Protester i Nordhavn over at byggeprojektet på Redmolen ændrer navn fra Redmolen til ‘Nordø’. Det er bare et projektnavn, siger bygherren PFA.
Flere nordhavnere har undret sig over, at PFA’s byggeprojekt på Redmolen har ændret navn til ‘Nordø’.
Redmolen rummer mere end hundrede års historie, og jeg ville være ked af, hvis Redmolens navn bliver sløjfet fra landkortet til fordel for Nordø, som kunne være hvor som helst eller hvad som helst. Molen ligger ikke engang mod nord, men mod øst. Hvad ligger bag det nye navn og hvorfor ændre det? spurgte en beboer forleden på By & Havns digitale nabomøde.
PFA Ejendomme har svaret på kritikken:
“Med byggeriet starter et helt nyt kapitel, og derfor synes PFA Ejendomme også, at netop et nyt navn kunne markere dette. Samtidig ønskede PFA Ejendomme et navn, der siger noget om den helt unikke placering for området og som samtidig er knyttet til den samlede bydel, som området hænger tæt sammen med, Nordhavn. Mange kreative idéer har været i spil, og valget faldt på Nordø”.
PFA understreger, at Nordø er et kaldenavn, og at det ikke vil påvirke vejnavne og adresser i området.
I Nordhavn Lokalhistorisk Forening ærgrer formand Jan Vestergaard sig over det nye navn.
Det er uforståeligt hvordan man med et pennestrøg kan risikere at fjerne vigtige historiske detaljer fra Nordhavns i forvejen sparsomme historie.
Lad os bevare navnet Redmolen, det er en integreret del af Nordhavns historie, siger han.
Redmolens historie
Fortællingen er leveret til os af Nordhavn Lokalhistorisk Forening:
Navnet Redmolen henviser til Redhavnen, som lå lige ved siden af. Redhavnen blev etableret samtidigt med resten af Nordhavn 1885-1890 i forbindelse med udvidelse af Frihavnen. Forud for dette havde Svanemøllebugten kun nogle mindre havne og et forsvarsværk på en tange, som gik ud i vandet. Det hed Kalkbrænderi Batteri, og den sidste del af det blev bortsprængt i 1915.
Redhavnen fik sit navn fordi skibene lå forankret på Reden uden for København, og ventede på at kunne komme til kajs for at laste og losse. Skibene fik leveret proviant mv. af mindre forsyningsskibe, som udgik fra Redhavnen.
Redmolen øst for Redhavnen blev anlagt 1915-1917 og udbygget indtil 1930, hvor der var 21 store tanke til brændselsolie. Redmolen var nedgravet og ombygget med mure efter brandmyndighedernes krav. Den dybe stenmole var forsynet med trælossebroer rundt om. Den nordlige bro eksisterer stadig. Yderst på molen lå det østlige toldkontor fra 1920, som midlertidigt er revet ned i 2020, for at give plads til nybyggeriet på Redmolen. Toldkontoret skal genopføres på samme placering.
Redhavnen mistede eksistens og navn i 1974 da den blev opfyldt, og de to Portland cementsiloer blev bygget på stedet i 1979. Redmolen blev ryddet for bygninger og tanke fra 1992 og fremefter. Sidenhen er der foretaget oprensning af forurenet jord. Redmolen blev til sidst en ø for sig selv i 2015, da Redmolekanalen blev udgravet. (Foto: Københavns Stadsarkiv).