Dunkirk er en storladen og visuel totaloplevelse, der giver seeren en aldrig før set oplevelse af selv at være til stede mellem blod, bomber og synkende skuder
Dunkirk. Instruktør: Christopher Nolan. Medvirkende: Fionn Whitehead, Damien Bonnard, Aneurin
Barnard m.fl.. Varighed: 106 min. Premiere: 20. juli
Sår, saltvand og soldater står knivskarpt.
At se ‘Dunkirk’ er som at være i Krigen selv. I en drivvåd grøn uniform på kanten af en synkende, brændende skude. Som luftens helt højt hævet over havet i færd med at nedskyde tyskens bombefly. Og som stående rank soldat i en venteposition i en fransk havn sammen med tusinder og atter tusinder af kammerater.
Historien foregår i maj 1940 i den franske havneby Dunkerque en spytklat fra den belgiske grænse. Herfra blev over 300.000 britiske soldater og allierede på godt en uge evakueret til de britiske øer. Og det var i høj grad almindelige sejlere og fiskere i små både, som afværgede en militær og menneskelig katastrofe på strandbredden. Filmen bliver fortalt gennem tre forskellige faser til lands, til vands og i luften. Fra de forskellige perspektiver følger vi briternes kamp for overlevelse. Brutalt, blodigt og nervepirrende. Som om et hold af dokumentarister havde fulgt slagets gang.
Hjerteskærende er historien om den britiske sømand, der med sin søn og en ung matros sejler til byen for at redde soldater fra druknedøden. Undervejs opsamler de en styrtet pilot (Cicilian Murphy), der viser sig at have post-tramatisk stress. Det får fatale konsekvenser.
Alligevel sejler de til trods videre mod druknende soldater under angreb fra den tyske Luftwaffe.
På land spiller den erfarne Kenneth Branagh kommandør Bolton, der forsøger at holde stand og bringe soldaterne sikkert fra land til havs i de mange britiske flugtskibe. Faren er, at de tyske bombeskibe rammer. Og det kan kun de britiske piloter, herunder Tom Hardy, og deres Spitfires forhindre.
Meget imponerende er skuespillerne så forklædte, at man ikke tænker meget over, hvem der besidder hvilke roller.
Aldrig før har man som seer følt, at man er så tæt på krigen. Samtidig opstiller filmen indirekte en række moralske spørgsmål. Må en ofres, før andre kan leve? Hvor meget død og lidelse skal man trodse, før man stopper med at hjælpe? Hvem skal på båden, og hvem skal ikke?
Jeg har ellers aldrig været fan af instruktøren Christopher Nolan. Til det har englænderens visuelt imponerende film som Inception og Instellar fokuseret for meget på action og småfilosofiske ideer om astrofysik og for lidt på sine skuespillere og deres karakterer. Det er da heller ikke, fordi Dunkirks karakterer denne gang bryder gennem skærmen og står uforglemmelige tilbage.
Men det er tilgivet med så realistiske, flygtige krigsbilleder, der gør, at man dukker sig, føler vrede og bliver suget ind i en vigtig historisk begivenhed, som for en gangs skyld giver briterne, vel at mærke ikke amerikanerne, national stolthed. Dermed skriver Dunkirk sig ind i rækken af meget mere end blot seværdige krigsfilm som ‘Dommedag Nu’, ‘Full metal Jacket’ og ‘Letters from Iwo Jima’.
