Det er svært det her. Jeg har været gennem Coronamøllen på hospitalet ikke én – men hele to gange.
I forbindelse med en indlæggelse for noget helt andet turde man ikke umiddelbart tage mig ind på hospitalet, hvorfor jeg p.g.a. manglende Coronasymptomer blev lagt i isolation i enestue, og der blev taget sekretprøver.
Man skal så være isoleret indtil resultatet af sekretprøverne foreligger og er negative.
De har åbenbart meget travlt, de som undersøger prøverne, for det varede meget længe, så længe at en behjertet læge, som havde observeret, at jeg ikke havde hostet eller givet et eneste nys fra mig, ligesom jeg ikke havde feber, hev mig ud af isolationen så jeg kunne få den behandling, jeg faktisk var kommet for at få, og som resulterede i at jeg senere kunne udskrives til frivillig isolation i mit hjem!
Et fald resulterede i en ny indlæggelse på Bispebjerg Hospital. Så måtte jeg hele isolationsturen igennem igen.
Denne gang blev jeg anbragt igen alene i noget, der mindede om et kølerum til opbevaring af lig og på en metalbåre, der mindede om det samme. Den var hård som sten, og så smal at der var umuligt at vende sig, hvilket selvfølgelig de færreste lig har behov for, men for mig ,der stadig bestod af en del kød og blod, var 5 timer i den position alligevel for meget, især fordi jeg ikke så eller hørte fra et eneste menneske på trods af mine konstante ryk i hjælpestrengen, der må have været glødende helt uden virkning.
Til sidst fandt jeg på at skrige om hjælp, hvilket heller ikke havde synderlig effekt, eller måske var det det, der fik mig flyttet til en stue og en seng med en mere behagelig layout i behørig isolation selvfølgelig.
Dette betød, at jeg skulle ligge med mundbind, og at personalet skulle iføre sig rumdragt, hver gang de skulle ind til mig. 6 – 8 timer sagde de, ville det tage før jeg fik svar på prøver taget af svælg og næsehuler. Igen må de have haft vældigt travlt, for det blev 28 timer, inden jeg blev frikendt og flyttet til en 4-sengsstue.
Jeg ved ikke, hvad der herefter gik helt galt, men min nabo, som kom ind senere end jeg, hostede og hostede indtil han kastede op. Det foregik hele natten, hvorefter han om morgenen blev lagt i isolation, og vi andre fik besked om, at vi ikke måtte forlade stuen, da de ikke vidste, om han havde haft Coronainfektion.
Det fik selvsagt mig helt op i det røde felt, for nu skulle jeg altså igen afvente udskrivning, da jeg i øvrigt var færdigbehandlet.
Jeg bad om at tale med overlægen på afdelingen, som jeg lod forstå i stærke vendinger, at jeg ikke havde tænkt mig at blive liggende på hans hospital og blive smittet med noget som helst fra nyresten, brudne lemmer og da slet ikke Coronavirus, hvorfor jeg havde i sinde at gå min vej.
Hvilket han pludselig havde forståelse for, da jeg jo ikke havde haft nærkontakt med hostet i nabosengen!
Jeg blev altså udskrevet og er nu så god som ny – næsten -tilbage i Nordhavn.
Jeg er dog nogle ubehagelige oplevelser rigere, men det bliver man vel – om ikke andet – klogere af.
Hvilket jeg hermed håber at blive.
