Man griner med Joaquin Phoenix som handicappet satiretegner, der kæmper mod sin alkoholisme. De bedste scener er de flabede, men der er desværre mere feel good end kontrovers i den biografiske film
Titel: Don’t worry, he won’t get far on foot. Instruktør: Gus van Sant. Medvirkende: Joaquin Phoenix, Jonah Hill, Rooney Mara, Jack Black. Varighed: 113 minutter
• John Callahan sidder bundet i sin kørestol i sit køkken. Han kigger op på øverste hylde, hvor vodkaen står. Hjemmehjælperen, en doven og kontrær, langhåret hippie, er lige skredet uden at åbne flasken. Det sitrer i den handicappede drukkenbolt, der har svært ved at overskue fremtidsudsigterne. Snart vælter han kørestolen ind i alting, så stuen ligner et stort rod.
Det er på en gang sort humoristisk og tragisk. Portrættet er bygget på en virkelig historie om en ung drukkenbolt, der under en vild druktur kommer ud for en færdselsulykke i bil og bliver bundet til en kørestol.
Men efter episoden i køkkenet får han et åndeligt syn af sin mor, der forlod ham i barndommen.
Han overgiver sig til rundkredssnak i et tolvtrinsprogram. Og finder livsindhold i hans store talent for at tegne morbidt om dværge, homoseksuelle og handicappede i førende magasiner, så folk enten griner ellers væmmes.
Joaquin Phoenix er med et skævt smil autentisk som den flabede rebel, der skal slippe fri fra djævelens druk. Kronologien skifter løbende mellem tiden som drukkenbolt og ædru.
Særligt en mindeværdig scene er en tilpas flabet kommentar til #Metoo-tiden, hvor man skal spørge om lov, før man har sex. Hvad Callahan gør, som den gentleman han jo er.
Da han er sengebundet på hospitalet efter biluheldet, har han svært ved at få erektion. Så han spørger smilende en af sygeplejerskerne:
“Vil du sætte dig på mit ansigt?”
Hun siger først nej, men er tydeligt charmeret. Så farlige var grænsesøgende spørgsmål og uforpligtende sex tilsyneladende ikke i 70erne.
Bag filmen står Gus van Sant, der er åben om sin homoseksualitet og ofte også har brugt det tema satirisk i blandt andet ‘Good will hunting’ og ‘Milk’.
Den slags humor ser vi lidt af i rundkredsen for afhængige. Der er den homoseksuelle mand, der læser digte op om erektioner. En anden langhåret, homoseksuel guru, der hører disco og leder gruppen. Her er også den tykke dame med kræft i hjertet, der griner af det hele. Og en forstadsfrue på valium (spillet af selveste Kim Gordon fra rockbandet Sonic Youth).
Desværre fylder Callahans betydning som kunstner, hans kontroversielle tegninger og hans rebelske galskab slet ikke nok. I stedet har portrættet det lette fokus på Callahans vej frem i livet. De givende samtaler, tårer og forsoninger sørger for feel-good tilsat strygere og klaver – som altid velkomponeret, men også for sentimentalt arrangeret af Danny Elfman.
Undervejs møder Callahan en terapeut, spillet af altid skønne Rooney Mara, og de forelsker sig. Det bliver et lidt for følelsesladet og typisk drama om folk, der overvinder handicap. Nogen husker måske ‘Min venstre fod’ med Daniel Day-Lewis eller Stephen Hawkins-biopic’en ‘Teorien om alting’, der også endte i kærlighed frem for forskning.
Men nærværende fortælling er veldrejet efter bogen. Der er stort skuespil. Og trods alt tilpas grænsesøgende satire til, at man bør se den.
Tre film bygget på virkelige personer, der overvinder handicap:
Min venstre fod
(Jim Sheridan, 1989)
Daniel Day-Lewis vandt fortjent en Oscar for sin rolle som en lammet irer, der kun kunne bevæge sin venstre fod. Filmen er bygget på den virkelige historie om Christy Brown, der kun kunne bevæge venstre fod og tæer. Den troværdige og velspillede film handler om morens kamp for at give sin søn et værdigt liv. Han endte op som berømt maler og forfatter.
Teorien om alting
(James Marsh, 2014)
“Du skal forstå, hvad der vil komme. Det bliver et stort nederlag,” får Stephen Hawkins at vide, da han bliver bekendtgjort med, at han lider af sclerose. Selvom Hawkins spekulerer meget på sorte huller, og om de er en del af universets skabelse, er filmen mest af alt et seværdigt, romantisk drama mellem charmerende, engelske Eddie Redmayne og betagende Felicity Jones. Om at overvinde den gradvise nedtur og samtidig lege far-mor-og-børn.
Elefantmanden
(David Lynch, 1980)
David Lynch er en af største filmkunstnere i USA, særligt kendt for mind-fucks som Mulholland Drive, men også gedigne skræmmere som den moderne noir Blue Velvet. Elefantmanden er en overraskende normal film. Endda af den søde slags, som de her film om handicappede har for vane. John Merrick, spillet af John Hurt, lider af en ekstremt deform krop med et ansigt så skræmmende, at han optræder i cirkus for freaks foran borgerskabet. Men da han møder lægen Frederick Treves, bliver han på hospitalet behandlet med værdighed. Det sørgelige slutter dog ikke her ..
