Af Sognepræst Christian Bro, Hans Egedes og Tiny Church Tolvkanten
Endnu en sommer er gået. Meget af min blev brugt i min barndoms have på Fyn, hvor jeg beskar, plantede og udvidede i haven. En have, jeg af gode grunde aldrig selv har valgt, for det var nu engang den have, der hørte til mit fødehjem.
Alligevel har den haft stor betydning for mig; den blev startskuddet for min store interesse for haver. Tænk, ved et tilfælde blev den glæde givet mig men altså aldrig noget, jeg selv havde valgt.
Valg eller det, at man ikke kan vælge, er noget, jeg har funderet en del over i den seneste tid. I Hans Egedes Kirke har der været en masse vidunderlige barnedåb i løbet af sommeren.
Det er en af de største glæder i mit embede at møde jer og tale med jer om, hvad dåben betyder teologisk og for jer. Jeg er netop kommet hjem fra Provstikonvent i en uge på Askov Højskole, hvor temaet var dåben. Og det slog mig, at i mange af mine møder med jer har spørgsmålet om valget fyldt meget skal, skal ikke.
Mange har oplevelsen af at skulle træffe store valg, når de får børn. Men her er dåben enestående, fordi det er et af de få steder, hvor man ikke behøver at træffe et valg. Dåben er en gave. En gave i ordets dybeste forstand. Derfor er dåben så frisættende, for alle valg, vi træffer, der har vi kun os selv at takke, hvis noget går galt, men i dåben fjernes ansvaret fra vores skuldre. Dåben er en vidunderlig måde at markere, at et lille nyt menneske er kommet til verden.
I dåben gives vi Guds tilsagn om, at han vil være med os alle dage, dvs. elsket og beskyttet livet igennem, uanset hvad der sker eller hvad vi gør. Vi skal ikke gøre os fortjent til dåben, og vi kan aldrig miste den gave igen. Dåben er en indgang til et fællesskab, hvor man kan være præcis den, man er, og elsket ubetinget for at være den man er. Vi er allerede valgt og skabt og kommet til verden i et land af nogle forældre i en bestemt tid, en masse forudsætninger, som vi heller ikke har valgt.
Mange søger mening i livet og svar på komplekse spørgsmål, og der kan det være en tryghed at vide, at man altid kan komme til kirken, når livet bliver svært, og man føler sig ene i sorgen.
Kirken har rum og et sprog for meningsløshed, som man ikke finder andre steder i vores samfund. Hver eneste søndag gives der bud fra Bibelen på, hvad meningen med vores eksistens er her på jorden.
Så når man ønsker sine børn en frodig have, må man vise dem, hvad man står for og tror på, altså vise dem en vej og ikke overlade dem en gold mark. Jeg taler med rigtig mange nybagte forældre. Sommetider oplever jeg, at de siger, at de først havde tænkt, at de ikke ville pådutte deres barn en tro ved at døbe det. Men hvad de fleste så selv senere kommer i tanke om, er, tænk, hvis man som forældre gjorde det i alle sammenhænge. Hele opgaven som forældre ligger jo netop i at råde og vejlede og give det bedste, man har, til sine børn, for at skabe det bedste udgangspunkt til at komme så sikkert og stærkt ud i livet som muligt med bedste ballast og ståsted.
I de vigtigste ting har vi intet valg: hvem vi får som forældre, hvem vi møder som venner, hvem vi forelsker os i, hvilke børn vi får, og vores helbred. Og godt for det, at vi ikke selv kan vælge.
Skræmmende tanke at skulle vælge sine forældre og børn og veje for og imod. Jeg tror, det ville give os et livslangt kritisk syn på dem og en nagende tanke om, hvorvidt vi havde valgt rigtigt. Derfor tror jeg på, at de ting, vi bliver givet, som dåben vi får i gave, elsker vi af naturlige grunde ofte højere end det, vi selv har skullet vælge til eller fra.
Det er af stor betydning at få en tro på, at der er noget, der er større end en selv. Så man som barn og ung ikke overlades til sig selv og må famle i blinde i den del af tilværelsen, der handler om trosliv. Vi ser igen og igen, at de uendelig mange muligheder og valg, der ligger for de unges fødder, går ud over deres trivsel. Jeg tror på, at budet om næstekærlighed, som vi i dåben får til opgave at leve efter, så godt vi formår, både kan være begyndelsen på og rettesnoren til et kærlighedsfuldt liv.
Jeg tror, vi skal forsøge at generindre værdien af en kultur og tradition, i det fælles udgangspunkt, som dåben er, både dannende og helt almen, men samtidig ganske unik.
Vi skal have støvet vores kultur, historie og kristendom af, for det er vores arv og grundlaget for vores samfund. Det skal vi gøre ved siden af vores militære oprustning, for et land kan ikke kun forsvare sig ved militær styrke. Vi skal kende os selv og vores rødder, for at vide, hvad det egentlig er, vi så gerne vil forsvare. Hvad er det for grundlæggende værdier, vores land er rundet af? Hvis ikke vi kender og står ved dem, er vi et let bytte.
Jeg oplever glædeligt en stadig stigende interesse for kirken, kristendommen og ikke mindst dåben. Den øgede interesse ser vi også i Folketinget, hvor Ida Auken (demokratiordfører med fokus på åndelig oprustning) netop har foreslået, at Folketinget skal have en præst. Hun skriver, at en præst kan noget andet end en psykolog.
Norges Stortingspræst fortæller, at den følelse han oftest møder hos politikerne, er sorgen over ikke at leve op til egne og andres forventninger. Her peger hun på, at en præst kan tale om tilgivelse, om godt og ondt, og minde os om, at vi alle begår fejl.
Dertil er det en del af den åndelige oprustning, at vi har brug for at diskutere, hvad meningen med det hele er. Hvorfor er vi her? Hvordan holder vi håbet oppe i en tid med store kriser? Hvad skylder vi hinanden? Jeg hilser i den grad dette forslag velkommen og tænker, at det som så ofte er med de bedste idéer: de virker så oplagte, at man næsten ikke forstår, hvorfor de ikke allerede fandtes.
