Spirii.
Forskellige ladebokse giver ikke mening
By & Havn skriver i en pressemeddelelse, at det på længere sigt ikke giver mening, at hver ladeoperatør opstiller sine egne ladestandere kun til egne kunder, sådan som det hidtil har været tendensen i Danmark.
“Det er både dyrt, besværligt og bestemt ikke bæredygtigt at udskifte ladebokse, hvorfor fleksibiliteten i de åbne netværk er langt at foretrække,” står der i meddelelsen.
“For By & Havn er fornuftige løsninger, fleksibilitet og hensynet til klima og miljø nøgleord, både i forhold til driften af ladestanderne i vores parkeringshuse og når det gælder parkeringskundernes muligheder,” uddyber Ejendomsdirektør Henrik Steenstrup, By & Havn.
Flere Spiriibokse ramt af forsinkelser
By & Havn har i dag 6.429 p-pladser i p-huse/-kældre primært i Ørestad og Nordhavn hvoraf 180 er elladepladser. Frem til 2026 opsættes der mellem 100 og 200 nye ladepunkter årligt for at dække behovet. Men udrulningen er udfordret af meget lange leveringstider på nye strømforsyninger til parkeringsanlæggene som er en forudsætning for at kunne udvide ladeinfrastrukturen.
ParkinCPH skriver, at de er i tæt dialog med forsyningsselskabet for at finde løsninger og sikre fremdrift i projektet.
Tidsbegrænsning på ladepladser
ParkinCPH infører fra 14. november 2023 fire timers tidsbegrænsning på alle By & Havns ladepladser. Tidsbegrænsningen vil være gældende på hverdage i tidsrummet kl. 09.00 – 15.00.
Og der bliver holdt øje med, om bilerne bliver flyttet, efter at tiden er udløbet. Tidsbegrænsningen kontrolleres via p-skiven, så det er nu et krav, at man sætter p-skiven ved parkering på en ladeplads.
Begrænsningen er indført, fordi “det desværre opleves, at ladepladserne ofte benyttes til langtidsparkering ligesom ladepladserne ofte optages uden at opladning påbegyndes,” skriver ParkinCPH, som håber, at flowet på ladepladserne væsentligt forbedres, så flest muligt får adgang til opladning”.
Eksempler
Hvis du parkerer på en ladeplads på en hverdag før kl. 09.00, skal du fjerne din bil senest kl. 13.00.
Hvis du parkerer på en ladeplads på en hverdag mellem kl. 09.00 og kl. 11.00, skal du fjerne din bil efter 4 timer
Hvis du parkerer på en ladeplads på en hverdag efter kl. 11.00, skal du fjerne din bil inden kl. 09.00 den efterfølgende hverdag, dog gerne efter endt opladning
Hvis du parkerer på en ladeplads i løbet af weekenden, skal du fjerne din bil senest mandag kl. 09.00, dog gerne efter endt opladning.
Få adgang til Nordhavn Avis - Første måned på gratis prøve