Af Præst Christian Bro, Hans Egedes og Nordhavns Kirke
Om aftenen den 4. maj 1945 lød budskabet om Danmarks befrielse i radioen (BBC). De fem forbandede år var forbi. Danmark havde været besat af den tyske besættelsesmagt, og et utal af unge mennesker havde i løbet af krigen sat deres liv på spil, og mange havde betalt den højeste pris. Krigen var formelt slut, men tabene levede videre, og gør det stadig, her 80 år efter. Denne maj kan vi fejre 80 året for befrielsen. Fortællingerne om mod, kampvillighed og savn findes ikke kun i danske hjem, men i utallige europæiske familier.
I en tid med krig i Europa og voksende global usikkerhed er spørgsmålet mere aktuelt end længe: Er unge i dag villige til at kæmpe for deres fædreland?
I februar 2025 offentliggjorde YouGov og Public First en undersøgelse for The Times, der satte fokus på generation Z’s (18-27 år) holdning til at forsvare Storbritannien , i tilfælde af krig. Tallene taler deres tydelige sprog: Kun 11 % af de adspurgte ville være villige til at kæmpe for deres land. Hele 41 % svarede, at de under ingen omstændigheder ville gribe til våben.
Samtidig føler kun 41 % sig stolte over at være britiske – et markant fald fra 80 % i 2004. Og hvor næsten 60 % dengang mente, at landet var forenet, er det tal i dag nede på beskedne 15 %. Undersøgelsen peger på en grundlæggende ændring i unges opfattelse af national identitet og ansvar. Brexit og regeringens håndtering af COVID-19-pandemien har tæret på de unges tillid til staten og de nationale institutioner. Det kan være en del af forklaringen af, hvorfor færre i dag føler en forpligtelse til at kæmpe for deres land.
I skarp kontrast til de britiske tal viser en fransk undersøgelse fra april sidste år, udført af sociologen Anne Muxel for det franske forsvarsministerium, en helt anden vilje til kamp. Blandt 2.301 adspurgte unge mellem 18 og 25 år erklærede 57 % sig parate til at træde ind i militæret i tilfælde af krig. 42 % var “klar” eller “måske klar” til at dø for Frankrig. Undersøgelsen viste også, at unge med højreorienterede holdninger var langt mere villige til at kæmpe (53 %) end deres venstreorienterede jævnaldrende (35 %). Det er tankevækkende tal i en tid, hvor krig og uro igen rykker tættere på os, end vi har været vant til i årtier.
Jeg er selv vokset op med et hav af fortællinger fra krigens tid, historier om, hvordan livet også i min familie blev påvirket. Min oldefars bror, Vagn Bro, var som medlem af folketinget til stede den dramatiske morgen i folketingets fællessal, da beskeden om den tyske besættelse af Danmark første gang blev overbragt den 9. april 1940. Vagn Bro var desuden politimester i Køge, og det lykkedes ham at få skjult politifolk, inden tyskerne den 19. september 1944 om morgenen indledte deres aktion og stormede politistationer over hele landet. Omkring 1.960 danske politifolk blev deporteret til Tyskland. De fleste endte i koncentrationslejre, primært Buchenwald og Neuengamme.
Min farfar var på ferie hos sin onkel Vagn i de dage, og han husker, hvordan de kørte ud med politifolk for at skjule dem hos velvillige dansksindet godsejere.
Vagn Bro kom også hos familien Lassen på Bækkeskov. En af sønnerne i huset var Anders Lassen: Elitesoldat og legende i britisk tjeneste. Uddannet i sabotageorganisationen Special Operations Executive (SOE). Og fra 1943 gjorde Lassen tjeneste i Special Boat Service (SBS). Han udførte dristige missioner i bl.a. Grækenland, Jugoslavien og Italien. Lassen blev kendt for sit mod og sin evne til at handle lynhurtigt i livsfarlige situationer. Han modtog tre Military Cross, og som den eneste dansker, det prestigefyldte Victoria Cross, posthumt, efter han i 1945 faldt under et natangreb i Italien. Senere har jeg haft fornøjelsen af at lære hans søster at kende, hvilket både er en stor glæde, men også interessant, ikke mindst når vi har talt om livet under krigen.
En af de andre historier, min far har fortalt mig, om var da samarbejdspolitikken med den tyske besættelsesmagt endeligt brød sammen den 29. august 1943, da den danske regering nægtede at indføre bl.a. andet dødsstraf for sabotage. Efter regeringens tilbagetræden blev Danmark nu i praksis styret af ministeriernes departementschefer, det såkaldte departementschefstyre. Det betød, at ministrene blev erstattet af deres øverste embedsmænd, som forsøgte at holde statsapparatet i gang og bevare så meget dansk selvstyre som muligt. Min slægtning, Jacob Høirup, var i denne periode departementschef i Arbejdsministeriet. Han førte således de vanskelige forhandlinger om arbejdskraft med den tyske besættelsesmagt. Som departementschef deltog han i forhandlinger på den danske regerings vegne i Shellhuset, Gestapos hovedkvarter i Danmark, da bygningen blev bombet af britiske fly den 21. marts 1945. Han overlevede angrebet. Målet med angrebet var at ødelægge Gestapos arkiver og dermed svække deres forfølgelse af den danske modstandsbevægelse.
Efter at tyskerne havde fjernet det danske politi, tog departementschefstyret initiativ til at oprette en midlertidig ordensstyrke. Her blev min oldefar udpeget til at være en del af den. Han kunne både engelsk og tysk – ikke uvæsentligt i denne sammenhæng. Men det var ikke det eneste, der foregik hjemme på min fødegård. En af vores nærmeste marker var blevet beslaglagt af tyskerne, som havde oprettet en luftmeldepost dér. Det betød, at tyskerne var omtrent 200 meter væk fra gården, så ingen ville mistænke mine oldeforældre for noget.
Men de havde Christian Bros’ hustru boende, én af mange med det navn i min familie. Han var en overgang byleder af modstandsbevægelsen i Odense, hvor han koordinerede aktiviteter som våbenmodtagelser, sabotage og efterretningsarbejde, og var selvsagt eftersøgt. Han kom også på gården, men det kunne naturligvis kun være korte ophold.
Budskabet om Danmarks befrielse lød i radioen den 4. maj for 80 år siden således:
“Montgomery har oplyst, at de tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland og Danmark har overgivet sig.” Feltmarskal Bernard Montgomery, den britiske øverstkommanderende i Nordvesteuropa, besøgte Danmark, hvor han skulle modtage elefantordenen, ved det besøg havde min farfar den ære at tale med Montgomery to gange. Det var en oplevelse, han aldrig glemte. Han var formentlig en af de sidste levende danskere, der havde talt med Montgomery.
En af de mest charmerende traditioner, jeg kender, er at tænde stearinlys i vinduerne den 4. maj om aftenen. Det gør vi for at mindes befrielsen – nu var det slut med mørklægningsgardinerne i hjemmene. I kirken markerer vi det samme ved gudstjenesten den 4. maj, hvor alle får et lys med hjem, i håb om, at det vil blive tændt om aftenen som et symbol på frihed. Lys er centralt, men det samme gælder sangen. Vi husker det fra COVID-pandemien, hvor vi blev bevidste om sangens kraft og hvordan det fældes åndedræt kan binde os sammen på tværs af skel. Det samme skete under 2. verdenskrig, hvor i hundredtusindvis deltog i alsang. Ja, sangen gør noget særligt ved os. Derfor vil jeg også opfordre alle til at komme og deltage i åbningen af Tiny Church på Vesterhavsvej 2, nær Fiskerihavnen på ydre Nordhavn, den 15. juni 2025. Hvor jeg kan garantere, at der, ud over forskellige aktiviteter og åbningsceremoni, også vil være masser af sang.
Historien gentager sig ikke, men dens ekko kan vende tilbage. For hvad er det, vi har at kæmpe for?
En hel masse, ja så ubeskriveligt meget, håber jeg da, at langt, langt de fleste af os her i Danmark ville sige, selv om synet af, hvad der er værd at kæmpe for, tilsyneladende kan se anderledes ud i, i hvert fald, et af vores nabolande. Jeg tror, at noget af det vigtigste, vi hver især kan gøre for at sikre, at vi har noget at kæmpe for, er at bygge fællesskaber op, og så kan både små og store indsatser gøre store forskelle.
MERE OM DETTE EMNE:
