Velkommen til Anonyme Ængstelige. Opgradering til angst er inkluderet i medlemsskab
Jeg ser egentlig ikke mig selv som den angste type. Bevares, jeg kan da godt føle lidt ængstelse, når årsopgørelsen bliver frigivet, her har jeg dog en effektiv mestringsstrategi: Hvis jeg ignorerer opgørelse, forsvinder følelse. Men ellers er det ikke så let at bevare roen. For dagligt bliver man bombarderet med input om eventuelle risici, mulige farer og det-kunne-ske- skrækscenarier. Ikke kun coronarelateret, men på hele spektret af vores eksistens, og skulle dét ikke være nok, kan man jo altid selv søge angstprovokerende informationer. For der er rigeligt at blive bange for derude.
Det er, for eksempel, helt fantastisk farligt at befinde sig i sollys. Forleden aften anbefalede vejrdame på nyhederne – på det kraftigste – at vi alle ”kendte vores hudtype” for at determinere ”vores risiko” ude i solen. En smart app kunne tilsyneladende fortælle, om man kunne nøjes med høj, høj solfaktor i ansigtet, eller om man simpelthen blev nødt til at øge ly for de livsfarlige stråler. Det var i marts. Hvor solens styrke strengt taget vel kun er relevant for dagslys-allergikere og albinoer, (som stensikkert har deres egen, specialiserede app), men alligevel installerede vejrdame en lille, bekymret tvivl i mig: Sjit. Jeg havde jo siddet i haven den dag. Helt uden solcreme i krydderen. Og uden at kende min hudtype! Overvejede et øjeblik at google ”tegn på følgevirkninger af hasarderet adfærd i sol”, men orkede det ikke. For der dukker altid noget andet, og meget værre, op, når man bevæger sig ned ad google-symptomer-vejen.
Nu tænker de fleste nok influenza (corona), hvis jeg nævner feber, hovedpine, hoste, ondt i halsen og manglende appetit. Men det kan faktisk også være tyfus. Jo, jo den er god nok. Skift derefter et par symptomer ud med træthed og muskelsmerter og et par hævede kirtler og vupti, så ligner man til forveksling et klassisk tilfælde af byldepest. For det er jo det, der sker, når bekymring bliver til ængstelighed, som igen bliver skubbet over i angst: Worst case er det eneste, man er i stand til at opfatte. Og så bliver det meget nemt at overbevise sig selv om, at man lider af en obskur sygdom, som stort set er udryddet, og hvis den ikke er, så er den i hvert fald vildt sjælden og optræder i øvrigt kun i tredje verdens lande. For man kan mærke smerter i muskler og led, og man er træt, og har man ikke også lidt kvalme? Jo, der er helt sikkert også noget kvalme. Okay, tænderne falder så ikke lige ud, men tre ud af fire symptomer er tæt nok: Skørbug. Det er ganske vist.
For slet ikke at nævne farerne ved stråler fra mobiler, sendemaster og trådløse netværk. Det er ganske vist ikke fastslået, at de fremprovokerer kræft, da der stort set ingen forskning er på området. Men da der stort set ingen forskning er på området, er der er så heller ingen forskning, som viser, at de ikke gør. Google lige dén og se, om du nogensinde tør fjerne alufolien fra vinduerne igen. Og naturen prøver sgu’ også at slå os ihjel! Med giftige gevækster. Det kræver naturligvis, at man aktivt finder den blomst eller svamp og plukker den og helt bevidst spiser den, og man skal derudover være ret opsøgende, for så mange giftige planter er der heller ikke herhjemme, men alligevel. Man skal bare være hamrende forsigtig ude i den natur, den er simpelthen livsfarlig. Hvis den ikke forsøger at nakke os med planter, så gør den det ved solens hjælp.
Men faktisk lurer farerne overalt. Og hvis man er rigtig skarp, kan man spotte dem lynhurtigt: Der er kviksølv i fisk og radon i kældre, og det er også farligt at spise for meget sukker. Man risikerer at dø af kulilteforgiftning, hvis man tænder op i brændeovnen, for meget kaffe giver koffeinchok og tyndskid, og mere end syv glas alkohol om ugen er den sikre vej til et liv på gaden. Med skrumpelever. Og så er de fleste i øvrigt overhængende fare for at få støvmideallergi, da de færreste får vasket samtlige tekstiler, puder, dyner og madrasser regelmæssigt foruden ekstrem-rengøring en gang om ugen og grundig udluftning tre gange dagligt.
Det havde ellers været en ret fin dag, den solskinsdag i marts. Forårsfornemmelser havde sneget sig ind, og humøret var i top, for forårsfornemmelser hjælper på alt. Men det var naturligvis før vejrdames formaning om de livsfarlige solstråler. Og før et efterfølgende indslag, som fortalte om et alvorligt udbrud af hesteherpes på et stutteri i Nordjylland. I dag ved vi jo alt for godt, hvordan det kan gå, hvis et dyr får noget smitsomt, og da angst allerede var blevet behørigt ansporet, blev jeg naturligvis bange. For var et landsdækkende herpesudbrud ikke overvejende sandsynligt nu? Gik i seng med en lille knude i maven og lovede mig selv, som det første næste dag, at tømme apotek for zovir. Og solcreme.
