Jeg er stadig på Bornholm. Man mærker tydeligt, at her er man meget mindre ramt af sygdommen end f. eks. på Göteborg Plads. Her er der selvfølgelig også “ meget mere luft imellem parrene “.
Det er helt forfærdeligt at se, hvordan øsamfundet lider. Alt er lukket ned.
Alle de utallige svenske, tyske og danske turister, der har symboliseret det normalt store rykind stort set hele sæsonen,men da især i forårs og især sommermånederne er væk. De er afløst af skilte i vinduer og døre på konditorier, røgerier, antikvitetsforretninger osv, som meddeler, at “ vi åbner igen efter den 6. maj “. Og så er det man spørger sig selv, hvornår efter den 6. maj. Der er godt nok vendt op og ned på vores dagligdag. Man tør jo dårligt gå ind i Dagligbrugsen, hvis der er andre i butikken, og gør man det, er det først efter et spritbrusebad, så man er sikker på, at ikke en eneste Coronavirus sidder fast på ens skrøbelige legeme.
På mandag kører vi tilbage til Göteborg Plads. Det glæder jeg mig til, selv om det kommer til at foregå i bilen på dækket hele vejen. Herefter skal vi gennem korridoren fra Ystad, hvortil vi er kommet fra Rønne, og så hjem til Nordhavn. Ja, det er sandelig blevet andre tider.
Jeg ved ikke, om der er kommet forsamlingsforbud på Göteborg Plads og Sandkaj, som der er det på Islands Brygge, hvor der er striber der angiver, at der kunne må være 10 personer, hvordan de så har tænkt sig at opretholde det, men mon ikke. At dømme efter den måde folk omgikkes inden vi tog afsted, kan jeg ikke forestille mig, at der ikke er indført restriktioner i samværet, som jo var decideret livsfarligt på hele kajen.
Nu skal/kan alle jo blive testet på hospitaler og i telte, men hvad hjælper det, når man ikke har sørget for de nødvendige analyseresultater, som det tager mange dage at nå frem til. Hvorfor koordinerer, man da ikke den slags tiltag med hinanden, således at de stakkels prøvede mennesker skal gå i lang tid og være bange, samt i øvrigt være en potentiel smittekilde for alle andre i deres nærhed.
Jeg synes, som jeg selv har været udsat for det, at koordinationen mangler, men det er vel et udtryk for en panik, der nødvendigvis må følge sporet af en sådan pandemi, der rammer så pludseligt og hårdt.
Jeg tror ikke, at vi har set de værste følger af pandemien. Et er de store sundhedsmæssige følger. Nu begynder de økonomiske. Der er grænser for, hvor længe små erhvervsdrivende kan holde. Mange af dem er en ejers virksomheder, som lever fra dag til dag af den indtjening, som nu er helt væk. Vi må gøre alt, hvad vi kan, for at hjælpe de af dem, der stadig holder åbne med mad ud af huset, så kan det være, at de også er der til vores fornøjelse, når engang denne forbandelse hører op, og vi igen kan leve normalt, og ikke mindst ses med vores kære på almindelige betingelser og uden rumdragter.
