Fordi vi aldrig kommer ud fra politistationen, bliver dansk gidseldrama med Jakob Cedergren som ubehøvlet telefonbetjent højspændt fra start til slut
Titel: Den Skyldige. Instruktør: Gustav Möller. Medvirkende: Jakob Cedergren, Jessica Dinnage, Omar Shargawi, Johan Olsen. Varighed: 85 minutter.
• Riiiing, riiiiiiiiing.
“Hjælp mig. Jeg ligger på gaden med et blødende knæ,” siger en ung kvinde i røret.
Jakob Cedergrens øjenlåg er på halv. På alarmcentralen sidder tre andre telefonbetjente foran deres arbejdsbord i blåstrikket uniform. Foran ham står et koldt glas vand og en computerskærm, der viser, hvem der ringer, og hvor vedkommende bor.
“Ja, det har jeg ikke tid til lige nu. Hej igen,” svarer betjenten og lægger på.
Riing. Riing.
“Hej igen. I må altså sende en ambulance til mig,” siger den unge kvinde.
“Klokken er midt om natten. Du må lade være med at køre fuld hjem. Ring dog efter en taxi,” svarer Jacob Cedergren, og kameraet afslører et stort plaster på hans ene finger.
Normalt er Asger (Jakob Cedergren) gadebetjent, men af en ukendt grund har han midlertidigt fået telefontjansen. Han brokker sig åbenlyst og snerrer af både kolleger og de danskere, som ringer ind.
Indtil han får opkaldet, der vender den trivielle hverdag på hovedet. En kvinde er taget som gidsel af sin mand i en hvid varevogn. Fra sit sæde hvisker hun i røret, som om hun taler med sin datter, så bortføreren ikke ved, at hun faktisk taler med politiet.
Herfra begynder en jagt på kidnapperen. En jagt, der først kører ud af hovedvejen, men siden tager en masse sidespor. Og det hele er imponerende minimalistisk med kameraet i øjenhøjde med telefonbetjenten.
Filmen er lavet for sølle tre millioner kroner, og alligevel blev den et massivt samtalehit på den anerkendte, amerikanske filmfestival Sundance. Lidt af et skulderklap for den 30-årige instruktørdebutant Gustav Möller.
Egentlig er ‘Den Skyldige’ klassisk fortalt om en betjent, der må tage sagen – og loven – i egen hånd udenom (telefon)systemets besværlige bureaukrati. Som vi kender det fra ‘Dirty Harry’, ‘Rambo’, ‘Die Hard’, ‘James Bond’ og mange flere.
Og selvfølgelig har hovedpersonen ar på både sjæl og krop og er lidt flosset i kanten. Den slags roller blev Jakob Cedergren Danmarksmester i, da han spillede flabet 1950er-journalist i tv-kriminalserien ‘Edderkoppen’.
Men med blot en kulisse, politistationen, leger filmen med den klassiske fortælleform, og særligt betjentens personlige udviklingshistorie, omend noget fortænkt, bliver flettet godt ind i den uforudsigelige sag, der bliver mere og mere blodig.
Intet er, som det umiddelbart ser ud til. Også politibetjenten må gøre en indrømmelse. Her skal ikke afsløres mere, for spændende er det ligesom andre plottwist-film som ‘The Game’, ‘The Usual Suspects’ og ‘Den sjette sans’.
Man er stærkt underholdt undervejs, men når brikkerne er faldet på plads, når man er blevet overrasket, må man også indrømme, at der i den slags film ofte – der er en lange række af mesterlige undtagelser som ‘Seven’, ‘Psycho’ og ‘Chinatown’ – ikke er helt så meget at komme efter som i de mere karakterdrevne eller miljøskildrende film.
‘Den Skyldige’ er en stærk oplevelse værd at gå i biografen for, mere originalt fortalt end de fleste – og tak for det. Men i sidste ende forbliver den også en genrefilm, der twister og underholder mere, end den ridser dybt i lakken.
3 klassiske 1990er-plot-twists
Go’e, gamle Alfred Hitchcock er muligvis mesteren til det, men halvfemserne var et stort årti for plot-twists. Her er tre af de seværdige – uden spoilers:
The Game
(David Fincher, 1997)
En rig, men ensom forretningsmand, spillet af Michael Douglas, får en fødselsdagsgave af sin bror. Et reality-spil, hvor han ude i virkeligheden skal løse en opgave, der ligger langt fra hans egen hverdag. Men psykologiske tests afviser, at han må deltage. Det kan han ikke forstå, og snart bliver han paranoid, tror, at hans forretninger er i fare, undersøger mændene bag spillet … Vi når ikke op på Finchers topniveau, som ‘Seven’ og ‘Zodiac’, men oplevelsen er intens til det sidste.
Den sjette sans
(M. N.Shyamalan, 1999)
Bruce Willis spiller børnepsykologen Crowe, der bliver opsøgt af en tidligere patient. Han anklager psykologen for at have svigtet, skyder Crowe og begår selvmord. Men Crowe overlever. Senere samme år får han en ny patient, en 9-årig dreng. Han ser spøgelser. Overalt. Og er bange for dem. Sammen knytter de sig til hinanden, men Crowe har også svært ved at hjælpe drengen og få lidelsen til at forsvinde .. En skræmmende gyser med et stærkt samspil mellem Bruce Willis og børneskuespilleren Haley Joel Osment.
The Usual Suspects
(Bryan Singer, 1995)
Den forholdsvis ukendte instruktør Bryan Singer skabte en debutfilm, mange sent vil glemme. Et skib eksploderer, og kun to overlever. Den ene, en krøbling spillet af Kevin Spacey, vidner til politiet om fem af politiet særdeles velkendte vaneforbrydere, han er selv en af dem, om deres boss Keyser Söze, og hvordan Söze stod bag det hele. Langsomt og komplekst oprulles de beskidte og interessante karakterer … men hvem er i grunden hvem? Det bliver komplekst og gådefuldt ..
MERE OM DETTE EMNE:
