Selvbetjening for abonnenter

Gå til Selvbetjening I selvbetjeningen kan du administrere dit abonnement, for eksempel ændre perioder, tilmelde nyt betalingskort eller opsige.

Coronatanker I

Jeg sidder her og kan ikke andet. Børnebørnene er langt væk, selv om de bor lige om hjørnet. Min datter er nøjagtigt lige så langt væk, og hun bliver ved med at være det en tid endnu.

poul

Lige under mig er restauranterne nærmest gået i stå. I et forsøg på at redde stumperne er de begyndt at sælge ud af huset. Jeg er begyndt at hjælpe dem. Jeg køber hos dem. Det er jo det, det handler om, at hjælpe. At hjælpe hinanden. At holde hånden under hinanden, vel at mærke, hvis den er sprittet godt af.

Det er mærkeligt at sidde her i frivillig isolation på 3. sal og se ud på forældre lege med deres børn nede på pladsen på glidestenene og vide, at det er lukket land for morfar/bedstefar, som ellers så gerne ville….

Havnebadet med alle vinterbaderne er lukket. Alt er slut. Alle de gode ting, som nu skulle ske her i foråret, som er kommet tidligt i år, sker ikke. Jeg skulle faktisk have været klippet, men nu må det jo vokse, som det bedst kan. Frisør er yt. Stakkels frisør. Gad vidst hvordan han overlever?

De spiller i radioen lige nu “ no milk to day”. Det er nok et tilfælde, men det virker meget relevant.

Man har lovet, at der ikke bliver mangel på fødevarer, så jeg behøver vel ikke at finde mit gamle fiskegrej frem for at sørge for aftensmaden, selv om man har gjort det svært at skaffe sig etpar flade eller en torsk.Det burde være så let at gå på kajen, men også det er stort set forbudt.

Selv vejret er gået i stå. Det har nok også fået coronavirus for det er gråt, gråt, gråt. Sverige kan ikke ses i dag, men det har vel også fået coronavirus.

Gad vidst, hvad de laver i banken? De er vel alle sammen gået hjem med virus, og der er vel heller ingen, der har brug for penge, som man i øvrigt ikke må betale med, kun kort og ikke røre, ikke røre. Hvad skulle man dog gøre, hvis man stod og fægtede med en sølle 100 kr. seddel og ville betale for fornødenheder? Ingen ville jo røre ved den. Man kunne selvfølgelig dyppe den i sprit, og dermed redde sin betalingsevne, men sådan en slasket 100 kr seddel er nu vel heller ikke så velset. Så er det bedre med et velafsprittet plastikkort. Hvad gør gamle fru Jensen som ikke ejer et sådant? 

Hun må vel sulte og tørste indtil hun må lade sig indlægge og håbe på, at hun får coronavirus. Så er der hjælp på vej. Så bliver hun afsprittet og sørget for i begge ender. Sådan ville jeg også her i frivillig isolation gerne have det, men jeg lever med min ægteviede hustrus kærlige pleje.

Pludselig hører jeg spæde stemmer, der synger vores hjemlands vemodige sange. 

Vi er nået til Alsang anno 2020. Afmagten får folk til at ty til de gamle forfatteres inderste følelser. Hvor rart. Bare det ikke medfører at de smittes via sangene. Man ved jo snart intet mere. 

Jeg er på FaceTime med mine børn og børnebørn, men frygter hele tiden, at Mette Frederiksen træder frem på skærmen og meddeler, at også den kommunikationsform nu er slut for også det smitter nå, så galt går det nok ikke. 

Og dog. Nu er det lige blevet meddelt, at hackere misbruger vores kontakt med hinanden til at snige sig ind via, ja coronavirussen.

Verden er af lave, men hvis vi synger fra altanerne og hjælper hinanden går det nok, især med godt med håndsprit.

Close

Translate »