Zhang Song kom til Danmark i 2002 for at arbejde med IT. I dag driver han tre ramensteder – og sidste vinter åbnede han i Nordhavn.
Da Zhang Song rejste fra Kina til Danmark i 2002 med en uddannelse inden for computer science, havde han ikke regnet med, at han en dag skulle skabe en karriere ud af de nudelsupper, han var vokset op med. Men da den danske vinter satte ind, gled tankerne hurtigt tilbage til den dampende, stærke og aromatiske suppe, som kendetegner ramen.
I dag er Zhang Song 44 år og driver tre restauranter under navnet Ramen Hokkaido, som slog dørene op i Nordhavn sidste vinter. Han kom til Danmark som ung mand og fortæller, at han lærte sin kinesiske kone at kende på flyet hertil. De kendte hinanden lidt i forvejen, men den romantiske kemi voksede først frem på turen til Danmark og har siden udviklet sig til et ægteskab.

Inspiration fra hele Asien
Selvom ramen i udgangspunktet er et japansk koncept, fortæller Zhang Song, at der ligger et stort overlap med de nudelsupper, han kender hjemmefra.
”Jeg har spist nudelsupper, der minder om ramen, hele min barndom. Der er forskellige traditioner i de asiatiske lande, men der er også mange overlap, og jeg har lært meget af at rejse rundt og smage lokale varianter. Da jeg oplevede den danske vinter, var de her supper det første, jeg begyndte at savne,” fortæller han.
Derfor begyndte han at interessere sig mere målrettet for ramen – ikke kun for én bestemt ret, men for hele traditionen bag. Gennem årene har han rejst til flere lande for at sammenligne regionale varianter og tage inspiration med tilbage til Danmark.
Kærligheden faldt især på ramen fra Hokkaido – Japans nordligste ø, hvor vinterkulden også kan bide. Her findes sneklædte bjerge og temperaturer, der minder om de danske. Derfor er det især suppetraditionerne fra Hokkaido, som Zhang Song har ladet sit menukort præge af, fordi man her finder smage og krydderier, der tager brodden af mørket og kulden.
Selvom Zhang Song oprindeligt uddannede sig inden for IT, endte han med at kaste sin kærlighed over restaurantfaget. Han åbnede først en sushirestaurant, men i 2023 udviklede han sit Hokkaido ramen-koncept og åbnede sin første restaurant i Valby. Sidste vinter åbnede han en filial i Nordhavn samt et sted i Indre By.
Gæsterne former menukortet
I dag arbejder han løbende med at udvikle menukortet og inddrage gæsterne i processen. Feedbacken bliver brugt aktivt, fortæller han.
”Vi spørger løbende gæsterne, om de har lyst til at smage på nye varianter. Feedback er rigtig vigtig for os, da mennesker har forskellige præferencer. Det er ikke alting, som køkkenet kan lide, der bliver en favorit hos gæsterne, så derfor justerer vi menukortet løbende. Det er også vigtigt, at man kan prøve noget nyt, hvis man besøger os flere gange i løbet af året,” siger Zhang Song.
Ejerens egen favorit på kortet er Signatur Ebi Ramen, der står som nummer 2. Den består blandt andet af rejer, forårsløg, soya-bambus, ørredrogn og et sojamarineret æg.
Når det kommer til restauranten i Nordhavn, fortæller han, at det er lettest at trække kunder til om sommeren, hvor bydelen er fyldt med liv. Til gengæld er han taknemmelig for stamkunderne, der holder restauranten i gang i vintermånederne – hvor en stærk og varm ramen desuden er en oplagt spise, når sne og slud gør det koldt at bo ved vandet.







