Den nordhavnske arkitektvirksomhed Cobe har netop åbnet udstillingen ‘Our Urban Living Room’ i det verdenskendte arkitekturgalleri Aedes Architecture Forum i Berlin.
Udstillingen åbnede fredag 17. januar ved en event med taler af bl.a. Cobes grundlægger, Dan Stubbergaard, den danske ambassadør i Tyskland, Friis Arne Petersen og Aedes grundlægger, Kristin Feireiss.
‘Our Urban Living Room’ tager sit udgangspunkt i bogen af samme navn og har fokus på arkitektvirksomheden Cobe, der siden grundlæggelsen i 2006 har fået et stort gennembrud både herhjemme og internationalt. Med udstillingen opfordrer Cobe til at opleve byen fra et andet perspektiv; som en udvidet dagligstue, hvor grænsen mellem det private og offentlige rum udviskes. Udstillingen viser udvalgte Cobe-projekter, der tilsammen fortæller en historie om Københavns arkitektoniske udvikling, og om hvordan den udvikling og forandring har påvirket folks levevilkår.
Gæsterne inviteres til at træde ind i Cobe’s kæmpestore træreol, der indeholder modeller, billeder, tekster, tegninger og meget andet, og som de besøgende kan kravle ind i, mærke på og lytte til. Bogen ’Our Urban Living Room’ står i reolen rundt omkring i udstillingen, og udstilling og bog går på den måde hånd i hånd.
Bogen ‘Our Urban Living Room’ udkom i 2016 i forbindelse med Cobes store udstilling af samme navn på Dansk Arkitektur Center, der kunne opleves fra oktober 2016 til januar 2017. I den korte periode fik udstillingen mere end 22.000 besøgende og høstede flotte anmeldelser både af nationale såvel som internationale medier. I 2018 blev udstillingen vist på Laituri i Helsinki.
Udstillingen vises fra den 18. januar 2020 – 29. april 2020 hos Aedes Architecture Forum, Christinestr. 18-19, 10119 Berlin. Udstillingen har gratis entré.
Fotos: Rasmus Hjortshøj – COAST.
Få adgang til Nordhavn Avis - Første måned på gratis prøve