Jeg er ved at få Coronakuller. Jeg har ikke set et menneske i nu flere måneder, bortset fra min vidunderlige kone, som må være ved at gå ud af sit gode skind for at holde mig ud.
Jeg forstår godt, de mennesker, der gerne vil mødes på andre vilkår, men det går jo ikke, og der kommer straks forøget smitte. Kan den satans smitterisiko da ikke gå væk, så vi igen kan mødes på almindelige vilkår. Mine børnebørn er vist begyndt i gymnasiet og begyndt at tage kørekort, siden jeg sidst så dem, og da var de endda kun begyndt i institution og skole. Det føles i hvert fald så længe siden.
Mine gode venner er flyttet i deres sommerresidens og dem ser jeg jo nok ikke mere til før bladene igen falder og dagene bliver kortere. Mine allerbedste venner gennem mere end tres år er fra Düsseldorf, og det er lukket land, selv om vi plejer at besøge hinanden flere gange om året. Jeg er ved at tro, at det er forbi med besøg hos dem og os. Jeg kan ikke holde den tanke ud. Jeg vil igen gå op ad trappen til deres lejlighed, hvor der er en helt speciel duft, der byder mig velkommen.
Det mangler jeg meget.
Jeg vil igen se den smule familie, jeg har tilbage i Stockholm, men heller ikke det er tilladt.
Skal jeg bare tage og besøge dem og lade fem og syv være lige, eller skal jeg være en lovlydig nedbrændt person?
Nå, min kone har købt en god rosevin, så jeg kan da altid fordybe mig i den og glemme alt om Coronavirus og alle de fortrædeligheder den har medført for mig.
Jeg skal gennem Sverige for at komme hjem her fra Bornholm. Sverige har nogle meget løsere regler end vi. Alligevel er deres smittetryk ikke større end vores. Jeg tror, jeg stikker af til Sverige, hvilket jeg ville have forsvoret, men også det har Coronavirussen lavet om på.
Jeg trænger også til at bevæge mig, og komme lidt tilbage i form efter min sygdom og nu Coronaen. Alle mine forbindelser der kunne give mig de rigtige bevægelser er lukket ned, og der er fjorten dages karenstid inden de tør lukke mig ind til noget så simpelt, som nogle almindelige bevægelsesøvelser. Er det ikke sindssygt, og er der andre, der har det, som jeg? Kan vi så ikke lave en forening, som jo kun kan være på 9 medlemmer. På den anden side, hvis vi laver 100 foreninger mod Corona, så er der jo pludselig 900 medlemmer mod den forbandede virus. Jeg ved ikke, om det hjælper, men så har vi da i hvert fald gjort et eller andet, og det skal det i hvert fald gøres, ellers bliver vi alle skøre eller skørere!
