Efter nogle dage hvor Københavns Kommune havde afspærret hele badezonen på Sandkaj kan der nu bades igen. Men alle faciliteter i aktivitetshuset er lukket.
Set i lyset af udmeldingerne fra myndighederne, har Nordhavn IF besluttet, at alle faciliteter i aktivitetshuset, også saunaen, lukkes helt ned indtil videre – porten er lukket og armbånd virker ikke.
Til gengæld kan der bades i den offentlige del af badezonen – med omtanke. Kommunen havde midlertidigt opsat spærring ved adgangen til platformen med aktivitetshuset, men den er fjernet igen. Der er opsat nye skilte med anvisninger på henholdsvis porten til aktivitetshuset og under tavlen med info om badevandskvalitet. Der kan derfor igen bades i den offentlige del af badezonen, men alle bedes respektere anvisningerne på skiltene samt følge henstillinger fra myndighederne vedrørende Coronavirus.
Det skriver Nordhavn Vinterbadeklub på sin hjemmeside.
Så sent som 6. marts var Det Flydende Aktivitetshus åbent ‘på eget ansvar’. Vinterbaderne havde lavet en vejledning for brugerne. For eksempel skulle man holde sig væk, hvis man havde været i udlandet. Efter 11. marts lukkede kommunen hele anlægget. Men nu må der altså bades igen. I den mellemliggende periode så man flere badende gå i vandet andre steder på Sandkaj og Marmormolen.