COBE holder igen offentligt debatmøde i tegnestuen på Orientkaj, 5. december. Denne gang er emnet klimakatastrofen og de evt. resultater af C40 topmødet i København dette efterår.
Debattørene er Frank Jensen (S), Overborgmester i København, Jesper Nygård, Administrerende direktør hos Realdania og Dan Stubbergaard, arkitekt og grundlægger af COBE. Debatten bliver modereret af journalist Mikkel Frey Damgaard.
I oktober 2019 mødtes verdens borgmestre i København for at diskutere klimaløsninger og global grøn omstilling. København har et mål om at blive verdens første CO2 neutrale hovedstad i 2025. Danmark har desuden en ambition om at nedbringe det samlede CO2 udslip med 70 procent inden 2030. I begge tilfælde spiller byggebranchen en væsentlig rolle, da den står for 40 procent af al CO2 udslip. Men er det overhovedet realistisk at nå de ønskede mål i tide og hvad skal der til for at gøre det? Hvad kan vi lære af hinanden og de andre C40-byers erfaringer? Og hvordan kan politikere og byggeriet hjælpe hinanden med at løfte opgaven og realisere målsætningerne?
COBE Sessions er 1 times åben og uformel debat på COBE’s tegnestue med plads til 250 besøgende. COBE Sessions no. 4 finder sted 5. december kl. 16.00 – 17.00 i COBEs eventrum på tegnestuen, Orientkaj 4, st. 2150 Nordhavn. Der er FRI ENTRÈ og tilmelding behøves ikke. Men kom i god tid, da det er først til mølle ift. siddepladser. Følg eventet på COBEs Facebookside.