Selvbetjening for abonnenter

Gå til Selvbetjening I selvbetjeningen kan du administrere dit abonnement, for eksempel ændre perioder, tilmelde nyt betalingskort eller opsige.

”Det dér? Det er byldepest…”

louiseMan kan til tider få nogle ret særprægede diagnoser hos lægen. Måske er det også for at tilbyde patienten lidt spænding, som kompensation for det røvsyge læsestof i venteværelset

• Jeg holder virkelig meget af min privatpraktiserende læge. På den faglige måde. Jeg har været hos ham i mange år og ved derfor, at han er en meget kompetent en af slagsen. Og det er skam ikke en selvfølge. En bekendt var for eksempel ude for, at en byld i armhulen blev diagnosticeret af hans læge som værende enten stafylokokker eller noget virkelig alvorligt. Og da han efter en blodprøve fik besked om, at ”det i hvert fald ikke er stafylokokker”, gik min bekendte naturligvis rundt med dødsangst i ugevis. Indtil læge i anden omgang tappede noget nær fire liter blod, tog en masse ekstra prøver og sørme fandt ud af, at det alligevel var stafylokokker. Min bekendte behøvede derfor ikke at gruble over, hvordan han ville bruge sin sidste tid her på jord, men kunne blot hente noget antibiotika på apoteket.
   
Selv blev jeg ramt af både en mærkelig infektion og dårlig timing for nogle år siden: Infektionen viste sig som kløende udslæt på mine hænder, hvilket jeg nok kunne have levet med et stykke tid. Men mit ansigt var også påvirket. Faktisk lignede jeg en, som udelukkende havde haft visdomstænder i højre side af munden og lige havde fået dem alle opereret ud. Samtidig. Hele den ene side af ansigtet, fra kind til nederste kæbe, var fuldstændig skæv takket være en voldsom hævelse, der desuden var knaldrød og gjorde sindssygt nas.
Den dårlige timing bestod i, at min egen læge var på ferie. Så jeg fik tid hos en anden læge, der netop denne dag desuden var beriget med en praktikant, og dermed burde jeg vel have været dobbelt tryg, for to hoveder tænker som bekendt bedre end et. Bare ikke i dette tilfælde. For næppe havde praktikanten stukket sit spidse otoskop alt for langt ind i mit øre, (kan de ikke få nogle øve-instrumenter, a la sikkerhedsvatpinde til babyer?), før han proklamerede, at jeg havde pådraget mig et heftigt udbrud af herpes. Både på hænder og ansigt, ja, den uartige lille virus var simpelthen over det hele. Og mens lægen nikkede, enig med sin lærlings diagnose, spekulerede jeg på, hvor de mon opbevarede iglerne. Skulle de ikke sættes på mit ansigt, så jeg kunne blive kureret for den syfilis, jeg om et øjeblik utvivlsomt ville få at vide, at jeg desværre også led af?
   
Dagen efter havde jeg det så dårligt, at jeg skaffede en second opinion, som – mod klækkelig betaling – ankom til matriklen i form af en privat læge.
Han blev synligt oplivet af min ansigtstilstand, og da han havde konstateret, at den skyldtes streptokokker, (hænder var en ufarlig, allergisk reaktion på et eller andet), ringede han direkte til nærmeste hospital, til en overlæge kollega, fordi ”du skal altså se det her, Gitte, jeg sender hende over med det samme”.
Jeg er ret sikker på, at jeg hørte ham fnise ind i mobilen. Den dag i dag ved jeg stadig ikke hvorfor, men jeg tænker, at det enten var herpesdiagnosen eller mit ildrøde, asymmetriske look, der var årsag til hans gode humør. Nok mest det sidste.
 
Til gengæld er der ikke meget morskab at hente i lægernes venteværelser, og kunne det ikke være en af årsagerne til, at nogle af dem forsøger at pifte hverdagen lidt op med mere eller mindre fantastiske diagnoser? Når man kun har kunnet fordrive ventetiden med Hjemmet fra december 1993 eller folderen om stomi-pleje, (ganske vist den nyeste udgivelse, men alligevel), så er det måske en kærkommen overraskelse at få beskeden, at man ikke lider af middelmådig fodsvamp, men derimod en uhyre sjælden hudlidelse, som sidst blev dokumenteret 1748. I Holland. Hva’beha’r!

Så har timerne med pjecebunken, mens man har siddet i stolen med det institutionsblå, syntetiske uldsæde, da ikke været helt spildt. På den anden side er min egen, fortræffelige doktor ikke meget bedre, når det kommer til praksissens læsestof, så muligvis er den teori ikke meget bevendt.
     
I hans venteværelse er der nemlig også et meget begrænset udvalg, og i bedste fald kan man læse aviser fra sidste år eller revisionsrapporten fra Foreningen af Pensionerede Læger. På de skrabede dage er der kun pjecerne. Som af en eller anden grund hos alle læger altid er anbragt i et vægstativ på den modsatte side af stolerækken, så man skal rejse sig, krydse rummet og meget åbenlyst vælge fra stativet. Og nu er de fleste mennesker sådan indrettet, at hvis de skal vælge mellem noget, der rager dem en papand og noget, der kunne være relevant, så vælger de det sidste. Dermed er der ikke meget privatliv over lægernes pjecestativ – et skilt rundt om halsen ville være ligeså diskret: ’Jeg snupper lige denne her om hæmorider. Hvad pokker, er der også en om alkoholisme, og uh, den nyeste om stomi-pleje! De skal da også med over til mit hyggehjørne, for ja, jeg pøller i poser og har også andre issues, og heldigvis har alle jer i rummet nu også den information.’
I øjeblikket døjer yngste pode med allergi og ældste har fået en mærkelig skønhedsplet, og jeg har garderet os alle tre: Jeg har nemlig sørget for at bestille tid hos min egen læge, inden han går på ferie. Så kan mine drenge blive undersøgt ordentligt og løber ingen risiko for at blive akut indlagt med mistanke om skørbug. Og jeg har allerede lagt en god bog i min egen taske.
    
   

Louise Raaschou er uddannet journalist og arbejder som freelancer. Hun er 45 år gammel, har to sønner på 14 og 9 år samt åbenlyse vanskeligheder med voksenrollen. Hun evner ikke at tale girafsprog til sine børn og kan sjældent overskue skolens intranet. Hun har en udpræget mangel på overblik, er elendig til smalltalk og til møder på skolen siger hun ofte det forkerte. Til gengæld bliver hun lidt for besoffen til forældrefesterne. Hun kan ikke lave en ordentlig smoothie og har aldrig postet billeder af friske buketter fra haven eller hjemmelavede brød på facebook. Oven i købet ryger hun. Foruden børnene tæller familien en overvægtig chihuahua, et utal af akvariefisk, samt to hysteriske undulater, og nåh, ja, så er hun alenemor. Noget af tiden. For hun deler drengene med deres fædre. Jeps. Dem er der også to af.

Close

Translate »