At skabe noget med hænderne, imens man er sammen. Det er den simple opskrift på et roligere og gladere liv hos NordCraft, den nye forening for håndværk og håndarbejde i Nordhavn.
Anette Friis Jakobsen og Ida Stephens har stiftet foreningen. De stod også bag en “Strik & Drik” klub på Centralen sidste år, men der gik for meget strik og for lidt vin i den, så de blev bedt om at finde et andet sted. De to kvinder begyndte at tale om at lave en forening for ‘crafting’ – som hobbyen også kaldes – inspireret af tankerne hos den kendte craft-psykolog Anne- Mette Kirketerp.
“Craft er ikke kun tidsfordriv og hygge. Håndarbejde og håndværk har en gavnlig virkning på vores sundhed og trivsel. Det bruges efterhånden mange steder i terapiforløb. Kreative aktiviteter, håndarbejde og håndværk kan hjælpe os til at få ro på tankerne, fordybe os i læring, holde os stressfri og skabe det, vi drømmer om,” forklarer Ida Stephens.

I februar så Foreningen NordCraft dagens lys, og nu mødes medlemmerne hver uge, enten i Nordhus eller i Kronløbsøens beboerhus. Der er omkring 25 støttemedlemmer i foreningen. Det er ikke et krav at være medlem for at deltage i aktiviteterne, foreningen er åben for alle. På bordet ligger der garn, stofrester, sakse, lim og strikkepinde. Imens snakken går livligt laves der scrapyarn, strik, tekstilbilleder, broderi og hækling.
Medlemmerne følger enten et læringsforløb, hvor en af deltagerne lærer de andre at lave for eksempel stofbilleder. Eller de har deres egne projekter med, hvor de strikker eller laver nye garnnøgler ud af restegarn.
“Der er så meget denne her forening kan. Udover de gode psykologiske effekter, styrker vi det lokale fællesskab, vi understøtter genbrug og genanvendelse, og vi bringer en håndarbejdstradition videre til nye generationer,” siger Anette Friis Jakobsen.
Nordcraft er igang med at søge om tilskud fra Østerbropuljen til at lave en række workshops med undervisere udefra.

På den lange bane arbejder Anette og Ida på at Nordcraft får sit eget sted i Nordhavn, så materialer og værktøjer ikke skal medbringes i store plastikkasser hver gang.
“Nordhus vil meget gerne hjælpe os, men de har ikke plads til at huse og betjene alle Nordhavns foreninger. Derfor bruger vi også beboerlokalerne som her på Kronløbsøen. Men vi mangler en form for kulturhus, sådan som vi havde i Havnekulturhuset i Århusgade 126 i “gamle” dage. Måske kommer der sådan et sted igen en dag?” siger Anette.

Den ultimative drøm i foreningen er at etablere en lille socialøkonomisk butik, hvor man både kan mødes, crafte i løbet af dagen – og folk kan komme ind og købe de ting, der produceres.
“Vi ved godt at huslejen er dyr i Nordhavn, og der er mange om buddet, men vi synes også at der skal være plads til den type af butikker i Nordhavn. Det må da kunne lade sig gøre,” siger Ida Stephens.
Fotos: Facebook Nordcraft i Nordhavn.
Nordcraft mødes hver onsdag mellem 19 og 21.30. Skiftevis i Nordhus og i beboerlokalet på Kronløbsøen, Dunkerquegade 33. Det er på ingen måde et krav at deltage hver uge. Man kan bare komme når det passer. På foreningens facebookside ” Nordcraft i Nordhavn ” annonceres det, hvornår næste møde finder sted.