Jeg er i frivillig isolation. Jeg har da heldigvis besøg af mit barnebarn, som er her for at lave sine lektier. Jeg er kommet fra hospitalet uden men. Jeg har lært et og andet om mig selv og sundhedsvæsenet de sidste dage. De stakkels sygeplejersker og andet personale er jo også bange for at skulle smittes.
Ellers synes jeg folk er helt fine til at holde afstand og lade være med at mødes flere end tilladt. Det gælder dog ikke her på Göteborg Plads, som synes at være magnet for unge mennesker af anden etnisk herkomst, som i store biler søger mod pladsen og spiller meget høj musik fra åbenbart potente musikanlæg. Det er der ikke noget nyt i. Det gjorde de også før, og da forsvandt de også så snart politiets sorte civile bil kom forbi.
Ellers bliver her badet. Brrrh hvor det ikke er min kop te. Jeg vil hellere først i vandet, når det er over 25 grader, så det har nok lange udsigter. Når engang jeg har trænet nok til det, vil jeg fiske. Opleve lysten ved at fange min mad selv. Spise en friskfanget rødspætte. Indtil da må jeg nøjes med at nyde udsigten her til Pladsen og alle de mennesker, der kan tillade sig at mødes under Coronasømmelige former selvfølgelig.
Jeg kan undres over de store mængder kaffe, der indtages, hver dag. Det er selvfølgelig godt for kaffesælgerne, der er vel heller ikke har andet at leve af i øjeblikket, men det er fantastisk at se stort set hver eneste på Pladsen med et kaffekrus i hånden og en kø foran kaffebutikken.
Ellers er det jo åbningen af vort samfund, som nu om dage af en eller anden grund er kommet til at hedde åbne op. Hvorfor man absolut skal have dette ekstra “op” med, er mig uforståeligt, men det er vel noget med, at så giver det udtrykket større vægt, hvis det behøves. Det vigtigste er vel, især for de, der omfattes af “opåbningen”, at det lykkes, så de igen kan få deres levevej tilbage.
Min kone og jeg har gjort, hvad vi kan for at hjælpe de stakkels restauratører ved at købe mad ud af huset, hvilket resulterede i en fantastisk gang stegt flæsk og persillesovs fra Buvette til min fødselsdag, som jeg i øvrigt fejrer sammen med Hendes Majestæt, selv om jeg aldersmæssigt holder mig på afstand f hende. Jeg er ellers heldig med fejringen. Hvert år er der flag ad libitum, så lidt royal har man vel lov at føle sig.
Solen skinner. Temperaturen stiger, og der er vel kun tilbage at føle foråret brede sig i de gamle vinterstive knogler, og spise nogle af de første jordbær, selv om de kommer fra lande med varmere temperaturer. Imens vil jeg sidde og drømme om nye hvide asparges , som imidlertid ikke i Tyskland, hvor de nærmest er religion, kan blive plukket pga indrejseforbuddet. Ja, verden er af lave – Coronalave!
