Selvbetjening for abonnenter

Gå til Selvbetjening I selvbetjeningen kan du administrere dit abonnement, for eksempel ændre perioder, tilmelde nyt betalingskort eller opsige.

CMP-kantine sparer på plastikken

Nyt pantsystem sparer over 50 kilo engangsplast årligt i kantinen hos Copenhagen-Malmø Port (CMP) i Nordhavn.

CMP har sat som mål at være verdens mest bæredygtige havn allerede nu i 2025. Og den ambition følger de også i CMP’s kantine, hvor køkkenchef Rune Kromann bl.a. har indført selvforsyning.
“Vi laver vores pålæg selv. Vi laver alt vores brød selv – det er også lige før, vi skal have en køkkenhave og en landmand,” fortæller Rune Kromann.

CMP er medlem af REFOOD mærket, hvor Rune Kromann sidder i bestyrelsen. Herigennem søger han inspiration til genanvendelse og minimalt madspild. Et område, hvor forbruget af plastikemballage, der følger med kantinens take-away-løsning, længe har irriteret ham. 
”De rester, vi har fra køkkenet, giver vi mulighed for at medarbejderne kan købe med hjem til aftensmad. Det er en god måde at reducere vores madspild på. Men det har tidligere gjort, at vi har brugt en del engangsemballage,” siger Rune Kromann.

Den udfordring har han nu knækket koden til: Medarbejderne på havnen kan købe en genanvendelig plastikbøtte i kantinen for 30 kroner, når de køber den overskydende mad. Når de afleverer bøtten til vask næste dag, får de udleveret en pantseddel. Næste gang de henter mad, får de mad i en af plastikbøtterne og afleverer pantsedlen.

Det betyder at forbruget afplastik er faldet betydeligt:
”En engangsbøtte bruger 31,5 gram plast og kan bruges én gang. De genanvendelige bøtter vejer 120 gram og kan bruges 30 gange. En genanvendelig bøtte sparer os dermed for 825 gram engangsplast i dens levetid. En plastbøtte kan bruges 30 gange – men inden den er brugt op, har jeg sparet nok på ikke at købe engangsplast, til at jeg kan bruge penge på en ny. Brugerbetalingen har kun skulle finansiere første køb,” siger Rune Kromann.

Arbejdet med bæredygtighed og lavere CO2 tryk fortsætter. Bl.a. ved at dreje menuen langsomt over mod det grønne.
“Vi er også ’på en rejse’ med at justere mængden af kød – men det bliver stadig modtaget lidt blandet,” smiler Rune Kromann.

Du skal have abonnement for at læse denne artikel Få adgang til Nordhavn Avis - Første måned på gratis prøve
Close

Translate »