Video optaget 1. november 2024 viser hvordan det sydligste kystfremspring mod Øresund er kommet over vandoverfladen i løbet af oktober.
Dronevideoen viser hvordan Fase 1 i Lynetteholmprojektet er ved at blive fyldt op med jord. I Fase 2 er man i gang med at grave havbund væk, anlægge stendæmninger og opbygge kystfremspring.
I dronevideoen ses også en spildevandsledning, der ligger i overfladen langs Trekroner Fortet. Ledningen blev sænket ned på havbunden 8. november, og herefter begyndte arbejdet med at opbygge Lynetteholms stendæmning langs Trekroner Fortet.
Der er også blevet arbejdet på at flytte det røde blink på nordlig bølgebryder lidt mod vest, da området, hvor bølgebryderen ligger, er blevet inddraget til Lynetteholms arbejdsområde. Der opsættes også et ekstra rødt blink cirka midt i Kronløbet over for krydstogtterminalerne i Nordhavn. Når lysene blinker, skal al fritidssejlads i Kronløbet holde tilbage for ind- og udadgående erhvervstrafik, som Oslofærgen, krydstogtskibe eller containerskibe.