I starten af december 2018 gik hovedentreprenør Daurehøj Erhvervsbyg konkurs og byggeriet af Boligselskabet Domea Københavns 107 almene boliger i Århusgade stoppede. Men nu er byggeriet igang igen med JCN Bolig som hovedentreprenør. Beboerne forventes at kunne rykke ind slutningen af i 2019
Domea København bygger i alt 107 almene boliger i projektet ‘Orienten’ på en grund mellem Århusgade 145-159 og Helsinkigade 10-12. Det bliver de første almene boliger i Nordhavn. Da Daurehøj Erhvervsbyg gik konkurs i december, stod rå-huset til Orienten næsten færdigt, og byggeriet fulgte tidsplanen. Den hurtige aftale med en ny hovedentreprenør betyder, at forsinkelsen er begrænset til nogle få måneder. JCN Bolig er i gang med at lukke rå-huset, og en ny projektplan for byggeriet er klar.
Jeg er glad for den store fleksibilitet, som parterne har udvist i processen med at finde en løsning. Aftalen, som Boligselskabet Domea København har indgået med JCN Bolig, får minimale konsekvenser for de færdige boliger, siger Charlotte Nørbak, byggechef i Domea.dk, i en pressemeddelelse fra Domea.
Byggeriet Orienten er på knap 14.000 kvm. Byggeriet består af to karreer og kommer til at indeholde 107 almene boliger, heraf 9 ungdomsboliger og 24 serviceboliger til Københavns Kommunes Socialforvaltning. Desuden kommer karreerne til at rumme café og butikker samt en børneinstitution. Byggeriet er tegnet af Dorte Mandrup Arkitekter og KHS Arkitekter.
Foto: KHS Arkitekter