Selvbetjening for abonnenter

Gå til Selvbetjening I selvbetjeningen kan du administrere dit abonnement, for eksempel ændre perioder, tilmelde nyt betalingskort eller opsige.

Det er et pladepresseri – ikke en pølsefabrik!


For et par år siden fik en gruppe LP-entusiaster den ide at starte et pladepresseri. Grundlaget var kærlighed til vinylen, og hjemstedet blev Nordhavns yderste spids.

”Du er godt klar over, det er 3,5 kilometer fra Nordhavn Station, ikke?”
Helle Bonnesen er tydeligvis vant til at advare sine gæster, inden de besøger Nordsø Records på Nordsøvej.
Vi er ganske rigtigt på det yderste af Nordhavn. Hundelufterne og restauranterne er væk, og i stedet er her lange lige vejstrækninger, en del tung trafik og grønne arealer som for eksempel det, hvor Peter Madsens ubåd lå indtil for kort tid siden. Helle Bonnesen vil dog hellere fokusere på, at der også er krydstogtskibe, grønbrogede tudser og frem for alt vinyl i området.
Hun er nemlig en af de tre partnere, som har skabt Nordsø Records, og at det ligger helt herude er ingen tilfældighed.
”Vi vil gerne være et sted, hvor man kan fylde noget og larme lidt. Vi ville ikke passe ind i en baggård på Vesterbro,” forklarer hun.

Nordsø Records er noget så sjældent som et pladepresseri. Her laves grammofonplader, og kunderne er enten de traditionelle pladeselskaber eller individuelle kunstnere, som gerne vil have lavet noget ekstra fedt.

Nye gamle maskiner
Nordsø Records er noget så sjældent som et pladepresseri. Her laves grammofonplader, og kunderne er enten de traditionelle pladeselskaber eller individuelle kunstnere, som gerne vil have lavet noget ekstra fedt.
Det er der mulighed for hos Nordsø Records. I 2015 fik Helle Bonnesens mand, Henrik Damm Krogh, og hans ven Michael Hjort – bedre kendt under navnet No 1 – nemlig ideen til at lave deres eget pladepresseri.
”Vi tre ville gerne lave noget sammen, og de to er inkarnerede LP-samlere, og så kom det ligesom bare snigende,” siger Helle Bonnesen og kigger sig rundt i det store lokale, som rummer både LP-pressemaskiner, scene, tekøkken, møderum og DJ-pult.

Alternativ til billige løsninger
”De to andre ville gerne lave et sted, hvor man kunne få kaffe, få vasket sine plader og repareret dem,” husker Helle Bonnesen.
I stedet blev det til et reelt pladepresseri, som producerer grammofonplader. Det er ellers en industri, som de seneste år er genopstået i Østeuropa. For hvis man skal have lavet en billig stak plader, kan man sende en lydfil og noget artwork af sted på mail sammen med en pose penge, og så får man en stak plader tilbage nogle måneder efter.
”Men vi vil ikke være en pølsefabrik à la Østeuropa,” som Helle Bonnesen siger.

Prominente kunder
Tværtimod skal Nordsø Records være stedet, hvor kunstnere går hen for at få lavet noget helt særligt.
”Der skal være sjæl i det her. Vi kan for eksempel lave de mere kunstprægede plader, og vi har da prøvet både at lægge blod og fluer ind i vinylen. Det er de særlige ting, som typisk sælges som merchandise efter en koncert.”
Helle Bonnesen viser eksempler frem. Nordsø Records har allerede lavet et par hundrede forskellige plader, siden de startede i efteråret 2016, og nogle af navnene er prominente: Per Vers, Maria Montell, Nephew og Anders Koppel. Der er også en trippelplade med Martin Hall og indlagt kunstbog og steakbestik(!) af Ingvar Cronhammar.

Cover i silketryk
”Vi har også lavet en plade med cover i silketryk, som blev solgt på et galleri i København. Vi har jo de maskiner, som skal bruges til at lave noget særligt,” siger Helle Bonnesen og kigger ud i produktionslokalet, hvor der for tiden går to og arbejder ud over No 1, som også er i gang med at lave plader.

Nordsø Live
Nordsø Records har haft et par måneder med plus i regnskabet. De tre partnere er endnu ikke blevet rige af at lave kunstneriske vinyler i Nordhavn, men de knokler på det. Der kommer blandt andet til at være en masse events i fremtiden, for på Nordsøvej må man jo gerne larme og fylde. Det kommer de nok til 8. juni, hvor pladepresseriet atter slår dørene op for gratisfestivalen Nordsø Live, hvor husets venner kommer og spiller.

Helle Bonnesen kom ind i pladebranchen, da hun fik lyst til at starte virksomhed med to pladeentusiaster. Der skal være sjæl i det her. Vi kan for eksempel lave de mere kunstprægede plader, og vi har da prøvet både at lægge blod og fluer ind i vinylen.

Når man skal lave en plade, laver man først en master. Det sker hos en producent i udlandet. Herefter laves et ”negativ” og så kan man ellers gå i gang med at opvarme vinylen i en slags vaffeljern og presse plader. Til sidst skæres kanten af ligesom overskydende dej på en tærte, og så skal pladen helst ligge fladt et døgns tid.

Du skal have abonnement for at læse denne artikel Få adgang til Nordhavn Avis - Første måned på gratis prøve
Close