Om “Muld”, Åndsgødning og kirke-og kunstvandring.
Kirkeklumme af Louise Sihm Knudsen, præst i Hans Egedes kirke og Tiny Church, Tolvkanten i Nordhavn
Det er som himlen gradbøjes i september: blå, mere blå – septemberblå…
Et øjeblik holder byen vejret, – mens vi kan trække vejret og måske synge med på: Septembers himmel er så blå… – et skønmaleri af en sang; En eksplosion af farver og liv.
Septemberhimlen over Nordhavn kan faktisk være så blå, at den nærmest løfter hele byen. Den får lyset til at slå smut på vandet og gør skyggerne længere; Selv bygningerne får en mere gylden kant, inden mørket så igen tager over.
Men september er også måneden, hvor vi begynder at få blik for det, vi måske helst ikke vil se eller indse: Dage, der mørkner, blade, der falmer, grønt, der slipper for sorte grene; Noget, der giver efter.
I kirken har det septemberblå også en særlig plads; Når der sættes ord på tid, forgængelighed og håb; På det, der spirer, blomstrer, visner og til sidst bliver til noget andet.
Det er fortællingen om skaberværket og naturen, der på én gang både er ubarmhjertig og gavmild. Forgængelig, forunderlig og foranderlig; Hvor blade bliver til muld; Gøder og giver grobund for liv – på ny.
Og netop “Muld” er temaet for årets kirke- og kunstvandring den 3. og 4. oktober, hvor 7 kirker på Østerbro og vores egen arkitektoniske perle: Tolvkanten i Nordhavn åbner dørene og inviterer samtidskunsten indenfor. Indbyder alle, der vil tage efterårsstøvlerne på og begive sig ud i dagene og ind i kirkerne for at se og opleve kunst i kirkerummet; Og den forvandling, der ligger i 12 forskellige kunstneres tolkninger af muld og naturens værdi. Et tema med variation – udtrykt i både skulptur og maleri.
Kirke- og kunstvandringen skal bl.a. være med til at åbne vores øjne for, hvad kirkerum kan; Vise os, at kirken ikke er et museum eller et lukket rum for de, der allerede kender koderne, salmerne og ordene; For den er mere et åndehul – fysisk og eksistentielt; Det jeg med et hjemmekomponeret ord vil kalde: “Åndsgødning”.
Vi har fået forskellige skostørrelser at træde på jorden med, som giver os utallige måder at bevæge os ud i livet på; Men vejen – mulden – er der altid og allerede under vores fødder; Uanset hvor vi går;
Og ligesom det septemberblå himmellys altid vil farve sine omgivelser, sådan vil mulden med sin symfoniske substral altid minde os om liv og død – og opstandelse. Samme tema og samme fortælling som kristendommen rummer, og samtidskunstnerne vil udtrykke på oktoberudstillingen.
For muld er både helt konkret og samtidig fuld af symbolik. Den er jord, blade, rødder, regn og forrådnelse;
Den er det sted, vi kommer fra, og det sted, vi en dag vender tilbage til. Den er skaberværk og råstof. Den kan være hellig, glemt, være noget, vi dyrker, eller noget vi forsøger at kontrollere.
Derfor har den også gennem tiden inspireret kunstneriske-, musiske- og litterære processer. Den hyldes i salmer og indgår som symbolik og ornamentik i kirkernes rum og arkitektur. Udsmykker og forskønner. Naturen, Terra Mater – moder jord – skaberværket.
Gennem kunstneriske medier og med afsæt i fortællinger, myter og oplevelser fra naturens rum vil udstillingsprojektet “Muld” stille skarpt på vores forhold til naturen; Fra tidligere tiders oplevelse af den som hellig til vores tids rationalistiske natursyn. Eller måske klimabevidste “vild- med-vilje”-syn – “helt naturligt”…
Så tag efterårsmulden under skosålerne – og gå med på opdagelse den 3. og 4. oktober; Se samtidskunst, mød forskellige kunstneriske fortolkninger af Muld og oplev, hvordan værkerne ændrer kirkerummene, – og hvordan kirkerummene måske ændrer vores blik på værkerne, verden og hinanden.
Alle er velkomne; Kirkegænger, kunstkender eller ej; 8 kirkedøre vil stå åbne; Også den oktorber-week-end;
For kirken er netop et rum, hvor der bydes indenfor og velkommen, – også selv om vi ikke helt ved, hvad vi leder efter; Hvor vi kan blive stående lidt; Og se op; Eller ned. Måske helt ned i mulden.
Dernede, under det hele, foregår der nemlig noget, vi ikke kan se: Der opløses det gamle, samtidig med at nyt er på vej.
Alt det, som er og bliver et sindbillede og et spejlbillede på september, jorden, kirken, livet og os. For vi visner vel altid lidt undervejs og må give slip på noget, for så at blive til muld – også for hinanden.
En dag – måske under en “septembers himmel, der er så blå” – vil nyt spire, også selvom vi ikke selv når at se det; For under den himmel ligger den mørke muldjord altid. Det er den, der bærer os; Den, vi kommer af. Og af den vi skal blive til – og igen opstå. Her er ingen gradbøjning – her er alt: evighedsblåt.
